Præst ved livets sidste stoppested

Jeppe Carsce Nissen er præst på landets største plejehjem, Sølund i København. Hver anden søndag forvandler han en mødesal til en kirke, og beboerne, friske og demente, kristne, ateister og mystikere, kommer for at nyde nadverportvin, hinanden og en kort prædiken

Kristeligt Dagblad kunne ikke få lov til at fotografere under gudstjenesten på Sølund. Her pakker plejehjemspræst Jeppe Carsce Nissen kirken ud i Sølunds mødesal forud for gudstjenesten. Den guldfarvede Kristus og de andre rekvisitter har han på to rulleborde i sit kontor.
Kristeligt Dagblad kunne ikke få lov til at fotografere under gudstjenesten på Sølund. Her pakker plejehjemspræst Jeppe Carsce Nissen kirken ud i Sølunds mødesal forud for gudstjenesten. Den guldfarvede Kristus og de andre rekvisitter har han på to rulleborde i sit kontor. . Foto: Torkil Adsersen.

I en rundkreds sidder Jeppe Carsce Nissen sammen med fem svært demente ældre og en pædagog.

Den 39-årige plejehjemspræst på Plejecenter Sølund i København skal hjælpe beboerne til at erindre. På bordet foran dem ligger dagmarkors, konfirmandfotografier og andre personlige ejendele. Alligevel går det trægt med samtalen. Flere af de ældre ved ikke, hvor de er eller hvem de er.

LÆS OGSÅ:
Plejepersonale mangler viden om ældres tro

Jeppe Carsce Nissen spørger, om nogen har en yndlingssalme. Det vækker et eller andet. Pludselig begynder en kvinde at synge Befal du dine veje en salme om Guds omsorg. En efter en stemmer de andre i, og med en smule hjælp fra præsten synger de sangen til ende.

Han spørger, om nogen af dem kan fremsige fadervor. En kvinde, der ellers er uden for kontakt, begynder tøvende: Fadervor...du som er i himlene.... Andre stemmer begynder at bede med. En kvinde begynder at græde. En forløsende gråd med heftige udåndinger, og de ellers så fumlende og urolige hænder ligger roligt i skødet. Der er fuldstændig ro. Kun for et øjeblik, men dog et øjeblik.

Det var et heftigt fadervor, fortæller Jeppe Carsce Nissen om den episode, der i løbet af hans fem år som plejehjemspræst har gjort størst indtryk.

Jeg har bedt fadervor ved min fars dødsleje, og da jeg selv blev kristen, og den her kommer ind på top tre.

Mange af beboerne på Sølund har mistet kontakten til omverdenen og til deres egen erindring, fortæller han:

Men vi sad der med en bevidsthed om, at her var kvinden, der bad, nede i nogle lag af sig selv, som hun og andre ellers havde opgivet. Det var en kæmpe præstation af hende, og der var en fuldstændig mættet andægtighed. Og så var det ovre.

I dag er det søndag, og Jeppe Carsce Nissen skal holde gudstjeneste for Sølunds beboere. Det gør han hver anden søndag, og her er Sølund lidt af en undtagelse. Ud over en præst i De Gamles By i København er Jeppe Carsce Nissen landets eneste plejehjemspræst på fuldtid. Ifølge flere eksperter i ældrepleje og demens er især de kommunale plejehjem generelt ikke så opmærksomme på ældres religiøse behov, og de færreste steder arrangerer regelmæssigt gudstjenester.

Kristeligt Dagblad har besøgt Sølund for at overvære, hvordan man virker som præst for mennesker, der alle nærmer sig livets slutning.

Først skal prædikenen skrives færdig eller rettere tænkes færdig. Den skal nemlig være så enkel, at han kan huske den udenad. Ellers er den ikke enkel nok, og så begynder de ældre at kigge alle andre steder hen end på præsten. Salmenumrene skriver Jeppe Carsce Nissen på computeren og printer dem ud på A3-papirer. Herefter skal kirken pakkes ud.

På en rød rullevogn står lysestagerne, på en anden ligger salmebøger, en bakke med nadverbægre og en kande og et meterhøjt kors med en guldfarvet lidende Kristus.

Han ruller vognene gennem spisesalen og ind i plejehjemmets mødesal B. Nogle beboere tøffer omkring, bestik slår mod porcelæn, og en duft af lidt for kogte grøntsager hænger i luften,.

Med lidt besvær får han Kristus på krogen på den olivengrønne væg. Salmenumrene klistres fast på væggene.

Nu er der ingen, der er i tvivl om, hvad der skal foregå her, siger den bredskuldrede præst med et drenget smil, der flækker ansigtet fra øre til øre.

