Psykisk vold har forfulgt Julie hele livet

Ensom kvinde i silhuet går gennem dør åbning. Hun ses bagfra. Sorte vægge omkring oplyst døråbning. ...

Julie har af hensyn til sine børn valgt at være anonym, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt. Modelfoto. Foto: Iris

Jeg har ikke grædt, når jeg burde græde, og jeg troede nærmest, det var normalt at skære i sig selv for ikke at mærke den psykiske smerte.
Julie

Som barn levede Julie med frygten for sin fars vrede, og som voksen blev hun udsat for psykisk vold i to forskellige parforhold. I Exitcirklens samtalegruppe finder hun nyt håb og styrke

”Jeg gik konstant som på æggeskaller,” fortæller Julie om sin opvækst i barndomshjemmet tæt ved København. Hun har af hensyn til sine børn valgt at være anonym, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Hendes far er politisk flygtning fra Sydamerika og lider ifølge Julie af posttraumatisk stress, hvilket gik ud over hende.

”Selv de mindste ting kunne udløse hans vrede,” siger hun og fortæller om en oplevelse en aften ved spisebordet, da hun var otte eller ni år.

Hun og faderen talte og var uenige. For at understrege sit synspunkt rejste hun gaflen i sin ene hånd. Det var ikke ment provokerende, men faderen reagerede voldsomt. Et andet ubehageligt minde stammer fra en sommerhustur, hvor Julie og hendes veninde gerne ville se Disneysjov.

”Min far ville se noget andet. Det lavede jeg sjov med, og han blev rasende,” fortæller hun. Raseriet udviklede sig til, at faderen tog datterens sorte maosko i hånden og tæskede hende med den. Foran veninden.

”Det værste var, at hun så på. Det skammede jeg mig frygteligt over.”

En anden smerte for Julie var, at hendes mor var vidende om volden, uden at hun greb ind. Når Julie fik tæsk, så moderen fjernsyn og drak vin i stuen ved siden af. Samtidig var spændingerne mellem forældrene også mærkbare for Julie.

”Jeg kunne mærke, når min mor opbyggede spændinger i forhold til min far.”

Når det skete, blev Julie stille og følte sig anspændt. Hun fik selvmordstanker allerede som syvårig og ville hellere være tapetet på væggen end datteren, der følte sig i klemme mellem to forældre.

Da hun fyldte 13 år, forlod hendes far moderen og barndomshjemmet. Det gav Julie mulighed for at afreagere, og hun siger i dag, at det må have været hårdt for moderen.

I dag er Julies forhold til hendes forældre godt, fortæller hun.

”Men det krævede også 20 års kamp og konfrontation.”

Fra Julie var 22 år, og til hun fyldte 24 år, afreagerede hun ved ”at melde sig ud af verden”, som hun formulerer det, og forsvinde ind i Københavns technomiljø og en evig rus af euforiserende stoffer. Herefter fulgte et forhold til en mand, der godt halvandet år senere blev far til hendes søn. Han var stik-i-rend-dreng for pusherne på Christiania og har haft en barsk opvækst.

En aften, da sønnen var spæd, fik kæresten trang til at ryge hash, men de havde ikke noget. Han splittede hjemmet og truede med at sætte det i brand. Julie beskriver det som begyndelsen til enden på forholdet. Kort efter begyndte hun på et nyt job i Ikea, hvor hun mødte en mand, som hun beskriver som det stik modsatte af den tidligere kæreste. Han var afdelingsleder, uddannet merkonom og havde ”styr på sit liv”.

”Jeg troede, han var den mand, jeg havde manglet hele mit liv,” siger hun og fortæller om en mand, der hurtigt begyndte at nedbryde hende med kritik.

Set i bakspejlet burde hun have sagt stop allerede dér, men hun fortsatte. Blev gravid og sagde ja, da kæresten friede til hende. Hun turde ikke sige nej. Herefter eskalerede de nedværdigende ord, og Julie fandt sig i det meste af hensyn til sine børn, som begyndte at reagere på situationen. En dag kom sønnen hjem fra 0. klasse med en tegning af sit hjem. Huset brændte, og hele familien græd. Da vidste Julie, at hun skulle væk. Men det var ikke slut med skilsmissen. Efterspillet er her efter godt syv år endnu ikke slut. Eksmanden har lovet hende, at han vil gøre hendes liv til et helvede.

”Og det har han gjort lige siden,” siger Julie, der i årene efter blev ramt af en svær depression.

For nyligt hørte hun gennem en bekendt om Exitcirklen og oplever her at få støtte og hjælp til at komme videre.

”Gennem andres historier og følelser forstår man bedre sig selv,” siger Julie, der også har fået sprog for, at hun har normaliseret volden og dens følgevirkninger for at kunne overleve.

”Jeg har ikke grædt, når jeg burde græde, og jeg troede nærmest, det var normalt at skære i sig selv for ikke at mærke den psykiske smerte. Fem minutter inde i min første samtalegruppe græd jeg.”

”Jeg gik konstant som på æggeskaller,” fortæller Julie om sin opvækst i barndomshjemmet tæt ved København. Tegning: Morten Voigt