På jagt efter nydanske stemmer

Hvordan kan du som et rummeligt menneske støtte Dansk Folkeparti, lød et af spørgsmålene, da Finn Rudaizky (DF) holdt valgduel med Yildiz Akdogan (S) i indvandrerbydelen Tingbjerg, hvor stemmeprocenten er en af de laveste

Alban (til højre) og hans kammerat tager en selfie på mobiltelefonen med folketingskandidaten Yildiz Akdogan (S). En uge før valget forsøger Beboercentrum i Ting-bjerg at få beboerne til at stemme. Hver eftermiddag kan beboerne komme og teste deres kandidat eller få flere oplysninger om valget. -
Alban (til højre) og hans kammerat tager en selfie på mobiltelefonen med folketingskandidaten Yildiz Akdogan (S). En uge før valget forsøger Beboercentrum i Ting-bjerg at få beboerne til at stemme. Hver eftermiddag kan beboerne komme og teste deres kandidat eller få flere oplysninger om valget. - . Foto: Nikolai Linares/Scanpix.

29-årige Sara sidder sammen med 47-årige Fatma på en bænk og nyder den milde sommeraften sammen med to ældre tyrkiske kvinder, der ikke taler dansk, på en græsplæne i det socialt belastede boligområde Tingbjerg i Københavns Kommune.

Alle fire kvinder er klædt i lange kjoler og bærer tørklæde. Sara, der arbejder som pædagog, har ikke tænkt sig at stemme ved folketingsvalget på torsdag. Danske politikeres tankegang er, som hun udtrykker det ”så langt fra min verden og det, jeg synes, er rigtigt”. De går ind for at føre krig i Irak, de bifalder homoseksuelle ægteskaber, og nogle taler endog om dyresex, lyder det fra Sara, der betegner sig selv som religiøs muslim.

Fatma, der er arbejdsløs rengøringsassistent og har boet 30 år i Danmark, har taget den modsatte beslutning.

”Jeg stemmer, fordi jeg er en del af det danske samfund. Men jeg siger ikke, hvem jeg stemmer på,” siger Fatma, der ligesom Sara ikke vil have sit fulde navn eller billede i avisen.

70 procent af de godt 5500 indbyggere i den socialt belastede bydel i Københavns Kommune er nydanskere, og Tingbjerg er et af de steder i landet, hvor færrest stemmer. Ved sidste folketingsvalg var stemmeprocenten blandt både danskere og nydanskere i Tingbjerg 73,3, mens gennemsnittet på landsplan var 87,7. På landsplan skønnes det, at 45.000 stemmer ikke vil blive afgivet, fordi valgdeltagelsen blandt indvandrere og efterkommere halter efter de etniske danskeres.

I Beboercentrum, der holder til i to store butikslokaler skråt over for græsplænen, arbejdes der i disse dage intenst for at oplyse om valget. Denne aften har AOF inviteret til valgduel mellem Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne og Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti. Den 73-årige Rudaizky har været socialdemokrat i 37 år, men skiftede i 2008 til Dansk Folkeparti. Han mener, at DF er et moderne socialdemokrati, og fortæller, at han møder mange frafaldne socialdemokratiske venner i partiet.

Valgslaget styres myndigt af den 22-årige jurastuderende Tarek Hussein, der er religiøs muslim med stort skæg og erklæret demokrat.

En lille sluttet skare på omkring 15 personer er troppet op i det tidligere butikslokale. Desuden forsøger en gruppe lidt urolige drenge at høre efter, mens de fortærer det wienerbrød, der er stillet ud på bordene.

Hvornår er man dansk, lyder spørgsmålet fra Tarek Hussein. Finn Rudaizky, der er jøde, forklarer, at man sagtens kan være muslim eller jøde og samtidig dansk.

”Hovedessensen er, at man er venligt stemt over for Danmark og ikke stiller krav om særbehandling. Jeg spiser kosher, men jeg kunne aldrig drømme om at stille særkrav om, at skoler og institutioner skulle servere kosher,” siger Finn Rudaizky.

