Omdiskuteret dom for islamkritik får nyt liv

Sag om islamkritik har principiel karakter, og derfor skal den for landsretten. Det har Procesbevillingsnævnet afgjort, efter at Helsingør-borger blev idømt bøde for at sammenligne islam med nazismen

”Man skal være forsigtig med, hvad man siger, men det er også meningen med 266b; at man ikke må komme med udtalelser, der lægger en befolkningsgruppe for had, som forhåner race, tro eller seksuel orientering. Eller sætter islamister i bås med nazister,” udtalte Gorm Toftegaard Nielsen
”Man skal være forsigtig med, hvad man siger, men det er også meningen med 266b; at man ikke må komme med udtalelser, der lægger en befolkningsgruppe for had, som forhåner race, tro eller seksuel orientering. Eller sætter islamister i bås med nazister,” udtalte Gorm Toftegaard Nielsen.

”...Ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som Nazismen. Den massive indvandring af Islamister her til Danmark er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.”

Med publiceringen af disse ord på Facebook blev Flemming Nielsen fra Helsingør i februar i år 1600 kroner fattigere.

Det skete, da Retten i Helsingør vurderede, at ytringen fra november 2013 var i strid med straffelovens paragraf 266 b, stk. 1, også kaldet racismeparagraffen. Dommen blev debatteret vidt og bredt. Ytringsfrihedsforkæmpere kaldte den et indgreb i ytringsfriheden og ødelæggende for religionskritikken, mens flere retseksperter vurderede, at afgørelsen var helt efter bogen.

Men nu er der lejlighed til igen at diskutere Flemming Nielsens islamkritik og retssystemets vurdering. På grund af sagens principielle karakter har Procesbevillingsnævnet givet anketilladelse, og i morgen føres sagen i Østre Landsret i København.

Det er ”glædeligt,” at Procesbevillingsnævnet har sørget for, at sagen kan prøves ved landsretten, mener Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia:

”Jeg synes, at dommen markerede en tendens til en udvidet fortolkning af racismeparagraffen, og på den måde er det vigtigt, at der som minimum er to instanser, der har taget stilling til den. Hvis den var blevet stående i Retten i Helsingør, ville anklagemyndigheden bruge den som retningsgivende for tiltale en anden gang. Og der kunne mange gange være mulighed for at rejse tiltale mod folk, der sammenligner islam med totalitære ideologier. Så derfor er det vigtigt, at landsretten får mulighed for at vurdere, om det er en korrekt fortolkning,” siger han.

Ifølge ham har sagen, ligesom Procesbevillingsnævnet altså har vurderet det, en særlig principiel karakter.

”Spørgsmålet er, om dét at kritisere religion meget hårdt i sig selv er forhånende og nedværdigende over for troende,” siger Jacob Mchangama.

Ligesom Jacob Mchangama hæfter Søren Hviid Pedersen, konservativ debattør og kommentator på Berlingske, sig ved, at flere andre tidligere har sammenlignet islamisme og nazisme og stalinisme uden at blive dømt for det. Han nævner selv Mehdi Mozzaffari, professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, og John Gray, tidligere professor i idéhistorie på London School of Economics.

”Jeg har altid støttet racisme- og blasfemiparagraffen, fordi jeg mener, at man skal tale ordentligt til hinanden, men jeg mener ikke, at Flemming Nielsen har skrevet andet end det, der er en normal samtale og diskurs i den videnskabelige verden. Derfor var dommen for mig et tegn på, at retten har overfortolket racismeparagraffen, og hvis det er fortolkningen i fremtiden, er jeg dybt bekymret,” siger Søren Hviid Pedersen med henvisning til morgendagens retsmøde i Østre Landsret.

I modsætning til Jacob Mchangama og Søren Hviid Pedersen har blandt andre juraprofessor Gorm Tofte- gaard Nielsen fra Aarhus Universitet støttet den omdiskuterede dom fra Helsingør. Med sit opslag på Facebook sammenlignede Flemming Nielsen islamister med nazister, og det er at lægge en gruppe for had, udtalte juraeksperten til Danmarks Radio.

”Man skal være forsigtig med, hvad man siger, men det er også meningen med 266b; at man ikke må komme med udtalelser, der lægger en befolkningsgruppe for had, som forhåner race, tro eller seksuel orientering. Eller sætter islamister i bås med nazister,” udtalte Gorm Toftegaard Nielsen.