Socialdemokratiet skulle bruge 20 år på at komme sig over formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992. Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti kom aldrig igen med i en borgerlig regering, efter at daværende statsminister Poul Schlüter (K) smed dem ud af firkløverregeringen i 1988.
Og De Radikale kom til at svinge taktstokken i de socialdemokratisk ledede regeringer fra 2011, efter at Socialdemokratiets daværende politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ellers havde slået fast, at der ikke ville blive ændret et komma i Socialdemokratiets og SF's fælles udlændinge- og skattepolitik.
Politiske ydmygelser er farlige. De kan forpeste samarbejdsmuligheder i årevis, og de kan få partier til at falde fra hinanden. Om nogen ved de det hos De Konservative, der i slutningen af 1990'erne blev splintret af en fløjkrig, hvor personlige ydmygelser hørte til dagens uorden.
Det er måske en af forklaringerne på, at partileder Søren Pape Poulsen (K) ikke i disse dage går jublende rundt og fejrer, at han har vundet magtspillet over statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Ganske vist lykkedes det i lørdags at presse miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til at trække sig, som De Konservative har krævet siden et samråd sidste tirsdag, hvor ministeren ikke ville erkende at have vildledt Folketinget. Men prisen kan blive, at partiet nu får meget svært ved at komme igennem med sine politiske krav. Særlig vanskeligt ser det ud for den tillægspakke, som De Konservative ønsker, og som skulle forbedre miljøet i kølvandet på landbrugspakken.
De borgerlige partier sad i ”gruppeterapi” i torsdags og fredags på Marienborg for om muligt at skaffe et bedre samarbejdsklima mellem partierne. Venstre-regeringen er utilfreds med den linde strøm af særmeldinger og læk fra de øvrige borgerlige partier. Og især De Konservative er utilfreds med, at de mener at blive mødt med magtarrogance fra nogle ministre.
Derfor lå der på bordet fredag aften en skitse til videre forhandlinger. Ifølge nogle kilder lå det i luften, at Søren Pape Poulsen ville acceptere, at Eva Kjer Hansen kunne fortsætte på en anden ministerpost, og at man derefter i detaljer kunne aftale en tillægspakke om et bedre vandmiljø. Den udlægning afvises af konservative kilder, som fastholder, at det hele tiden var en forudsætning for partiet, at Eva Kjer Hansen ikke kunne fortsætte som minister.
Dette meddelte Søren Pape Poulsen lørdag morgen, og derefter trak hun sig. Lars Løkke Rasmussens trusler om eventuelt at udskrive folketingsvalg viste sig at være tomme, og det er efterfølgende blevet udlagt som et stort nederlag for ham. Han har selv i flere interviews erkendt, at det kunne svække ham og regeringen, men det var dog bedre at være en svækket statsminister end slet ikke at være statsminister.
Baggrunden for, at konflikten blev så voldsom, var formelt ifølge De Konservative, at Eva Kjer Hansen gav Folketinget forkerte oplysninger, og at statsministeren gjorde fyringen af hende til et spørgsmål om regeringens overlevelse. Statsministeren derimod mener, at truslen om et mistillidsvotum fra De Konservative kom helt ud af det blå, og at det - med slet skjult brod mod søsterpartiet - ville have været ”ordentligt” at have taget samarbejdsproblemerne op internt med regeringschefen først.
Konflikten har imidlertid en længere forhistorie, som også handler om politisk ydmygelse. Den har de nye konservative folketingsmedlemmer Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard angiveligt især mærket i deres møder med Eva Kjer Hansen og energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt sidste efterår, hvor både landbrugspakken og Danmarks klimamål var til debat. Hos De Konservative taler man om en Doktor Jekyll og Mr. Hyde-regering, hvor nogle ministre som for eksempel justitsminister Søren Pind er åbne og lyttende, mens andre optræder arrogant og langt fra den ydmyghed, som Lars Løkke Rasmussen i sommer erklærede skulle præge hans regering.
Konflikten med Venstre har slidt meget på De Konservatives politiske kredit, også hos Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og mulighederne for at få en tillægspakke synes små.
Dermed står De Konservative tilbage uden indrømmelser på miljøområdet, og de point, partiet muligvis har fået hos grønne borgerlige vælgere, kan hurtigt fordampe. For regeringen er ydmygelsen også problematisk. Når der skal forhandles en skattereform til efteråret, vil Liberal Alliance føle sig fuldstændig sikker på, at statsministeren ikke vil udskrive valg, selv om partiet ultimativt kræver topskattelettelser. Dansk Folkeparti vil på den anden side føle sig mindst lige så sikker i sin sag, når det kræver yderligere grænsekontrol, yderligere vækst i det offentlige forbrug eller noget helt andet.