Når danske politikere går fra Christiansborg over i Finansministeriet for at indlede efterårets skatteforhandlinger, vil topskattelettelser blive et af hovedspørgsmålene, og linjerne er hårdt trukket op.
Mens venstrefløjen kræver en fastholdelse af den nuværende 15 procents beskatning, har Venstre efter krav fra Liberal Alliance indskrevet en topskattelettelse på fem procentpoint i regeringsgrundlaget.
Men det er ikke bare holdningerne til topskatten, der splitter partierne, det er selve det sprog, partierne udkæmper debatten med, som på forhånd kiler en forskydning ind i forhandlingerne, mener Jacob Torfing, professor i offentlig administration på Roskilde Universitet.
Hos Socialdemokraterne garanterer finansordfører Benny Engelbrecht, at partiet ikke viger fra kravet om at bevare den nuværende topskatteprocent, og for ordføreren drejer det sig i bund og grund om solidaritet:
”For mig handler det om, at man skal kunne se sig selv i spejlet og vide, at selvom man har en høj indtægt, kan man i vores land med den nuværende topskatteprocent være sikker på, at man hjælper de svageste i samfundet. Begynder man først at udhule det system, risikerer vi, at socialklasserne simpelthen mister føling med hinanden, og så går hele samfundsmodellen fløjten. For topskattelettelser vil altid gå ud over de svageste.”
Ifølge den tidligere skatteminister er landets progressive skattesystem, hvor beskatningen stiger med den indkomst, den enkelte borger har, en del af selve kernen i den socialdemokratiske velfærdsmodel, hvor de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder.
Hos Venstre er skatteordfører Louise Schack Elholm ikke imod den solidariske tanke, problemet er blot, at selve princippet om beskatning af arbejde er ulogisk:
”Jeg er jo ikke imod, at samfundets stærke hjælper de svage, og jeg synes derfor heller ikke, at topskatten skal afskaffes. Men for høj beskatning på arbejde er bare en ulogisk størrelse, for skatter er jo forvridende i deres natur. Vi beskatter typisk de ting, vi gerne vil have mindre af, som for eksempel forbruget af tobak, men den logik er ufornuftig at overføre til arbejde, for vi ønsker jo ikke, at folk skal arbejde mindre.”
Derfor handler det for Venstre om at få borgerne til at yde en ekstra indsats, som ordføreren mener, at den høje beskatning begrænser.
Men det antal borgere, der rent faktisk beskattes 15 procent mere end resten af befolkningen, er skrumpet gevaldigt over de sidste to årtier, siden den socialdemokratisk ledede Nyrup-regering indførte topskatten i 1993. I 1994 blev årsindkomster over 234.000 kroner beskattet ekstra (i dagens priser svarer det til 358.000 kroner). I dag opkræves topskatten først, når indkomsten overstiger 467.300 kroner.
Senest har SRSF-regeringen i 2012 reduceret antallet af topskatteydere ved at hæve beløbsgrænsen for topskat med 57.900 kroner. Det endte med at fritage 250.000 borgere for skatten.
Tidligere på måneden udsendte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) en beregning, der konkluderede, at antallet af topskatteydere er halveret siden 2008. Men selvom topskatteyderne i dag begrænser sig til mindre end 10 procent af befolkningen, burde skatten afskaffes, hvis det stod til Liberal Alliance:
”Topskatten er uretfærdig, fordi det er en særskat, man pålægger en hårdtarbejdende del af befolkningen med relativt høje indkomster,” siger skatteordfører Joachim B. Olsen.
Særskatter er ikke noget, ordføreren bryder sig om, fordi også han mener, at det ansporer borgerne til at arbejde mindre:
”Borgerne bliver i dag pålagt en omkostning ved at yde noget ekstra, og det fører jo i sidste ende til et samfundsøkonomisk tab, når man ser på det arbejde, som pludselig ikke finder sted. Så det er en ret dyr måde for samfundet som helhed at kradse penge ind på, for topskatten går helt banalt ind og påvirker vores adfærd til at yde mindre.”
Derfor handler det for skatteordføreren slet ikke om solidaritet, som Socialdemokraterne lægger op til, men derimod om, at samfundet snyder sig selv for ekstra velstand. Ifølge Jacob Torfing, professor i offentlig administration på Roskilde Universitet, indkredser topskattedebatten på bedste vis det tema, der til stadighed deler et ellers mudret politisk landskab – lighedstanken:
”Social lighed er det eneste ord, det eneste spørgsmål, der i dag for alvor skiller højre- og venstrefløjen ad. På venstrefløjen har man traditionelt og til stadighed anset ulighed for et problem, der skal løses, mens uligheden hos liberale partier er en sund samfundsmekanisme, der virker ansporende, fordi det skaber motivation til at klare sig bedre. Så hos partier, der ikke har social lighed som en værdipræmis, kan du slet ikke appellere til lighedstanken ud fra den argumentation, Socialdemokraterne bruger.”
Professoren er dog skeptisk over for de liberale partiers idé om, at skatter på arbejde fører til dovenskab i befolkningen:
”Kig på, hvem det er, der betaler topskat i dag. Her snakker vi om en elite, hvis arbejdsliv ikke kun kredser om pengene, men hvor det i langt højere grad er betinget af folks ego, deres succes. Når vi bevæger os op i topskattelagene, møder vi mennesker, der arbejder 60 til 70 timer om ugen, og for langt de fleste af de her folk gør det ingen forskel, om de får lidt mere ved en fjernelse af topskatten. De arbejder derudaf alligevel.”