Patienter får ansvar for at begrænse brug af antibiotika

”Vent og se-recepter” skubber ansvaret for at begrænse antibiotikaforbrug og resistens fra lægen til patienten. Det rejser en række dilemmaer

Ny vejledning til praktiserende læger giver lægerne mulighed for at udskrive "vent-og-se-recepter".
Ny vejledning til praktiserende læger giver lægerne mulighed for at udskrive "vent-og-se-recepter".

Den enkelte patient får i stigende grad ansvaret for at begrænse Danmarks voksende antibiotikaforbrug, siger Lars Bjerrum, professor ved Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Han har været med til at udarbejde en ny vejledning til de praktiserende læger for Dansk Selskab for Almen Medicin, der blandt andet giver lægerne mulighed for at udskrive såkaldte ”vent og se-recepter”, hvor patienten bliver bedt om at vente et par dage, inden han indløser antibiotika-recepten.

Formålet er at begrænse antibiotikaresistens, der slår 25.000 europæere ihjel hvert år, fordi antibiotika ikke kan slå deres infektion ned.

”Det har tidligere ikke været almindeligt ved infektionssygdomme, at man har lagt ansvaret over til patienten eller til forældrene. Der har været en holdning om, at det kun er lægen, der kan tage stilling til behandling. Med 'vent og se-recepter' bliver patienter medansvarlige for behandlingen, men lægerne giver kun recepterne til patienter og forældre, som, de mener, kan administrere det,” siger Lars Bjerrum.

Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd er i udgangspunktet positiv over for ”vent og se-recepter,” men siger, at man skal være varsom:

”Det er et etisk spørgsmål, hvor meget man bør inddrage patienten. Lægen skal ikke være en talende indlægsseddel, men man skal også være varsom med, at overdrage behandlingsdilemmaet til patienten, og nogle gange kan man komme til at give patienten et dilemma alene ved at give et valg. Udfordringen er, at den, der får valget, også får ansvaret. Bliver personen mere syg, kunne han have valgt at tage medicinen, og opstår der komplikationer i forbindelse med, at han har taget medicinen, kunne han have ladet være,” siger han og tilføjer:

”Der er et pres på lægerne i dag fra oplyste og insisterende patienter, der er velorienterede om behandlingsmuligheder, og som oplever et pres fra arbejdsmarkedet om hurtigt at komme tilbage på arbejdet. Samtidig er der et reelt problem med antibiotikaresistens på grund af det høje forbrug, det placerer patienter såvel som læger i et dilemma.”

Det er for eksempel forældre til hostende børn, der presser læger til at udlevere antibiotika, siger Lars Bjerrum:

”Læger kan føle sig pressede og være tilbøjelige til at udskrive en recept, hvis et barn er generet af bronkitis og har hostet i ti dage, men ofte tager bronkitishoste tre uger, og det er sjældent nødvendigt med antibiotika. 'Vent og se-recepterne' giver forældrene en tryghed. Udenlandske undersøgelser viser, at recepterne kan nedbringe forbruget af antibiotika, uden at det går ud over patienterne.”

Han vedkender sig, at lægerne kan blive bedre til at sige nej til at udskrive antibiotika, så ”vent og se-recepter” ikke er nødvendige, men siger, at det er vanskeligt:

”Selvfølgelig kan man sige, at hvis lægen mener, at antibiotika kan vente, bør lægen sige nej til at udskrive en recept, men ofte er der en lille tvivl fra lægens side, og derfor kan det være godt for eksempel før en weekend at give patienten en recept med og bede vedkommende om at vente et par dage og se, om der er behov for antibiotika.”

Thor Grønlykke, afdelings-læge og tilknyttet Institut for Rationel Farmakoterapi under Sundhedsstyrelsen, siger, at ”vent og se-recepter” ikke altid er hensigtsmæssige, fordi antibiotika skal gives hurtigst muligt:

”Det er klart, at man kan forstå 'vent og se-recepter' sådan, at man lægger beslutningen ud til patienten. Det er et skred, og det er selvfølgelig afgørende, at det er lægen og patienten, der sammen beslutter, om der er grundlag for behandling og ikke kun patienten. Men folk accepterer i mindre og mindre grad sygdom, for vi kan behandle så meget, at samfundet har en forventning om, at den enkelte har færre sygedage, og derfor er der et pres på lægerne.”