Alter, tæppe, bibel, dug. Det hele kommer på plads. Mens præsten klæder om fra hættetrøje og bukser til den sorte præstekjole, ankommer de første kirkegængere. Fire kvinder, tre rollatorer og en stok.

Flere kommer til, sidevæggen flankeres af gangstativer, og den forreste stolerække må vige for et geled af kørestole.

Dav dav. Der vinkes fra stolerækkerne. Alle stole er efterhånden optaget. 21 er mødt frem.

Vi skal jo ikke så langt det er bare at tage elevatoren ned, bemærker Inger, en rødkindet, klejn kvinde med strålende øjne og sejlersko på fødderne.

Hun har boet på Sølund i otte år og kommer altid til gudstjenesten.

Jeppe, han er meget afholdt, han har begge ben på jorden. Det højtravende det duer ikke længere, siger hun.

Tre kirkesangere synger for på Nu rinder solen op, og menigheden knirker, brummer, mumler og nynner med. En sammensunken kvinde på forreste række følger salmebogens tekst gennem en stor lup, læberne bevæger sig energisk, og hovedet nikker i takt med salmen.

Nuser og Woodstock fra tegneserien Radiserne er sammen med Jesus hovedpersoner i Jeppe Carsce Nissens prædiken, som handler om at stå imod griskhed og i stedet give hinanden knus og hjertevarme.

Der er i vore dage et frygteligt fokus på penge, og vi mærker det her på Sølund, når der ikke er råd til et varmt knus, når knus skal omsættes til timeløn. Men den rigdom, vi giver af, når vi giver et knus, er Guds rigdom, og den er uudtømmelig. Lad os give den væk. Amen.

Den første kvinde til at modtage nadveren sidder og slumrer. Præsten aer hende på armen.

Åh! Hvad er det? spørger hun bestemt og højlydt undrende.

Det er Jesu Kristi legeme, hvisker han og kigger hende i øjnene.

Åh håh håh, tak skal du have, svarer hun, da hun efterfølgende får Jesu Kristi blod i form af et glas portvin.

Der tørres om munden med hvide servietter rundt om på rækkerne. Portvinen går rent ind.

Til at begynde med gav han os kun en dråbe, og det kunne der dårligt komme noget ud af, fortæller Inger:

Så kunne vi ikke lade være med at drille ham, så nu får vi en hel pokal!

68-årige Joel Katz, en rødmosset tidligere antropolog med grå skægstubbe, er ikke kristen og har aldrig før gået i kirke, fortæller han, da præsten har lyst velsignelsen, og kirkekaffen er serveret i spisesalen. Men Joel Katz kommer til alle gudstjenesterne.

Jeppes prædikener kan man altid bruge. Jeg har talt med Jeppe om det, og man kan godt være med til gudstjenesten, selvom man ikke er kristen. Jeg kommer, fordi det er dejligt at være sammen, og fordi vi synger så meget sammen, fortæller han.

Nadveren, synes han dog, er noget underligt noget:

Men enten er man med, eller også er man ikke med.

Der har i tidens løb været mange kirkegængere som Joel Katz.

Ateister, kulturkristne og nyreligiøse som for eksempel Jørgen, der dyrkede den danske mystiker Martinus og altid gav Jeppe Carsce Nissen en tyver efter gudstjenesten, fordi han ikke var medlem af folkekirken.

Spørger man Sølunds personale, virker beboerne gladere og mere rolige, når de kommer fra gudstjenesten.

Det handler nok meget om atmosfæren, fortæller centersouschef Henriete Siff Thomsen.

De demente kan genkende handlingerne, og der bliver skabt en ro, hvor der ellers kan opleves megen uro, for de bor jo sammen med mange andre, selvom vi hele tiden prøver at skabe ro omkring dem.

Kirkekaffen er drukket, og gudstjenesten vel overstået. Jeppe Carsce Nissen smider kjolen i kontoret og tjekker sin kalender. I morgen står den på sjælesorg. En beboer har fået uhelbredelig kræft og forbereder sig på at dø. En anden er efter sygdom og fejloperationer træt af livet eller synes, at det hele er noget værre møg, som præsten udtrykker det. Halvdelen af hans tid går med sjælesorg.

Folk vil gerne møde præsten, som højst sandsynligt skal begrave dem. Det kan også være en pårørende, som introducerer sig og siger, jeg er sorgfuld og bange, min mors sprog er væk, vil du ikke være hos os lidt, siger han.

De ved, at jeg er her i hverdagen. Mit kontor står åbent. Jeg kommer ikke flyvende fra oven, når nogen skal begraves. Det giver en tryghed.

I plejehjemmets forhal er tre kvinder bænket side om side. De skal ikke nyde noget af gudstjenester, siger en af dem:

Men han er jo en flot fyr, ham præsten.