Politisk sammenbrud om fattigdomsåret 2010

Socialministeren går enegang under EU's fattigdomsår. Resultatet imponerer ikke formanden for Rådet for Socialt Udsatte

Socialminister Benedikte Kiær.
Socialminister Benedikte Kiær. . Foto: Keld Navntoft.

Socialminister Benedikte Kiær (K) slår nu i bordet og har meddelt, at hun finder 2,6 millioner kroner på Socialministeriets eget budget til de 38 projekter, som året igennem skal sætte fokus på fattigdom. Projekterne blev udpeget i går.

- Aktiviteterne skal i gang nu. Vi har snart april måned, og pengene skal ud at arbejde, siger Benedikte Kiær uden at ville uddybe uoverensstemmelsen med oppositionen.

2,6 millioner kroner er et begrænset beløb, kan man indvende. Men diskussionen har stærkt principiel karakter. Hovedspørgsmålene er, om der findes fattigdom i Danmark eller ej, og om der skal indføres en officiel fattigdomsgrænse til at synliggøre fattigdommen.

Anledningen er, at Danmark og de øvrige EU-lande har forpligtet sig til i 2010 at gennemføre aktiviteter, der sætter fokus på bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Det skal ske i form af oplysende og debatskabende arrangementer, undersøgelser eller projekter med konkrete initiativer.

Regeringen er blevet kritiseret skarpt af oppositionen samt nødhjælpsorganisationer og andre, der arbejder med fattigdom, for at lukke og ikke åbne diskussionen. Kritikken gik også på, at fattigdomsåret misbruges til at understrege, at arbejdsløse skal i arbejde og hive sig selv ud af problemerne.

Det betonede det foreløbige aktivitetsprogram for fattigdomsåret også, sådan som det blev forfattet af tidligere socialminister Karen Ellemann (V) og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Dertil har regeringen længe fastholdt, at fattigdom ikke findes i Danmark. Begge synspunkter bløder Benedikte Kiær op:

- Det virkelig vigtige med fattigdomsåret er at sætte fokus på fattigdom. Alle, som stifter bekendtskab med aktiviteterne, skal blive bekendt med, at vi har fattigdom i Danmark, og at det giver os problemer, som vi skal løse.

Betyder det så, at regeringen og oppositionen nærmer sig hinanden? Ikke ifølge Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.

- Vi er uenige om alt det afgørende i forbindelse med fattigdomsåret, siger hun og forklarer, hvorfor S havde kraftige indsigelser gennem hele forløbet.

- Pludselig skulle puljen på besynderlig vis bruges til alle mulige formål. Den skal for eksempel bruges til at støtte opkvalificering af jobkonsulenter til sindslidende. Det er et rigtigt formål, men handler ikke om fattigdom. Red Barnet havde til gengæld søgt om midler til at lade børn, der selv er ramt af fattigdom, komme til orde. Men det blev simpelthen siet fra, siger Mette Frederiksen.

Den endelige liste med de 38 udvalgte projekter imponerer heller ikke Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

- Det er en pauver opfølgning på EU's fattigdomsår, siger han.

beck@kristeligt-dagblad.dk