På plakaten burde EU-afstemningen handle om mere end ja eller nej

Plakaterne til folkeafstemningen er kedelige, mens selve debatten har været alt for unuanceret, mener eksperter. Et demokratisk problem på længere sigt, lyder dommen en uge inden afstemningen

Brugen af farver har stor betydning for kvaliteten af plakater, forklarer Elsebeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum. Både ja-sidens fælles plakat, SF's og Dansk Folkepartis plakater er domineret af en helt hvid baggrund. ”Den sorte skrift på en hvid baggrund er lidt kedelig, mens rød er en advarselsfarve. Den signalerer fare, og giver stor opmærksomhed. Venstres plakat med politikvinden er holdt i lyse sommerfarver, det har en god virkning,” siger forskeren. Som dog ikke er begejstret for, at ”stem ja” på den plakat er skrevet med stærkt fluorescerende, lyserød tekst. Det flimrer for øjet, men ideen er ifølge Venstres partisekretær, at teksten kan ses, når billygter rammer plakaten i mørke.
Brugen af farver har stor betydning for kvaliteten af plakater, forklarer Elsebeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum. Både ja-sidens fælles plakat, SF's og Dansk Folkepartis plakater er domineret af en helt hvid baggrund. ”Den sorte skrift på en hvid baggrund er lidt kedelig, mens rød er en advarselsfarve. Den signalerer fare, og giver stor opmærksomhed. Venstres plakat med politikvinden er holdt i lyse sommerfarver, det har en god virkning,” siger forskeren. Som dog ikke er begejstret for, at ”stem ja” på den plakat er skrevet med stærkt fluorescerende, lyserød tekst. Det flimrer for øjet, men ideen er ifølge Venstres partisekretær, at teksten kan ses, når billygter rammer plakaten i mørke.

”Hjælp politiet, stem ja”, ”Ikke mere EU, kryds nej, forsvar retsforbeholdet”.

De enkle budskaber pryder plakaterne op til folkeafstemningen den 3. december om at erstatte EU-retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Det er sådan set helt efter alle plakatkunstens regler, men partierne kunne have gjort sig mere umage, mener leder af Dansk Plakatmuseum i Aarhus Elsebeth Aasted Schanz.

”Hovedparten af plakaterne er præcis lige så kedelige, som de plejer at være til folkeafstemninger. Der er ikke så meget smæld i dem, bortset fra Venstres plakat, der forestiller en politikvinde. Da jeg så den, tænkte jeg 'hø, hø, der har de kigget på de valgplakater, Thor Bøgelund lavede især i 1940'erne'. Der er solskin, skygge og lys, og kvinden har et kantet og karakteristisk udtryk i ansigtet. Som plakat er det den bedste, fordi der er et menneske på, det er ikke en politiker, men en kvinde på arbejde, der godt kunne være en vælger,” siger Elsebeth Aasted Schanz.

”Resten er bare kryds ved ja og nej, og uh, hvor er de kedelige. Der mangler et billede. En god plakat bør altid have en kombination af et billede og en kort tekst, der rammer dig. De plakater, de har hængt op nu, indeholder kun tekst, og dermed minder de om traditionen for plakater fra før 1880, hvor de blev brugt til kundgørelser for befolkningen.”

Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby forklarer, at det ikke er for at spare penge, at partiet kun har tekst og ingen billeder på sine plakater.

”Vi har et godt, enkelt budskab, og det får folk lejlighed til at læse. Man skal huske, at man som regel kun ser en plakat, og derfor skal den ikke være svært at tyde. Men vi har også outdoor-plakater (større plakater på stationer og busstoppesteder, red.), hvor vi bruger billeder,” siger han.

Om den fælles ja-plakat, der blot indeholder sort tekst på hvid baggrund og ordene ”X Ja - det trygge valg for Danmark”:

”Når man samles bredt om et budskab, sker det ofte, at man fjerner lidt af kanten i det. Her har der været bred enighed om det, vi kan anbefale, nemlig at man skal stemme ja.”

Socialdemokraterne har kun brugt meget få penge på den fælles kampagne, langt hovedparten er gået til partiets egne aktiviteter.

Venstres partisekretær Claus Richter henviser til, at Europabevægelsen har stået for den fælles ja-plakat, selvom Venstre også har aftaget en del af dem.

”Vi har haft fokus på, hvad det handler om. Der er alt for meget udenomssnak og om, hvad det ikke handler om. Det handler om, at vi skal være med i politisamarbejdet, og det ville vi gerne illustrere, og derfor valgte vi motivet med den kvindelige betjent,” siger han.

Nok er det et ideal for plakater, at deres budskaber skal være enkle, men det samme gælder ikke debatten om retsforbeholdet, mener flere eksperter.

Både tilhængere, modstandere og medier har forsimplet den, men det kan give bagslag for dem selv, for EU-debatten og for demokratiet, lyder det.

