Pia K. tavs om Trykkefrihedsselskabet

Pia Kjærsgaard vil ikke kommentere udtalelser fra Trykkefrihedsselskabets formand om voldtægt af muslimske kvinder. SF's Villy Søvndal vil have hende på banen

Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard afviser helt at kommentere de kontroversielle udtalelser om muslimer fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard. -
Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard afviser helt at kommentere de kontroversielle udtalelser om muslimer fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard. - . Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Mens flere af hendes partifæller har bakket op om kontroversielle udtalelser om muslimer fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, afviser DF-formand Pia Kjærsgaard nu helt at kommentere sagen. Det sker via en pressemedarbejder i partiet.

Det på trods af, at Pia Kjærsgaard selv er medlem af Trykkefrihedsselskabets såkaldt rådgivende organ. Andre af organets medlemmer – blandt andre Naser Khader (K) og Søren Pind (V) – har ellers meldt sig ud i kølvandet på udtalelserne fra Lars Hedegaard.

Med Pia Kjærsgaards tavshed er det fortsat uvist, hvordan hun forholder sig til Lars Hedegaards udtalelser om, at "piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far", og i at "når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Det er en del af slaveriet."

Lars Hedegaard har efterfølgende modificeret udtalelserne til at være møntet på islam og ikke muslimer og beklaget generaliseringen. Men før det nåede Søren Krarup (DF) at fastslå, at Lars Hedegaard med sine udtalelser har "fuldstændig ret", ligesom Søren Espersen (DF) heller ikke ville tage afstand.

Tavsheden fra DF-formanden er derfor påfaldende, mener SF's formand, Villy Søvndal.

– Det burde jo ellers være den nemmeste sag i hele verden at tage afstand fra så ekstreme udsagn. Men vi må gå ud fra, at udtalelserne er udtryk for DF's holdning. Den, der tier, samtykker, lyder det fra SF-formanden.

/ritzau/