Pårørende mødes på nettet for at hjælpe svage ældre

Ældresagen ønsker, at en ny hjemmeside skal hjælpe pårørende til bedre at hjælpe ældre ...

Ældresagen ønsker, at en ny hjemmeside skal hjælpe pårørende til bedre at hjælpe ældre familiemedlemmer. Foto: . / Colourbox

Ældresagen satser på, at en ny hjemmeside skal gøre det lettere for pårørende at koordinere hjælpen til ældre familiemedlemmer

Hvad sagde lægen? Hvem klipper græsset? Hvornår kommer hjemmehjælpen?

Når man er pårørende til en svag ældre, er det ofte de praktiske gøremål og mangel på tid til omsorg og pleje, der volder problemer. Derfor lancerede Ældresagen i går hjemmesiden familieuniverset.dk, som skal hjælpe de pårørende i en svær situation.

På hjemmesiden kan man blandt andet oprette sit eget familieunivers med mailsystem, kalender og informationsvæg, så alle pårørende, venner som familie, får de samme informationer og kan koordinere pleje- og omsorgsindsatsen.

"Som regel er det hovedsageligt én, der hænger på det meste, og de, som ikke deltager så meget, plages af dårlig samvittighed. Vi vil gerne aktivere flere i pårørenderollen, for det offentliges pleje af en ældre kan ikke erstatte den kærlighed, der findes mellem familiemedlemmer," siger Poul Dahl Hede, der er leder af Ældresagens rådgivning og initiativtager til Familieuniverset.

Alice Wulff er formand for foreningen Pårørendegruppen for Svage Ældre, og hun hilser initiativet velkomment, selvom hun ikke tror, at det løser de pårørendes problemer.

"Man må ikke tro, at de digitale universer gør det alene. Der er et stort behov for viden og dialog mellem de involverede parter, som ikke altid kan klares på internettet," siger hun.

En af begrænsningerne ligger i, at det langtfra er alle i målgruppen, der har it-færdighederne til at benytte sig af et sådant online-univers. Men det skal ikke stå i vejen for et godt projekt, mener Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet.

"Idéen viser, hvorledes moderne informationsteknologi formentlig og forhåbentlig kan få en vigtig betydning i mange menneskers liv. Måske særligt dér, hvor netværkene er begrænsede, eller hvor man fra tid til anden har særlig brug for opbakning og inspiration," siger han.

duus@k.dk