Racevold bør forebygges af borgerne

Racistisk vold bør bekæmpes ved strenge straffe og borgere, som tager afstand, ligesom i Langeskov på Fyn, mener justitsminister Lene Espersen (K)

Politikerne kan ikke tage skarp nok afstand fra racistisk vold mod etniske minoriters religion eller kulturelle baggrund. Regeringen har skærpet straffen for vold. Borgerne bør også tage afstand fra overfald, ligesom lokalbefolkningen for nylig gjorde ved en demonstration i Langeskov på Fyn.

Det sagde justitsminister Lene Espersen (K) i går i Folketingets spørgetime med baggrund i, at en somalisk familie i Langeskov var blevet overfaldet af en gruppe unge.

– Det er både groteskt og meget, meget udansk, at der begås vold alene med den begrundelse, at man er uenig med folks religion eller kulturelle baggrund. Man skal også gøre ligesom i Langesko, hvor borgerne tager afstand fra det ved kollektivt at arrangere demonstrationer, der viser, hvor meget man tager afstand fra den type overfald, sagde Lene Espersen.

Hun blev kritiseret for "larmende tavshed" i sagen fra Langeskov af Jørgen Arbo-Bæhr (EL). Han opfordrede hende til at være "meget mere offensiv" ved offentligt at tage klart afstand fra det, hver gang "racismen stikker sit hæslige ansigt frem".

Ifølge justitsministeren bør man både tage afstand fra racistisk vold, som rammer etniske minoriteter, eller udfald mod flertallet, når folk fra etniske mindretal f.eks. tager afstand fra danske pigers påklædning.

– Danmark er et land, hvor fritænkning og frisind skal være i højsædet. Der skal være plads til tolerance. Når beboere og medborgere selv tager initiativer, har det en langt større præventiv effekt, end når vi politikere har en holdning. Det er vigtigt, at man tager et medansvar, sagde Lene Espersen.

/ritzau/