Selvom jeg havde lyst, kunne jeg ikke tage en periode mere i Folketinget. Jeg er slidt ned og brugt op.
Ordene er Jesper Langballes. Ærlige og kontante en stil, der i dén grad kendetegner det snart 72-årige folketingsmedlem, som træder tilbage efter det forestående valg.
TEMA: Folketingsvalg 2011
Dermed lever Jesper Langballe fuldt ud op til budskabet i en af sine sidste prædikener som sognepræst, hvor han ifølge portrætbogen Langballe en biografi i 2004 sagde:Så er vi sat til at bruge livet uden guddommelige instrukser, uden nogen kristelig handlingsplan. Bruge det op og slide det ned i bevidstheden om, at Gud vil kræve sit tilbage med renter.Men den skarpe og direkte stil, der giver både venner og fjender, er begyndt at halte, og det er en af grundene til, at Jesper Langballe har valgt at takke af som politiker efter 10 år på tinge.
I starten befandt jeg mig som en fisk i vandet under debatterne i folketingssalen, og jeg kunne bruge min humor. Nu er det blevet lidt mere gumpetungt. Indfaldene kommer ikke lige så hurtigt til mig, forklarer Jesper Langballe, hvis helbred tydeligt bærer præg af slitagen.
Krumrygget, gangbesværet og med nedsat hørelse.
Faktisk var det slet ikke meningen, at han nogensinde ville sætte sine ben på Christiansborg.
Han var præst af hele sit hjerte og betragter stadig den dag i dag sig selv mere som præst end som politiker, selvom han snart er hverken det ene eller det andet.
Jeg er en atypisk politiker, indleder Jesper Langballe sin anekdote om, hvordan han blev lokket til at stille op for Dansk Folkeparti af formand Pia Kjærsgaard via daværende pressechef Søren Espersen.
Først sagde Jesper Langballe nej. Det havde han også gjort tidligere, hvor han af partiet var blevet bedt om at stille op til Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Jeg vil hellere dø en langsom død end at sidde dernede i det latterlige parlament, siger han med et vrængende tryk på latterlige.
Men tilnærmelserne fra DFs partiledelse fortsatte. Og da Søren Espersen igen forsøgte at få Langballe til at stille op til folketingsvalget i 2001, blev Langballe altså nysgerrig. Det afgørende var, da Espersen med et glimt i øjet fortalte, at folketingsarbejdet kun krævede én arbejdsdag om ugen, hvilket fik Langballe til fejlagtigt at tro, at han kunne fortsætte præsteembedet i Thorning Kirke i Midtjylland næsten uden brug af hjælpepræst.
Jeg havde aldrig været medlem af et politisk parti og var helt blank på, hvad det indebærer at være politiker. Så jeg var så dum at hoppe på den. Men jeg har nu ikke fortrudt det.
LÆS OGSÅ: "Har ministeren da aldrig rejst i muslimske lande?"
Modstanden mod det at være politiker betød, at han allerede ved valgene i både 2005 og 2007 overvejede at sige farvel og tak.
Jeg overvejede det meget kraftigt, siger han.
Missionen var nemlig allerede fuldført i 2002, forklarer han. Her forhandlede DF repræsenteret ved Langballe, hans fætter Søren Krarup og Peter Skaarup en ny og strammere udlændingepolitik på plads med regeringen. Dermed fik fætrene fuldført det arbejde, som de to tog hul på allerede i starten af 1980erne, hvor de skrev artikler om indvandringen til det teologiske månedsblad Tidehverv.
Jeg havde skrevet så meget om masseindvandringen, at nu havde jeg sagt A, og så måtte jeg også sige B. Så jeg stillede altså op og brød dermed med alle mine principper om, at en præst ikke hører hjemme på Christiansborg. Men der var én bestemt sag, jeg kæmpede for, udlændingepolitikken, og der fik vi en historisk sejr i 2002. Jeg fik, hvad jeg kom efter og mere til, siger Langballe og åbner samtidig også lidt for at tale om nederlag og fortrydelser.
Han ser det blandt andet som et nederlag, at rapporten fra historiker Bent Jensens omstridte Center for Koldkrigsforskning endnu ikke er udkommet, fordi visse dele indeholder fortrolige oplysninger.
Og så har han desuden lært at leve med de kompromisser, som det kræver for at tilpasse sig linjen i det topstyrede parti.
