Danske par, der nærmer sig pensionsalderen, koordinerer typisk deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, så de så vidt muligt kan begynde deres nye liv sammen.
Ræsonnementet er, at de med en fælles nedtrapning får mere tid sammen med partneren og sikrer et bedre udgangspunkt for samlivet i den tredje alder. Men måske er den koordinerede tilbagetrækning knap så betydningsfuld for tosomheden, som vi tror.
En nyligt offentliggjort undersøgelse fra Rockwool Fonden viser, at par, der trækker sig fra arbejdsmarkedet samtidig, ikke bruger væsentligt mere tid i hinandens selskab end par, der trapper ned forskudt.
”Vi ved ikke, hvad fælles tilbagetrækning betyder på længere sigt, når parrene har været væk fra arbejdsmarkedet i flere år, men på den kortere bane lader det ikke til, at ræsonnementet om at få mere tid ved at koordinere tilbagetrækningen afspejler sig i virkeligheden. Det kommer i hvert fald ikke til udtryk i tilbagetrækningsfasen,” siger seniorforsker ved Rockwool Fonden Jens Bonke.
Undersøgelsen, der bygger på svar fra knap 1200 danskere i alderen 55 til 77 år, viser også, at det har betydning for samlivet, hvem af de to køn, der trapper ned først. Mens kvinder bruger en stor del af den ekstra tid sammen med partneren i selve den fase, hvor de trapper ned, bruger mænd i nedtrapningsfasen kun den ekstra tid på sig selv.
Billedet overasker ikke lektor og ph.d. ved Aarhus Universitet Karen Munk, der er psykolog med speciale i gerontologisk psykologi og forskningsleder på VIA Aldring og Demens ved VIA University College. Hun peger på, at en rest af dårlig samvittighed hos kvinderne over at have forsømt mand, hus og børn til fordel for et aktivt arbejdsliv kan være en mulig forklaring.
”Den generation af kvinder, der går på pension nu, er rundet af en ambivalens i forhold til deres egen indtræden på arbejdsmarkedet. De har udlevet deres mødres længsel, men har samtidig sparket til deres mødres værdier, og jeg tror, at de kan bære en rest af dårlig samvittighed over, at de ikke har levet det liv, de blev opdraget til, med sig ind i deres nye tilværelse som pensionister. Så giver de den en ekstra skalle i forhold til parforholdet,” siger Karen Munk.
Hun forudser, at billedet i fremtiden vil blive mere differentieret, og at kvinder i højere grad vil prioritere deres egen fritid med samme selvfølgelighed, som mænd gør i dag. Men hvad så med parforholdet i den tredje alder?
I den forbindelse er det ifølge Karen Munk vigtigt at bemærke, at undersøgelsen fra Rockwool Fonden beskæftiger sig med overgangsfasen mellem arbejde og pension, og at langt de fleste par vil finde en rytme i samlivet, efterhånden som de falder på plads i den ny tilværelse. Og her er individuelle fritidsinteresser kun et plus, mener hun.
”Parforholdet står og falder ikke med en koordineret tilbagetrækning, men er i langt højere grad afhængig af parrets evne til at forhandle sig frem til en enighed, om hvordan det nye liv skal leves i fællesskab og hver for sig. Den voksende andel af skilsmisser blandt ældre kan måske netop tyde på, at det kan være en god idé i nogen grad at vedligeholde mønstrene fra arbejdslivet, hvor man ikke er fælles om alt, men fortsat har sit eget liv og sine egne interesser at byde ind med,” siger hun.
