Populær deleordning ved skilsmisser kan skade børnene

Mange skilsmissebørn bor i dag lige meget hos mor og far. Ordningen er udtryk for, at forældre sætter egne behov i forreste række, siger eksperter

Undersøgelser viser, at langt de fleste skilsmissebørn bedst kan lide at have en fast base. De børn, der siger, at det fungerer med en syv-syv-ordning, begrunder det ofte med, at så slipper de for at skulle have dårlig samvittighed over for den ene af forældrene. Modelfoto
Undersøgelser viser, at langt de fleste skilsmissebørn bedst kan lide at have en fast base. De børn, der siger, at det fungerer med en syv-syv-ordning, begrunder det ofte med, at så slipper de for at skulle have dårlig samvittighed over for den ene af forældrene. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau.

Kunne du forestille dig at flytte en gang om ugen? Sådan er hverdagen for mange skilsmissebørn. Præcis hvor mange er ikke opgjort.

Men siden den nye forældreansvarslov så dagens lys i 2007, har forældre, der bliver skilt, som udgangspunkt fælles forældremyndighed, og den omstændighed har fået antallet af børn, der bor en uge skiftevis hos mor og far, til at stige markant.

Det påpeger flere af de eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med.

Deleordninger laves ofte udfra forældres behov

Men en såkaldt syv-syv-løsning er langtfra altid den bedste løsning for børnene. Børne- og familiepsykolog Ulla Dyrløv mener, at mange forældre sætter deres egne behov før børnenes, når de vælger ordningen. Det oplever hun blandt andet som børnesagkyndig ved retten.

”Her hører jeg ofte folk sige: 'Jamen, jeg kan ikke undvære ham en hel uge ad gangen.' Men der er jeg bare nødt til at sige: 'Jeg ved godt, det virker meget hårdt, men her er det ikke dine følelser, det handler om, men dit barns',” siger hun.

Ulla Dyrløv anbefaler selv, at skilsmissebørn bor mest hos den ene forælder.

”Undersøgelser viser, at langt de fleste børn bedst kan lide at have en fast base. De børn, der siger, at det fungerer med en syv-syv-ordning, begrunder det ofte med, at så slipper de for at skulle have dårlig samvittighed over for den ene af forældrene,” siger hun.

Syv-syv deleordning kræver robuste børn

Bente Boserup, chef for BørneTelefonen, påpeger, at en syv-syv-ordning kan fungere, hvis der er tale om meget robuste børn. Men ligeså vigtigt er det, at samarbejdet mellem de skilte forældre er tæt og ukompliceret, samt at barnet altid har været lige knyttet til begge forældre.

”Det nytter ikke, at forældrene river barnet midt over, fordi de ikke kan finde ud af det. Vi ser desværre en del syv-syv-ordninger, hvor det bliver børnenes eget ansvar at skabe sammenhæng i deres liv, og hvor de så ofte er i klemme mellem forældrene, at det går ud over skolegang og deres sociale liv,” siger hun.

Også børnepsykolog John Halse siger, at syv-syv-ordningen kan være fin, hvis forældrene har et tæt og uproblematisk forhold til hinanden. Men derudover er det ifølge ham et must, at forældrene skal bo i samme skoledistrikt, så børnene ikke skal opleve hver anden uge at blive revet ud af deres vante miljø, hvor de går i skole, har kammerater og fritidsaktiviteter.

“Hvis børn lever i en dårlig syv-syv-ordning, bliver alle belastninger endnu værre, fordi de skal bruge endnu mere energi på at finde sig til rette i de to miljøer, og de vil få en større grad af rodløshed,” siger han.