Præster og dommere uenige om at hæve aldersgrænse for tvungen pension

Beskæftigelsesministerens udmelding om at ville se på loven, der tvinger visse tjenestemænd til at gå på pension som 70-årig, får blandet modtagelse hos de faggrupper, det vil berøre

Dommer bør fortsat gå på pension senest, når de fylder 70 år, mener Den Danske Dommerforening.
Dommer bør fortsat gå på pension senest, når de fylder 70 år, mener Den Danske Dommerforening. Foto: Iris.

Tommelfingeren vender både op og ned hos nogle af de faggrupper, der vil blive berørt, hvis beskæftigelsesministeren vælger at ændre i den lov, der tvinger visse tjenestemænd til at gå på pension senest som 70-årig.

I dag skal blandt andet præster, provster og dommere senest forlade deres job, når de fylder 70 år. Men som Kristeligt Dagblad kunne fortælle i går, åbner beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu for at se på, om der er behov for at ændre loven og hæve eller helt fjerne aldersgrænsen.

LÆS OGSÅ: Slut med at tvinge 70-årige på pension

Og en sådan lovændring er der behov for, lyder holdningen hos Præsteforeningen.

"Aldersdiskrimination er generelt noget, vi skal modarbejde i samfundet. Derfor er tiden også inde til, at vi fjerner aldersgrænsen for præster. I stedet bør vi fokusere på nogle seniorordninger, så dem, der har lyst og er friske til det, kan blive på det pastorale arbejdsmarked," siger Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen.

Det er en bestemmelse i tjenestemandsloven, der gør, at blandt andet præster ikke kan fortsætte i deres embede, efter de er fyldt 70 år. Men det er for firkantet med en fast aldersgrænse, der skærer alle præster over en kam, mener Per Bucholdt Andreasen:

"Det er meget individuelt, hvordan mennesker ældes. Det afgørende er ikke, om man er 68 eller 72 år, men derimod om man er i stand til at udføre sit arbejde. Derfor kan det være problematisk at have en meget fast deadline for, hvornår man ikke længere er egnet til arbejdsmarkedet, som vi har i dag."

LÆS OGSÅ: Ældre Sagen: Glædeligt, hvis aldersgrænse på job afskaffes

Han understreger dog, at der kun er tale om et meget lille antal præster, der ønsker at fortsætte, efter de er fyldt 70 år. De fleste præster vælger at stoppe, når de er omkring 65 år.

Hos Den Danske Dommerforening ser man helt anderledes på beskæftigelsesministerens udtalelse om at ændre i loven. Det vil være problematisk, hvis den nuværende aldersgrænse bliver hævet, lyder det fra dommerforeningen.

"Når man kommer over 70 år, er der alt andet lige større risiko for alderssvækkelse. Hvis det skulle ske, at en dommer ikke længere er åndsfrisk nok til at behandle sine sager, er det meget omstændeligt at afskedige vedkommende, da dommere har et grundlovssikret værn i deres ansættelse. Derfor er det mest hensigtsmæssigt for alle, at vi opererer med nogle objektive kriterier for, hvornår man skal træde tilbage som dommer," siger formand for Den Danske Dommerforening Mikael Sjöberg.

Der er heller ikke andre europæiske lande, hvor dommere har lov til at sidde, efter de er fyldt 70 år, understreger han.

Ifølge Den Danske Dommerforening går en del dommere i dag først på pension, når de når 70-års alderen. De fleste stopper dog, når de er mellem 66 og 67 år.

"Hvis regeringen gerne vil have, at dommerne fortsætter længere tid på arbejdsmarkedet, vil det være bedre at få lavet nogle seniorordninger, så flere fortsætter frem til, de er 70 år. Men aldersgrænsen er der ingen grund til at ændre ved," siger Mikael Sjöberg.