Med et folketingsvalg i sigte er Folketingets sammensætning atter blevet genstand for debat. Ikke blot fordelingen af mandater til de forskellige politiske partier, gamle såvel som nye.
Men også spørgsmålet om, hvorvidt Folketinget er sammensat på en måde, så de folkevalgte giver et retvisende billede af den danske vælgerbefolkning. Er der en tilstrækkelig repræsentativitet i Folketinget hvad angår folketingsmedlemmernes uddannelse, erhverv, køn, religion og etnicitet?
I den seneste tids debat er der særligt to påstande, der går igen.
For det første, at en alt for stor andel af Folketingets medlemmer har en akademisk uddannelse. Allerværst, at 40 ud af 179 har læst statskundskab. Der tales om en akademisering af Folketinget, underforstået at akademikere svæver rundt i de højere luftlag uden jordforbindelse i den danske vælgerbefolkning. Der er for få med en håndværker-, sygeplejerske-, pædagog-, lærer- og landbrugsuddannelse for blot at give nogle eksempler.
For det andet bliver det påstået, at alt for mange folketingsmedlemmer ikke har erhvervserfaring.
De er blevet skolet og har gjort karriere i deres partiorganisationer, har læst på universitetet, nogle ovenikøbet uden at blive færdige, men de har ikke været ude blandt almindelige mennesker på en rigtig arbejdsplads.
De mangler den modenhed og viden, som man får, når man bærer ansvar og løser konkrete problemer på sit arbejde. Og de mangler den motivation til at gå ind i politik, som erfaringer med hårdknuder og knubs fra det virkelige arbejdsliv giver.
Men hvad er det egentlig for et problem, vi diskuterer? Mit svar er enkelt, selvom løsningerne langtfra er enkle.
Afstanden mellem de folkevalgte på tinge og de almindelige borgere er i de seneste 10 år blevet mærkbart større. Befolkningens tillid til de folkevalgte er dalet brat og er nede på samme lave niveau som under Tamilsagen i begyndelsen af 1990erne, hvor kun godt halvdelen af vælgerne havde tillid til de folkevalgte.
Politikerne bliver opfattet som teknokrater, der har solgt ud af deres politiske overbevisninger og mistet deres personlige integritet for magtens skyld. Og de har ikke åndskraft nok til at skabe visioner for udviklingen af et bedre samfund.
Hvis det er blevet den gængse opfattelse af de politikere, som repræsenterer os, de almindelige danske vælgere, hvad er det så alternativt, vi forventer af vores politikere? Hvilke egenskaber skal de have?
Det behandler Max Weber blandt andet i sin knap hundrede år gamle tale ”politik som kald.” Her fremhæves det, at politikere skal være problemknusere. De skal være i stand til at udvise beslutnings- og handlekraft for at opnå politiske resultater. De skal ikke kun udstikke retningslinjerne for samfundets udvikling, men også få beslutninger igennem, som fører de overordnede retningslinjer ud i livet. De skal gøre en forskel. De må dog ikke sælge ud af deres politiske overbevisninger og personlige integritet. De skal snarere være i stand til at afbalancere hensyn på en måde, der er troværdig og viser deres oprigtighed. De må derfor godt indgå kompromisser, for det er en politisk kunst i sig selv. Men de må ikke være magtfuldkomne og arrogante. De skal tværtimod kunne være selvkritiske og i stand til at erkende egen fejlbarlighed. Og de skal være lydhøre, vise nærvær og opmærksomhed og have interesse og engagement i den almindelige borger, som de møder på deres vej.
Eller som det siges i bønnen for vores regering fra prædikestolen, at den skal udøve sin magt med næstekærlighed som rettesnor.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man erhverver sig disse egenskaber? Er nogle uddannelser bedre end andre til at give de folkevalgte disse egenskaber, så de udøver deres magt som gode demokratiske politikere?
Er erfaringer fra et aktivt arbejdsliv en nødvendig forudsætning for at kunne begå sig politisk? Og er det tilstrækkeligt? Der er ikke et éntydigt svar, hverken i forhold til uddannelse eller arbejdsliv. Det væsentlige er imidlertid mangfoldigheden i sammensætningen af Folketinget. Og ikke mindst at kandidaterne i det kommende folketingsvalg tager den opståede afstand til vælgerbefolkningen alvorligt og gør en ihærdig og troværdig indsats for at genopbygge tilliden for det demokratisk fælles bedste.