Der findes formentlig ikke en eneste journalist på Christiansborg, som ikke har prøvet at blive skældt hæder og ære fra af integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Ansigt til ansigt, gennem et telefonrør eller via en e-mail skrevet med versaler, slåfejl og udråbstegn.
Ligesom der næppe findes topembedsmænd i hendes ministerier, blandt politiske modstandere eller for den sags skyld venner, der ikke har fået det glatte lag.
I mange år rimede det meget godt med det billede, medierne ellers tegnede af hende, og som hun også selv gerne bidrog til. Den hårdtslående politiker, der stod op for retssikkerhed og åndsliv. Så bar man over med, at vreden indimellem slog over i den totale arrogance, som når hun stillede op til et tv-interview og ikke sagde en lyd i et minut, uanset hvad journalisten spurgte om. Eller hun truede journalister med at skrive dem op i sin lille sorte bog og forsøgte at fotografere dem med sin mobiltelefon og formildende og komisk nok kom til at vende telefonen mod sig selv.
Den hårde Birthe Rønn Hornbech. Tja, de seneste uger har alligevel nuanceret billedet lidt. Sagen om de statsløse palæstinensere har vist en næsten spag minister. Det var hende, der i januar 2010 gjorde op med en årelang ulovlig praksis, hvor statsløse unge palæstinensere ikke kunne få dansk statsborgerskab, selvom de havde krav på det ifølge to internationale konventioner. Opgøret kom bare halvandet år efter, at ulovligheden blev opdaget, og det er den lange ventetid, som er mest kritisk for hende.
Hun kommer i næste uge med den redegørelse om sagen, der afgør, om hun kan fortsætte som integrationsminister. Sidste weekend kom hun til at sige, at redegørelsen ville komme om tre-fire uger, men det var ikke, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen havde bedt om. Den skulle ligge klar først i næste uge, og det kommer den så til.
På Christiansborg bliver der spekuleret højlydt over, om det vil ende med et farvel til Birthe Rønn Hornbech (V). Hun er den eneste Fogh-minister, ud over Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, der overlevede statsministerens store rokade for et år siden, men selv tager hun tilsyneladende truslen om en fyring roligt.
Hvis man tror, at man straffer mig ved at fyre mig, så tager man helt fejl, sagde hun forleden i et tv-interview.
Det har ellers forlydt, at hun trods mange års modvilje mod overhovedet at blive minister, er blevet rigtig godt tilfreds med jobbet. Eller jobbene, for hun er både integrations- og kirkeminister.
Ser man på, hvad hun sagde om det at blive minister i de seks år, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forgæves forsøgte at få hende med på holdet, er det lettere at forstå, hvorfor hun i dag ikke betragter det som en straf at blive fyret.
"Jamen, hvis man først skal være forvaltningschef, så bliver man i høj grad forvalter. Jeg vil hellere udvikle tankesæt og sørge for, at debatten bliver holdt i live. Jeg tror slet ikke, jeg duer som minister."
Sådan sagde Birthe Rønn Hornbech for eksempel i marts 2004 til Kristeligt Dagblad. Det var blot en af mange udtalelser i pressen om, at hun ikke ville være minister og ikke ville egne sig til at være det.
Udtalelser, som i disse dage kan forekomme næsten profetiske. Birthe Rønn Hornbech har aldrig selv kunnet forklare helt præcist, hvad der fik hende til omsider at acceptere Foghs halvanden time lange "frieri" i november 2007. I Jyllands-Posten kaldte hun det hjernevask.
Men hun glædede sig over, at hun trods alt nåede at betinge sig Kirkeministeriet for at sige ja.
Den post hører man ikke så meget om i dag, men i virkeligheden er det her, hun har haft sine største succeser. Som datter af en præst har kirken og kristendommen altid været afgørende for hende, og hun holder af at tale i menigheds- og sognehuse landet rundt. Kirkepolitisk er hun kommet videre med decentraliseringen af den folkekirkelige struktur, og hun undgik at indføre den bloktilskudsordning, som Finansministeriets embedsmænd udtænkte, da der for en del år siden var voldsomt rod i den kirkelige økonomi.
