Pas på hverdags-psykopaten

PSYKOPATER: De er ikke kun rå kriminelle. Også i vores hverdag støder vi på hensynsløse psykopater, og dem skal man passe på, advarer læge Henrik Day Poulsen i ny bog

Den religiøse guru, der får sine disciple til at gøre mærkelige ting, karriereræseren, som gang på gang ydmyger sine medarbejdere i andres påsyn, og politikeren, der albuer sig frem mod toppen uden at ænse, hvem han træder ned undervejs, har noget til fælles med barnemorderen og sexforbryderen, der sidder i fængslet. De er sandsynligvis alle psykopater.

Der er en stor fokusering på de ekstreme psykopater, og folk tror, at psykopater er sådan en Brian Brækjern, der sidder i fængsel. Men vi kender alle psykopater fra vores hverdag, og det er en type psykopater, der ofte overses. Den slags mennesker skal man passe på og holde sig langt fra, siger læge og ph.d. i psykiatri, Henrik Day Poulsen, der netop har udgivet bogen »Psykopater«.

Med bogen ønsker han at gøre læseren opmærksom på hverdagspsykopaten, der terroriserer livet for sine omgivelser uden selv at være bevidst om sin hensynsløshed.
Til daglig arbejder Henrik Day Poulsen på Rigshospitalets psykiatriske klinik i København, og derudover er han ansat af Justitsministeriet som retspsykiater. Det vil sige, at han laver mentalundersøgelser af tiltalte i retssager.

Psykopater er hæmningsløse og manipulerende. For eksempel er mange af de mænd, der slår deres hustruer, psykopater. De har svært ved at sætte grænser og ender med at reagere ved at slå. Der findes også mange smarte psykopater, som oven i købet kan være attraktive og charmerende, og de kan komme langt. For eksempel er nogle psykopatiske træk gode egenskaber at have, hvis du vil have en karriere. Her an det være en fordel at være skruppelløs, og med sine selvoptagede og narcissistiske træk gør psykopaten alt for at komme i centrum. Så jeg tror bestemt, at der er succesrige politikere, læger og erhvervsfolk, der er psykopater, siger Henrik Day Poulsen.

Flere mænd end kvinder er psykopater

Eksperter anslår, at mellem to og fire procent af befolkningen er psykopater, og der er langt flere mænd end kvinder, der har denne personlighed.

For kvinders vedkommende er det således under en procent, der er psykopater. Den store forskel skyldes sandsynligvis, at psykopati til dels er betinget af, at psykopater har en skade på hjernen, som er mere almindelig hos mænd end kvinder.
Psykopati er arveligt, og generne spiller altså også en rolle. Men også miljøet har betydning, og mange psykopater har haft en dårlig opvækst.

Henrik Day Poulsen er overbevist om, at en af forklaringerne på, at der er flere mænd end kvinder i fængslerne er, at der er langt flere mænd end kvinder, der er psykopater - og psykopater er stærkt overrepræsenterede i alle fængsler.

Psykopater er ikke sindssyge, og det, der karakteriserer psykopater, er, at de ikke kan behandles, netop fordi de ikke selv mener, at de er syge. Derfor hjælper straf heller ikke på psykopaters personlighedsforstyrrelse, men man kan godt forsøge at lære psykopater at styre deres impulser, så de bliver mindre farlige. Nogle gange kan fængsel dog være den eneste løsning for at beskytte samfundet mod psykopaten.

Selv om antallet af psykopater ligger temmeligt konstant, mener Henrik Day Poulsen, at der er mange ting i vores moderne tilværelse, der fremmer psykopatiske træk.

Samfundet ligger meget vægt på individualisering. Det er mig, mig og mig. Vi lever i en narcissistisk verden, hvor man kan komme i fjernsynet uden at have talent for noget som helst. Det handler bare om at blive set, og det er en tom skal uden indhold.
Vi er dårlige til at stille krav og grænser for børn i dag, og er der noget, der kan udvikle kommende psykopater, er det manglende grænser. Det betyder, at klasselæreren nogle gange sidder med 20 egoister i klassen, som alle mener, de er noget særligt, siger Henrik Day Poulsen og fortsætter:

Man kan aflæse psykopati meget tidligt, og hvis man for eksempel ser et barn pine en kat eller hive vingerne af en sommerfugl, skal man være meget opmærksom, da det kan være de første tegn på, at der er noget galt. Jeg synes også, indvandrerne har et problem, når de giver deres sønner en meget grænseløs opdragelse. Hvis de så samtidig har psykopati i generne og desuden er fanget mellem to kulturer, er det oplagt, at de udvikler psykopati, og her har vi måske en af forklaringerne på, hvorfor unge indvandrere er overrepræsenteret i kriminalstatistikken, siger Henrik Day Poulsen.

Sekter tiltrækker psykopater

Også den religiøse verden har sine psykopater, og mest oplagt søger de sekterne.

En sekt kan være et vældigt godt instrument for en psykopat til at kontrollere sine omgivelser. En sekt tiltrækker selvusikre, svage og sårbare mennesker, der lider af rodløshed, og det er guf for en psykopat. Jeg har selv oplevet det nyreligiøse miljø i USA, hvor jeg boede i to år. Det var fuldstændig forskruet religiøst misbrug, hvor det drejede sig om økonomi, der var pakket ind i religiøs retorik. Sekterne sælger et meget enkelt budskab om, at livet ikke er så kompliceret, og her har en psykopat gode muligheder for at udfolde sig, siger Henrik Day Poulsen.
Han understreger at alle mennesker har psykopatiske træk, men at de fleste har samvittigheden i behold og derfor ikke lider af den hensynsløshed, der karakteriserer psykopaten.
Når vi stikker en hvid løgn, parkerer ulovligt eller ikke svarer på en telefonbesked, kan det være et psykopatisk træk. Men de fleste får alligevel lidt dårlig samvittighed over, at de gør de her ting. Det gør psykopaten ikke. Og det er det, der er sygeligt. Det skader ikke at kigge lidt på sig selv og sin egen opførsel. Og alene det, at man reflekterer over tingene, viser, at man ikke er psykopat.