Polio er på tærsklen til udryddelse

2017 ser ud til at blive det første år helt uden tilfælde af polio på verdensplan, konkluderer forskere. Det bliver i så fald den blot anden sygdom, menneskeheden har nedkæmpet

En pakistansk sundhedsarbejder giver et barn en poliovaccine. I år er der blot registreret 15 tilfælde af polio, alle i Afghanistan og Pakistan.
En pakistansk sundhedsarbejder giver et barn en poliovaccine. I år er der blot registreret 15 tilfælde af polio, alle i Afghanistan og Pakistan. . Foto: Asif Hassan/AFP.

Der var ikke mange sygdomme i begyndelsen af 1900-tallet, som var mere frygtet end polio-virussen. Særligt i de varme sommermåneder spredte den frygt, sygdom, livsvarige lammelser og sågar død blandt især børn og unge. Først i Europa, siden USA og videre ud i resten af verden.

I 1950’erne blev der udviklet en vaccine, men i 1988 var der fortsat 350.000 nye tilfælde hvert år.

Næste år bliver der dog formentlig sat punktum for sygdommen. Der er således blot 15 registrerede tilfælde i år, alle i Afghanistan og Pakistan, viser en ny opgørelse fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC). Og det får forskere til at erklære polio godt på vej til udryddelse.

”Med de aktuelle tendenser kan 2017 blive det første år, hvor der ikke opstår nye tilfælde af hverken vild polio-virus eller vaccine-afledt polio, og hvis det sker, så kan vi efter den fornødne ventetid på tre år erklære polio for udryddet i år 2020,” skriver ph.d. i mikrobiologi Alex Berezow på hjemmesiden for American Council on Science and Health.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har ligeledes udtalt, at 2017 formentlig bliver det sidste år med den frygtede sygdom.

Det vil i så fald være en historisk bedrift. Kun én gang tidligere, nemlig med kopper i 1980, har menneskeheden formået at nedkæmpe en sygdom fuldstændigt. I PolioForeningen er man da også stærkt begejstrede over udviklingen, som er gået meget stærkt de seneste par år. Her har man formået at komme helt ud i de yderste afkroge af verden med den vaccine, som ifølge WHO har forhindret cirka 13 millioner tilfælde af polio.

”Det er en fantastisk historie om en forfærdelig sygdom. For få år siden var der stadig mange tusinde tilfælde hvert år, så det er en lang, sej kamp, der nu ser ud til at være vundet,” siger presseansvarlig i Polioforeningen Mogens Folkmann Andersen.

Ingen vidste til at begynde med, hvor sygdommen kom fra, og hvad der skabte den. Der var sjældent symptomer, og når den spredte sig, var det fra by til by og med få års mellemrum.

De fleste ramte kom sig hurtigt, men for de uheldige blev deres ofte livsvarige mén en tydelig påmindelse om et mysterium, som skræmte folk fra vid og sans i en grad, så det var med til at revolutionere den medicinske udvikling og ikke mindst den medicinske filantropi.

Effekten kan i dag ses gennem den moderne rehabilitering gennem terapi og gennem det stigende antal bevægelser for handicappedes rettigheder.

Vi skylder dog ikke at glemme de mange, som fortsat lever med den negative side af polio, påpeger Mogens Folkmann Andersen, nemlig de cirka 10.000 mennesker alene i Danmark, som har dårlige ben eller misdannelser på grund af polio.

”Vi halter stadig bagefter med at få vaccineret vores børn i Danmark, så jeg håber, at historien om polio kan inspirere flere til at gøre det. For det virker,” siger han.