Det er koldt i cellen. Den unge pige, der kun er klædt i let sommertøj og et par gummisko, fryser helt ind i knoglerne. Hun har ikke længere overblik over, hvor længe hun har været her. Men det er flere uger nu. Et par gange om dagen kommer en fængselsbetjent med mad, og på den anden side af den tunge fængselsdør kan hun høre, at navne som Bodil og Karin går igen. Men ellers er hun mutters alene.
Det er godt en menneskealder siden, den dengang 15-årige Nete Højgaard sad fængslet i Vestre Fængsel i København. Arresteret for at have skjult to betjente under tyskernes internering af den danske politistyrke i 1944. Men nu skal historien alligevel fortælles. Nete Højgaard er 86 år.
Børn og børnebørn skal have et dokument over hendes historie, før det er for sent. Derfor har hun sat sig for at nedfælde sine erindringer. Kristeligt Dagblads læsere får indblik i et af hendes livs mange kapitler.
Det, der handler om de 39 dage, hun sad fængslet under krigen.
”Nogle gange kan jeg godt blive lidt træt af, at det er de samme kendte personer, der igen og igen skal fortælle deres historie. Der kan jo efterhånden ikke vrides mere ud af de menneskers historik. Og vi, der har levet helt almindelige liv uden for rampelyset, har jo også oplevet et drama eller to,” siger Nete Højgaard, der opfatter sig selv som kvinden på fortovet.
Det er den 19. september 1944. Nete Højgaard er alene hjemme i bedsteforældrenes købmandsgård i Kongens Lyngby nord for København, hvor hun har boet siden sine forældres død godt ti år forinden. Hun sidder på en bænk i haven og vipper med fødderne i den sidste efterårssol, da to betjente pludselig kommer løbende. Angsten står malet i deres ansigter, og de råber, at tyskerne er efter dem. At hun for guds skyld må hjælpe dem. Nete er bare en pige på 15 år. Alligevel ved hun instinktivt, hvad hun skal gøre. Hun ved, at trappen til tørreloftet, der kan trækkes op og ned med et tungt kædetræk er nede. Hvis hun kan nå at få dem gennet derop, kan hun hejse trappen op og låse af, uden at nogen vil fatte mistanke.
”Jeg tænkte ikke, at det var modigt. Jeg handlede bare. Jeg har nok været lidt egenrådig allerede som barn. Jeg stjal også kaffe og lidt kandis til de gamle under krigen, fordi jeg syntes, det var så synd for dem, at de havde så lidt. Og selvom jeg fik skældud, krydsede jeg også jernbaneskinnerne en gang eller to for at give lidt rugbrød til de ungarske vagter, der skulle holde vagt ved banelegemet. Det var jo ikke deres skyld, at de skulle stå der. Og jeg har altid haft det svært med uretfærdighed. Det har jeg sådan set stadigvæk,” siger Nete Højgaard.
Aktionen lykkes. De to betjente når netop op på loftet, da to medløbere kommer stormende og råber, at de ved, at betjentene har søgt tilflugt på købmandsgården. Nete nægter pure og siger, at så må de jo lede.
”Og det var de godt nok dårlige til. De kiggede de dummeste steder. En af dem var nær ved at sætte foden i natpotten, da han prøvede at træde ind i et skab. På et tidspunkt talte den ene om, at de skulle se efter på tørreloftet, men den anden sagde, at det havde jeg ikke kunnet nå. Det ville have taget for lang tid både at hejse trappen ned og op og låse af. Det var et held, de ikke vidste, den allerede havde været nede,” siger Nete Højgaard.
Da det ikke lykkes de to nazisympatisører at finde betjentene, beslutter de sig for at tage Nete Højgaard med i stedet.
”Vi tager tøsen,” husker Nete Højgaard, at de siger, inden de tvinger hende ind på bagsædet af bilen og kører direkte mod Vestre Fængsel.
”Allerede på det tidspunkt tror jeg ikke, de rigtigt vidste, hvad de skulle stille op med mig,” fortæller Nete Højgaard.
Cellen er lille og kold. Der ligger et par gamle kriminalromaner på bordet. De er ikke særligt gode. Alligevel lærer Nete plottene at kende udenad i løbet af de uger, hun sidder fængslet. Når hun ikke læser, rejser hun væk i tankerne. Den 15-årige pige har stadig sit barnesinds fantasi intakt, så det bliver til lange rejser over indlandsisen og eksotiske ekspeditioner i Fjernøsten. Til morgen, middag og aften får hun te, rugbrød og alpeost. Grøn alpeost, som hun aldrig siden har kunnet sætte tænderne i. Det værste er dog alligevel underbukserne. De er lavet af papir og bliver udleveret hver anden dag. Nete synes, de er ubehagelige og lidt ulækre.
Der kommer aldrig en officiel forklaring på, hvorfor hun er blevet fængslet, ligesom hun heller aldrig får svar på, hvorfor hun pludselig frigives igen. Det sker bare en kold dag i oktober. Nete står og fryser foran fængselsporten i de tynde lærredsbukser og gummisko, hun havde på i haven den lune dag i september, da en taxachauffør i en vogn med gasgenerator forbarmer sig over hende.
”Det var en kold, men spændende tur hjem. Jeg havde fået brændesække over mig for at holde varmen. Og så kunne jeg så sidde der og se verden glide forbi gennem vinduet for første gang i meget, meget lang tid. Jeg kan næsten ikke huske, hvad der skete, da jeg kom hjem, men der var stor jubel, det ved jeg, og taxamanden blev begavet og alle andre beværtet efter bedste krigsevner. Efter knus og kram og små ristede franskbrødstykker kom jeg i seng i min egen dejlige varme seng. Dagen efter var jeg igen i skole,” husker Nete Højgaard.
Hun får at vide, at de to betjente har reddet sig til Sverige. Hendes redningsaktion var lykkedes. Og selvom den kostede hende 39 dage på vand og brød med grøn alpeost, har hun aldrig fortrudt sin handling.
”Jeg ville gøre det den dag i dag, hvis jeg kunne. Jeg synes, det er menneskets pligt at hjælpe, også selvom det nogle gange kan koste,” siger Nete Højgaard.
