Politikere: Absurd at Syrien-kriger gik frit rundt

Det udfordrer retsfølelsen, at Syrien-kriger færdes frit, lyder kritikken fra to politikere efter knivdrab på Syrien-kriger i København

"”Vi har strammet loven, så passet kan inddrages. Vi er et retssamfund, så vi skal kunne dokumentere, at de, der rejser, har begået noget ulovligt,” udtaler Trine Bramsen (S) om sagen.
"”Vi har strammet loven, så passet kan inddrages. Vi er et retssamfund, så vi skal kunne dokumentere, at de, der rejser, har begået noget ulovligt,” udtaler Trine Bramsen (S) om sagen.

Kan unge Syrien-krigere, der har arbejdet sammen med Islamisk Stat i Syrien, gå frit rundt på gaden i København uden at blive retsforfulgt?

Spørgsmålet rejses af flere politikere efter, at en 19-årig mand i tirsdags blev stukket ned på Nørrebro og samme aften døde på Rigshospitalet. Internetmediet syrienblog.dk, der holder øje med danske Syrien-krigere, skriver, at den 19-årige har været i Syrien, hvor han har været tilknyttet Islamisk Stat i byen Raqqa.

Ifølge Ritzau har politiet ikke ønsket at kommentere disse oplysninger.

”Det er meget mærkeligt, at den dræbte har kunnet gå frit rundt. Det var kendt, at han og hans broder havde været i Syrien, og de pralede med det på Facebook. Mange herboende kurdere og alawitter finder det meget provokerende, og jeg ved, at der i disse grupper er en stor vrede over, at Syrien-krigere har et helle i Danmark og ikke bliver stillet til ansvar for deres handlinger,” siger Lars Aslan Rasmussen, der er socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Et flertal i Folketinget vedtog tidligere i år, at Syrien-krigeres pas kan konfiskeres.

Men Lars Aslan Rasmussen ønsker, at myndighederne helt skal forbyde Syrien-krigere at komme tilbage til Danmark, sådan som man gør i Australien.

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen betegner det som underligt, at unge mænd, der har støttet Islamisk Stat i Syrien, går frit rundt.

”Det er en konsekvens af, at der ikke på Christiansborg er vilje til at tage langt hårdere midler i brug i forhold til de, der rejser. Vi mener, at det bør være strafbart at tage til Syrien,” siger Martin Henriksen.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, fremhæver, at regeringen har gjort det lettere at straffe folk, der har kæmpet i Syrien.

”Vi har strammet loven, så passet kan inddrages. Vi er et retssamfund, så vi skal kunne dokumentere, at de, der rejser, har begået noget ulovligt,” siger Trine Bramsen.

Socialdemokraternes retsordfører oplyser, at regeringen i øjeblikket er ved at undersøge, om det kan gøres ulovligt at rejse til Syrien og Irak.

Terrorforsker Magnus Ranstorp, forskningsleder ved Försvarshögskolan i Stockholm, fremhæver, at det kan være vanskeligt for de danske myndigheder at retsforfølge unge, der været i Syrien.

”Det vil kræve, at der er bevis for, hvad den pågældende har foretaget sig. Men det er ikke sådan, at myndighederne bare slipper Syrien-krigere. Politiets Efterretningstjeneste har formodentlig haft kontakt med den unge mand. Myndighederne kan ikke tvinge mennesker over 18 år til at indgå i et socialt rehabiliteringsprogram, medmindre de får en social ydelse,” siger Magnus Ranstorp.

Han er kritisk over for forslaget om at forbyde rejser til Syrien. Han peger på, at rejserne til Syrien foregår via Tyrkiet, som årligt besøges af to millioner skandinaviske turister.

”Derfor kan det i praksis være svært at finde de mennesker, der rejser videre til Syrien,” siger han.

Magnus Ranstorp understreger, at han ikke kender de konkrete omstændigheder i forbindelse med drabet på den 19-årige, men at krigen i Syrien og Irak har affødt store spændinger i indvandrermiljøer flere steder i Europa.