Det er den samme historie hvert år. Antallet af danskere, der søger om hjælp for at komme igennem julen, sætter på ny rekord.
I 10 år har det med kun enkelte undtagelser været billedet hos Frelsens Hær, der er den organisation i Danmark med den længste tradition for julehjælp. Og billedet er det samme hos andre organisationer, som er kommet til siden.
Men hvad skyldes den konstante og rekordsættende stigning i antallet af ansøgninger?
Organisationerne selv afviser, at det er blevet nemmere, at kvalificere sig til julehjælpen, ligesom de heller ikke tror på, at folk systematisk spekulerer i at søge flere pakker ad gangen og dermed pumper behovet kunstigt i vejret. Deres forklaring er i stedet den enkle, at antallet af ansøgere afspejler antallet af fattige.
”Udviklingen kører helt parallelt med udviklingen i samfundet. Og vi forventer allerede nu at sætte rekord igen i år. Jeg kender godt til spekulationerne om, at vi slækker på kravene, og at folk søger to, tre eller fire pakker for at skrabe til sig. Virkeligheden er, at kravene er mindst lige så skrappe, som de altid har været, og at en del ansøgere faktisk opgiver den ekstra pakke, hvis de får bevilget to,” siger Lars Lydholm.
Samme besked kommer fra Røde Kors i Danmark og Dansk Folkehjælp, der har oplevet en lignende konstant udvikling i ansøgninger om julehjælp.
”Vi har konstateret, at indsamlingskurven og ansøgningskurven for længst er vokset fra hinanden. Vi kan kun hjælpe omkring 30 procent af dem, der søger, så vi vælger de rigeste af de fattigste fra,” siger generalsekretær Klaus Nørlem.
Ligesom Dansk Røde Kors og Frelsens Hær peger også Klaus Nørlem på, at tabuet ved at søge hjælp er blevet mindre, og at flere derfor har fundet vej til organisationernes julehjælp. Men det ændrer ikke på, at dem, der søger, har et reelt behov, siger han.
Og organisationerne har ret i deres analyse, mener professor ved Roskilde Universitet John Andersen, der forsker i fattigdom og social ulighed.
Den tidligere regerings første fattigdomsredegørelse fra 2014 viste netop, at antallet af fattige steg kraftigt op gennem nullerne, og selvom den efterfølgende redegørelse, der kom blot et år senere, viste et fald i børnefattigdom, er det ikke ensbetydende med, at det fald rent faktisk kunne mærkes hjemme i de økonomisk trængte stuer, siger John Andersen.
Den tidligere regering valgte at måle fattigdommen på et tidpunkt, hvor en række økonomiske stramninger endnu ikke var slået igennem, og så samtidig bort fra fattigdom af mere kortvarig karakter ved at definere fattige, som personer, der i tre år eller længere havde en indkomst på under 50 procent af medianindkomsten.
”Dermed så man bort fra den fattigdom, som kan komme og gå, men som jo kan ramme ikke mindst børnefamilier lige så hårdt, og som netop sættes på spidsen og bliver tydelig i højtider. Når vi ved, at boligpriserne ikke mindst i byerne er steget voldsomt, er det ikke svært at regne ud, at der ikke skal meget til at vælte et budget og få akut brug for en julekurv for at få enderne til bare tilnærmelsesvis at mødes,” siger John Andersen.
Ligesom organisationerne tror han også, at tabuet ved at modtage hjælp er blevet mindre. Men det stigende antal ansøgere skal først og fremmest ses som udtryk for en reel stigning i antal af fattige og som en naturlig reaktion på svækkelsen af velfærdssystemet:
”Der er familier, der søger i dag, som aldrig tidligere ville have drømt om det. Det skyldes blandt andet, at det er blevet stort set umuligt at få bevilget ekstra engangsydelser til at komme gennem særligt stramme perioder som for eksempel højtider. Jeg synes, at man skylder organisationerne en stor tak for at lykkes med at afstigmatisere behovet for hjælp, så også den gruppe af familier kan få den støtte, de har brug for,” siger han.