Radikale vil sende milliardhjælp til flygtningebørn

De Radikale er klar med en fempunktsplan for langsigtet hjælp til børn i Syriens nærområder. Både De Konservative og Socialdemokraterne er positive, mens regeringen er forbeholden

Syriske flygtningebørn samledes, da præsidenten for nødhjælpsorganisation Secours Populaire ankom til landsbyen Al-Aqibiya i Sydlibanon tidligere i juni.
Syriske flygtningebørn samledes, da præsidenten for nødhjælpsorganisation Secours Populaire ankom til landsbyen Al-Aqibiya i Sydlibanon tidligere i juni. . Foto: Mahmoud Zayyat/AFP.

Der er blevet talt meget om, at syriske flygtninge skal hjælpes i nærområderne, hvis flygtningestrømmen til Europa skal stoppes. Nu fremlægger De Radikale en konkret plan for, hvordan man i praksis kan gøre det.

Den radikale leder, Morten Østergaard, håber, at Danmark dermed kan gå forrest i kampen for at skaffe penge til at styrke uddannelse af børn og unge, forbedre sundhedsforholdene og mulighederne for at drive erhvervsvirksomhed. Og han efterlyser en samlet dansk strategi for indsatsen i Tyrkiet, Libanon, Jordan og Syrien.

Hele verdenssamfundet er for tiden optaget af at skaffe nødhjælp til flygtninge, og selv om det er vigtigt, er der brug for en mere langsigtet indsats, påpeger han.

”Vi har talt med aktørerne på området, og uddannelse er meget centralt. Nogen siger, at de kan leve på en sten, men hvis deres børns uddannelse er truet, så sætter de sig i bevægelse. Uddannelse er åbenlyst underfinansieret, og ifølge Unicef mangler der godt ni milliarder kroner, hvis børn i og uden for flygtningelejrene skal sikres en uddannelse. Hvis vi nu dækkede den første tiendedel af det beløb, skulle vi så ikke kunne finde ni andre lande i verden, der ville dække resten,” spørger Morten Østergaard.

De Radikale forslår, at Danmark sætter sig i spidsen for at indkalde til en såkaldt donorkonference i EU, hvor pengene til uddannelse rejses. Her skal Danmark forlods lægge 650 millioner kroner i kassen.

Partiet vil yderligere bruge 200 millioner kroner til at evaluere undervisningsforholdene i dag og få fat i de børn, der lever uden for flygtningelejre, og som ikke får nogen som helst undervisning. Unicef skønner, at fire femtedele af alle flygtningebørn i Syriens nærområde lever uden for lejre, og at 1,4 millioner børn slet ikke undervises.

Samlet løber regningen for det radikale udspil op i godt en milliard kroner, men Morten Østergaard mener, at der kan blive råd til det, hvis antallet af asylansøgere fortsætter med at falde, som det allerede er sket indtil nu i år. Det vil automatisk frigøre flere penge fra udviklingsbistanden, der ellers skulle bruges på flygtninge.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) undrer sig over det radikale udspil.

”Der er jo ikke noget nyt i det, udover at de vil bruge flere penge, end vi allerede gør,” siger han.

”Jeg har gennem det seneste halve år talt om, at man skulle have en større koordinering mellem det humanitære og det udviklingspolitiske, så det glæder mig, at De Radikale er enige i det, men det er altså ikke nyt.

”Det ville også være en rigtig god idé for Danmark at gøre noget omkring uddannelse, hvis det ikke lige var, fordi projektet Global Partnership for Education allerede er i gang på det område.”

Kristian Jensen antyder, at man i stedet kunne støtte netop det arbejde, men om regeringen vil det, kan først afsløres, når finanslovsforslaget for 2017 senere offentliggøres.

Idéen om at afsætte yderligere 650 millioner kroner ved en donorkonference i EU-regi afviser ministeren derimod som økonomisk helt urealistisk.

Andre partier i Folketinget modtager det radikale udspil mere velvilligt.

”Vi er åbne over for at drøfte forslaget,” siger De Konservatives udviklingsordfører, Naser Khader.

”Danmark spiller allerede en rolle i forhold til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Hvis vi ikke vil have, at flygtninge skal komme her, så er vi nødt til at hjælpe i flygtningelejrene. Men jeg kan ikke sige, hvor mange penge Danmark skal give. Vi har hele tiden været imod, at Danmark skulle beskære udviklingsbistanden,” siger han.

Udviklingsordfører for Socialdemokraterne, Mette Gjerskov:

”Det lyder som et gennemarbejdet udspil, som jeg glæder mig til at drøfte med Det Radikale Venstre. Vi er meget optaget af at forhindre flygtninge- og migrationsstrømmen ved at give folk et håb i nærområderne, og derfor giver det god mening, at Danmark går forrest.”