I den vanskelige debat om kirkelig velsignelse af homoseksuelle parforhold har hun støttet sig kraftigt til biskopperne og kæmper fortsat for, at folkekirken kan holde sammen.
Knap så indlysende godt er det gået i Integrationsministeriet, der i øvrigt har været øretævernes holdeplads for de fleste ministre. Seneste eksempel var forslaget om et pointsystem for familiesammenføringer, som ikke ligefrem blev en værdipolitisk vindersag.
Meget tyder på, at Birthe Rønn Hornbech inderst inde godt vidste, at hun havde alt at tabe og meget lidt at vinde på at blive integrationsminister. Siden hun kom i Folketinget i 1984, havde hun skabt sig selv et ry som den barske dame, der turde sige især retspolitiske sandheder, også selvom det kom på tværs af hendes eget parti og hendes egen regering. Hun protesterede først i 1990'erne mod den såkaldte Tvindlov, der fjernede tilskuddet til friskolerne i Tvind-imperiet. Hun mente, at loven var grundlovsstridig, og samme konklusion nåede Højesteret siden frem til.
I dette årti har hun markeret sig med kritik af regeringens terrorpakke med udvidede beføjelser til telefonaflytninger og overvågning. En pakke, hun endte med at stemme imod.
Ligesom hun kritiserede og stemte imod universitetsreformen og dens slogan "Fra tanke til faktura".
Som minister gik hun imod sin egen regerings forslag om at forbyde dommere at bære religiøse symboler som tørklæder.
På et tidspunkt argumenterede hun stærkt for, at man skulle føre en lempeligere politik over for asylsøgere med børn, men det endte alligevel efter en regeringskrise med et stramt og smalt forlig med Dansk Folkeparti, og det daværende Ny Alliance blev sendt uden for døren.
Den høje retspolitiske cigarføring har ellers til tider fået oppositionen til at omfavne "den gæve kvinde", som forfatteren Ebbe Kløvedal Reich på et tidspunkt kaldte hende i et interview her i avisen.
Til andre tider har hun udtrykt sig, så selv Dansk Folkeparti måtte se sig overhalet højre om. Faktisk var Birthe Rønn Hornbech blandt de første, der protesterede voldsomt over udlændingeloven fra 1983, som gjorde det lettere at få asyl i Danmark.
Hun advarede mod tilstrømningen, og i valgkampen i 2001 sagde hun ligeud, at man skulle forhindre familiesammenføringer for folk fra Tyrkiet, Pakistan og Somalia.
De mange modsatrettede signaler fik i 2007 Dansk Folkeparti til at tegne et portræt af hende i Dansk Folkeblad under overskriften "Birthe Rønn Hornbech – én stor kovending".
Systematisk gennemgår den tidligere DFU-formand Kenneth Kristensen nogle af hendes udtalelser, artikler og bøger siden 1985, og han kalder hende både en "vejrhøne" og en "vindbøjtel". Han mener, at hun i spørgsmål om tørklæder og tonen i udlændingedebatten har skiftet position fra 1990'erne til i dag. Fra strammer til slapper.
Pudsigt nok går den kritik i den stik modsatte retning af, hvad der oftest har lydt i medierne de senere år. Det har mestendels heddet sig, at Birthe Rønn Hornbech som minister i dag kun er en svag afglans af den frontkæmper for retssikkerhed og fairness, hun tidligere var kendt for at være.
De to modsatrettede tolkninger af hendes politiske udvikling rummer i virkeligheden nøglen til at forstå, hvorfor hun i dag står så udsat. I politik er det svært at have venner, men i længden har de fleste politikere brug for allierede. En tid kan man klare sig på veltalenhed, stor vælgeropbakning og markante synspunkter, men især når krisen banker på, rækker det ikke.
