Min mormor, Fadime,var på alle mulige måder en sej kvinde. Hun brød de sociale normer og sikrede sig respekt i et meget mandsdomineret tyrkisk samfund. Da min morfar havnede i fængsel, fordi han havde stillet kaution for en række bønder, der ikke betalte deres gæld, var det min mormor, der tog styringen. Hun havde rigtig mange børn og måtte forsørge dem trods gæld til halsen. Min mormor kørte demonstrativt gennem landsbyen i familiens hestevogn for at markere, at nu var hun manden i huset.
Hun fik to øgenavne ”Skøre Fadime” og ”Mande Fadime”. Det kom sig blandt andet af en hændelse, hvor et barn fra landsbyen opholdt sig i min mormors hus efter et skænderi med sin far. Faderen kom råbende ind i stuen uden at banke på og råbte og skreg. Det fik min mormor til at tage sit jagtgevær, rette det imod ham og råbe: ”Det der gør du kun, fordi jeg er kvinde, og der ikke er en mand i huset”. Faderen fik benene på nakken, da han godt var klar over, at min mormor ville skyde - som hun også gjorde, men ramte ved siden af. Fra det øjeblik blev hun betragtet som mand og fik lov til at tage til markedet, sælge sit korn og køre hestevogn.
Da jeg var midt i en skilsmisse, kom hun til Danmark. Jeg frygtede, at hun ville sige, at jeg skulle finde sammen med min eksmand. Højst overraskende for mig sagde hun, at det vigtigste for en kvinde var at arbejde, så man ikke er afhængig af nogen - især ikke af mænd. Mit hus var på tvangsauktion, min bil havde jeg kun betalt første afdrag på, og jeg havde et barn, der snart fyldte fire, så min situation var også kaotisk på det tidspunkt. Men så tænkte jeg på min mormor, for hvis hun kunne arbejde sig op i et totalt mandsdomineret samfund, så kunne jeg vel også gøre det i Danmark. Min mormor inspirerede mig til at arbejde mig ud af tingene. Derfor er hun min ledestjerne.