”Begge sider prøver at gøre det samme, at forenkle budskabet, og det har de tilsyneladende gode grunde til,” siger reklamemanden Frederik Preisler, partner og creative director i PR-bureauet Mensch.

”Først og fremmest er det vanvittig kompliceret at forholde sig til indholdet af det, vi skal stemme om, og så er det fristende at simplificere sine budskaber. Det kræver bare stor troværdighed hos dem, der gør det. Hvis studievært Steffen Kretz fra TV-Avisen vil give en enkel forklaring på et emne, tror man på ham, fordi han i forvejen har høj troværdighed. Men der er politikerne slet ikke. En ny måling har netop vist, at de har den laveste troværdighed nogensinde, og så bliver det svært at sælge vælgerne de forsimplede forklaringer,” siger Frederik Preisler.

Han mener, at det også spiller ind, at befolkningen kan huske de tidligere EU-afstemninger, hvor man har fortalt, hvor galt det ville gå, hvis man stemte på en bestemt måde.

”Den galej kommer man ud på, når man fra ja-siden siger, at det at stemme nej er det samme som at støtte pædofili eller trafficking. Nej-siden er lidt mere afdæmpet, men her kan også findes eksempler på det,” siger han.

Ifølge ham virker politikerne håndsky over for en mere grundig debat, og det virker mest, som om de bare gerne vil have afstemningen overstået.

Professor og politiolog Peter Nedergaard fra Københavns Universitet var tidligere i år sammen med Elsebeth Aasted Schanz forfatter til en bog om valgplakaternes historie. Han er enig i, at debatten om afstemningen er blevet ret forenklet.

”Fra ja-siden siger man, at det handler om Europol, og alt andet er småting. Modstanderne bruger glidebane-argumentet om, at hvis vi stemmer ja til at afskaffe forbeholdet, er det som at give EU en lillefinger, og så har man ingen garanti for, at EU ikke tager hele armen. Det har været en forholdsvis sort-hvid debat,” siger han.

”Men den forenklede debat kan også give bagslag. Pædofiliplakaten (socialdemokratisk valgplakat med teksten ”Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk - stem ja”, med et sløret billede af en lille pige i baggrunden, red.) var nok på kanten til at give bagslag. Den efterlader jo spørgsmålet, om man støtter pædofili, fordi man stemmer nej. På den modsatte side kan man spørge til, om modstanderne virkelig ikke tror på det, når flertallet lover, at asyl- og udlændingepolitikken ikke bliver tilvalgt, medmindre der først bliver en ny folkeafstemning. Forsvarsforbeholdet blev vedtaget i 1993 med en politisk aftale, og det har holdt hele vejen igennem, så hvorfor skulle flertallet ikke gøre det, når det lover det igen?” spørger Peter Nedergaard.

Ifølge ham kan vælgerne godt gennemskue, at alt ikke er sort-hvidt, og at der er fordele og ulemper, uanset om det ender med et ja eller et nej.

”Det ville være godt for demokratiet, hvis politikerne ville sige, at der er forhold, der taler for det ene og forhold, der taler for det andet.

At tilhængerne ville sige, at det kan godt være, at vi får en aftale om Europol, selv- om det bliver et nej. Og at nej-siden omvendt ville medgive, at når et flertal indgår en politisk aftale om ikke at tilvælge asyl- og udlændingepolitikken, så er det et løfte, der bliver holdt,” siger han.

”Jeg tror, man får en kortsigtet gevinst ved at føre ensidige kampagner, men på længere sigt ville det være en fordel at argumentere mere nuanceret. Virkeligheden er forvirret, og folk kan godt forstå, at den er forvirret. Folk kan godt håndtere nuancerne.”

Lektor, ph.d. Christina Fiig fra Institut for kultur og samfund - europastudier ved Aarhus Universitet mener også, at forsimplingen kan give problemer for demokratiet på længere sigt.

”Politikerne ser ikke ud til at prioritere afstemningen ret højt, og der bliver mindre fokus på indholdet. Dermed forbliver de nationale politiske emner de vigtigste,” siger Christina Fiig.

Forskeren drager en parallel til parlamentsvalg, hvor valgdeltagelsen til folketingsvalg typisk er højere end ved valget til Europa-Parlamentet, fordi det nationale ligger vælgerne nærmere.

”Risikoen er, at man skader sagen, hvis den lave prioritering fører til en lav valgdeltagelse. Legitimiteten af afstemningen bliver lavere, jo lavere stemmeprocenten er,” siger Christina Fiig.

Hun mener, at det til dels også er mediernes ansvar, at debatten om folkeafstemningen indtil nu har fyldt så lidt i den offentlige debat.

”Det åbner for flere problemstillinger for demokratiet, hvis mange bliver på sofaen eller stemmer blankt.”

Klik på opslagstavlen og se, hvad vi stemmer om