Birthe Rønn Hornbech har i sjælden grad formået at skubbe allierede fra sig. I den aktuelle sag har hun for eksempel allerede rettet skytset mod sine forgængere som integrationsministre, Bertel Haarder og Rikke Hvilshøj, som hun mener har et medansvar for, at palæstinenserne ikke fik opholdstilladelse fra 1999 til 2010. Også medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg har hun kritiseret for ikke at have gjort noget.
Det politisk vigtigste for hende er fortsat Dansk Folkepartis opbakning, men den kniber det også med. Dansk Folkeparti har længe haft et ambivalent forhold til hende. I 2007 kom det til en retssag mellem hende og kirkeordfører Jesper Langballe (DF), fordi hun i sin bog "Tale er guld" citerede ham for at have sagt, at "muslimerne er en pest over Europa". Langballe krævede et dementi, fordi han rettelig havde sagt, at "islam er en pest over Europa".
Birthe Rønn Hornbech blev ikke dømt, men der blev slået et skår i forholdet til støttepartiet. I den aktuelle sag om de statsløse palæstinensere har Pia Kjærsgaard heller ikke holdt sig tilbage med kritik af, at ministeren har håndteret sagen "uprofessionelt".
Tydeligere kunne hun dårligt sige, at det er i orden med Dansk Folkeparti, hvis Lars Løkke Rasmussen (V) benytter sig af anledningen til at skifte hende ud med eksempelvis udviklingsminister Søren Pind (V) eller beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
Det kunne måske umiddelbart lukke sagen ned at fyre hende, selvom oppositionen uden tvivl vil bore videre i, hvad tidligere ministre vidste hvornår, ligesom man ville presse videre på statsministeren selv. Som politisk kommentator Hans Engell har sagt, vil det også være risikabelt for Løkke selv at have en detroniseret Birthe Rønn Hornbech tilbage som menigt folketingsmedlem i gruppen.
Og blandt partifællerne i Venstre er der en udbredt træthed over, at netop sagen med de statsløse palæstinensere nu har holdt pressen og regeringen beskæftiget i yderligere to-tre uger. Hvormed den politiske debat om samfundsøkonomien og oppositionens manglende svar og planer igen er kommet i baggrunden.
At det er gået sådan, kan forklares med, at Birthe Rønn Hornbech som minister blev netop det, hun frygtede i interviewet fra 2004: En forvalter.
Hun turde eller ville ikke i efteråret 2008 eller vinteren 2009 give de statsløse palæstinensere indfødsret, selvom det i hvert fald ifølge dagbladet Information var, hvad hendes embedsmænd anbefalede. Hun ville selv forvalte, selv spørge i nabolandene, hvordan reglerne og konventionerne egentlig skulle forstås.
Måske ville hun desuden sikre sig, at hun ikke kunne beskyldes for at gå imod sine forgængeres linje og eventuelle stiltiende forståelse med Dansk Folkeparti.
Forsigtighed og usikkerhed er normalt ellers ikke egenskaber, man forbinder med "Folketingets eneste mandfolk", som hun er blevet kaldt – men det burde man. Mandfolkebilledet af hende er nemlig ikke hele sandheden. Hun er den rå Rønn, javel, men hun er også den bløde Birthe. Hun rummer en sårbar side, som offentligheden sjældent møder, fordi hun for det meste bruger den rå facade som et skjold.
Den sårbare – og humoristiske – side kunne man for eksempel høre i de 10 "Mands Minde-foredrag", som hun holdt i Grundtvigs hus, Vartov, i København. Her fortalte hun i 2006 levende om sin opvækst, "fra krigsbarn til folkevalgt". Og for eksempel også om, hvordan hun som 19-årig blev stormende forelsket i den 19 år ældre Kaj Hornbech, som hun var gift med, indtil han døde af sygdom i 1985.
Åbenheden i foredragene var bemærkelsesværdig, fordi hun ellers hæger om sit privatliv og har hemmelig adresse. Slår man hende op på Folketingets hjemmeside angiver hun Holbergsgade 6 i København som sin bopæl. Det er Integrationsministeriets, så måske må hun skrive noget andet i det felt, når næste uge er omme.