Han nævner tøvende et eksempel:
Det var noget af en overvindelse for mig, da vi stemte for den sidste liberalisering af lukkeloven, hvor forretningerne skulle til at holde åbent i kirketiden. Jeg mener, at der skal være forskel på søndag og hverdag, så der måtte jeg altså lægge bånd på mig selv, siger han og overvejer lidt, om det mon nu også var klogt at fortælle en journalist.
Han tilføjer derfor, at han nu sætter pris på partiets topstyring. På den måde slipper DF for ballade udadtil, og man kan i stedet holde kampene og uenighederne internt på gruppemøderne.
Der kan bølgerne virkelig gå højt. Men det er vigtigt med partidisciplin. Det ser jeg nok lidt anderledes på nu, end før jeg kom ind. Der mente jeg, at man kun er bundet af sin egen overbevisning, intet andet.
Og fortrydelser? Jo, der var vist lidt med tonen. Som da han kaldte en gruppe demonstrerende studerende for hjernedøde i en debat med socialdemokraten Christine Antorini, og da han karakteriserede islam som pest over Europa.
Jeg fortryder selve ordet hjernedøde. Det sagde jeg også bagefter at jeg fortrød udtrykket, men ville lade indtrykket stå. Og det med pesten der skal man huske på, at folk ikke kender forudsætningerne for det, man siger. Det værste er, hvis man lyder skinger, men indimellem kan det løbe af med en, så man bliver for grov i mælet siger han og leverer nærmest i samme åndedrag en klassisk Langballe-bredside mod politikerkollegernes debatniveau:
Sagligt og sprogligt er debatniveauet i Folketinget meget ringe. Det skyldes vel, at de fleste politikere er partigængere, der gradvis er rykket op i hierarkiet og er levebrødspolitikere uden noget særligt på hjerte. Politik er indavl. Det ville hjælpe, hvis politikerne havde bedre forbindelse til det virkelige liv. Der mangler ånd og virkelighedssans, og det medfører dårligere lovgivning, lyder det.
Det er også derfor, at det var så vigtigt for mig at fortsætte som præst. For at holde kontakt til virkeligheden. Det burde de andre også gøre.
LÆS OGSÅ: Langballe-retssag ripper op i racismestrid
Jesper Langballe slår indimellem en karakteristisk skraldlatter op, mens han taler. Over sig selv. Over sin naivitet omkring folketingsarbejdet. Og over alt muligt andet, der falder ham ind, mens han drikker sin øl og pulser løs på piben. Enig eller uenig selvironi og humor, det har han.
Endog i sådan en grad, at han i 1968, da han arbejdede som journalist, blev ansat på Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktion, hvor han blandt andet skulle være med til at lave avisens satiriske bagside. Her fik blandt andre de venstreorienterede og de kulturradikale med Langballes grovfil.
I 1972 sagde han farvel til journalistikken og blev præst gennem Kirkeministeriets daværende særuddannelse, og umiddelbart derefter blev han ansat som sognepræst i Thorning. Et embede, han altså med stort afsavn til følge måtte sige farvel til 32 år på grund af det krævende arbejde som politiker.
Hvad så efter valget? Trods det skrantende helbred både fysisk og mentalt har Jesper Langballe ingen planer om at trække sig tilbage fra offentligheden. Hans drevne og konfronterende stemme vil stadig være at finde i især udlændinge- og EU-debatten og om forholdet mellem kristendom og danskhed.
Politikeren og præsten er slidt ned. Det er debattøren og provokatøren ikke.
Jeg håber, at jeg kommer til at blande mig endnu mere i debatten end i dag. Og så skal jeg læse bøger af de mange fremragende klassiske forfattere, som jeg ikke har orket at få læst. Jeg mangler nogle af Dostojevskijs bøger for eksempel. Jeg kan ikke se nogen grund til at bruge tid på moderne sekundaforfattere.
Tiden skal også bruges på at skrive bøger og artikler til Tidehverv, som han føler, at han har svigtet de seneste 10 år, mens han har brugt tiden som politiker.
Jeg har slet ikke haft tid nok til Tidehverv, så det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Jesper Langballe, hvis efternavn måske ikke forsvinder helt fra Christiansborg.
Sønnen Christian stiller nemlig op for Dansk Folkeparti ved det forestående folketingsvalg.
TEMA: Dansk Folkeparti