Den 42-årige Yildiz Akdogans definition på danskhed ligner til forveksling Finn Rudaizkys.

”Man kan sagtens spise falafel, have en anden religion og være dansk,” forklarer Yildiz Akdogan, der er cand.scient.pol. og datter af en tyrkisk-kurdisk grønthandler i Esbjerg.

I debatten, der foregår i en nærmest venskabelig tone, er der i det hele taget mere enighed end uenighed mellem de to politikere. De understreger begge, at det ville være forkert at forbyde mandlig omskæring, og at det er et problem, at nogle unge med mellemøstlig baggrund rykker Israel-Palæstina-konflikten til Danmark.

Chikanen har de to kandidater også mærket på hver sin måde. På lygtepælene i Tingbjerg hænger plakater af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), men ikke af Yildiz Akdogan, selvom hun stiller op i kredsen. Det skyldes, at hendes plakater ved flere valgkampe er blevet revet ned. Yildiz Akdogan ved ikke, hvem der står bag hærværket. Men hun ved, at hun som frigjort muslimsk kvinde virker som en rød klud på en lille gruppe af yderligtgående muslimer i Tingbjerg. Finn Rudaizkys valgplakater er ved flere valgkampe blevet overmalet med hagekors, og det er også sket denne gang.

19-årige Shanab Abbase rækker fingeren i vejret. Den unge kvinder har langt opsat hår og er klædt i armyjakke og cowboybukser. Hun spørger, hvordan de to kandidater vil skaffe hendes 50-årige mor et job. Moderen kom til Danmark fra Afghanistan i 1990'erne og fik hurtigt job som rengøringsassistent, men lærte aldrig dansk. Hun blev fyret under finanskrisen, og i dag er hendes chancer for at komme ud på arbejdsmarkedet minimale.

”Jeg tror, vi skal erkende, at der er nogle indvandrere, som vi skal lade være, fordi de ikke kommer i job, og i stedet satse kræfterne der, hvor det giver mening,” lyder svaret fra Yildiz Akdogan.

Konsulent Hafida Bouylud fra AOF vil vide, hvordan Finn Rudaizky kan være kandidat for Dansk Folkeparti.

”Hvordan kan du, der virker så rummelig, være i et parti, der i den grad ekskluderer andre. Jeg forstår det simpelthen ikke.” Flere andre omkring bordene nikker.

For første gang under mødet bliver den 73-årige politiker en smule bister.

”Det er en forudindtaget holdning til Dansk Folkeparti. Vi vil ikke udelukke muslimer fra samfundet,” svarer Finn Rudaizky.

Efter at mødet er slut, vil Yildiz Akdogan forsøge at hænge et par valgplakater op for at se, om de bliver pillet ned. Salafisterne har ved tidligere valgkampe uddelt pjecer, der advarer mod at stemme. Men under denne valgkamp har de indtil videre ikke været aktive på gaden.

”Der sker mange gode ting i Tingbjerg, og kriminaliteten falder. Men vi bliver også nødt til at erkende, at der er et salafistproblem. Der er en lille gruppe, som misbruger religionen. Jeg har mødt grædende mødre, som fortæller, at deres sønner støtter salafisterne. Vi skal ikke stigmatisere Tingbjerg, men vi skal heller ikke tale problemerne ned,” siger Yildiz Akdogan.

Finn Rudaizky (til venstre) og ordstyrer Tarek Hussein i Tingbjerg. ”Når jeg går til møder i DF, møder jeg mange gamle venner fra min tid i Socialdemokratiet,” siger Finn Rudaizky. -
Finn Rudaizky (til venstre) og ordstyrer Tarek Hussein i Tingbjerg. ”Når jeg går til møder i DF, møder jeg mange gamle venner fra min tid i Socialdemokratiet,” siger Finn Rudaizky. - Foto: Nikolai Linares/Scanpix