Regeringens svære balance mellem stok og gulerod

Politikerne lægger en tung opgave på medarbejderne ude i de unge indvandreres lokalmiljøer med det nye integrationsudspil og efterårets plan mod radikalisering. Det kræver sund fornuft og politisk anerkendelse i stedet for værdipolitisk mudderkamp

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fremlagde før weekenden regeringens nye integrationsudspil.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt fremlagde før weekenden regeringens nye integrationsudspil. Foto: Nils Meilvang.

I kølvandet på angrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i januar samt skyderierne ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København den 14.-15. februar har debatten om indsatsen mod radikalisering rejst sig på ny. Er det seneste årtis indsats slået fejl? Har initiativerne været for blødsødne og uden hårdtslående konsekvenser?

For 10 år siden, efter bomberne i Londons undergrund, blev fokus rettet mod, hvad der blev kaldt hjemmegroet terrorisme. De voldelige terrorhandlinger blev udført af unge muslimer, der var opvokset i England, som havde taget en uddannelse og var fuldt integrerede på arbejdsmarkedet. Alligevel var de blevet radikaliserede, dyrkede en konservativ fortolkning af islam og skyede ingen midler i deres krasse kritik af vestlige værdier og i forfølgelsen af deres alternative ideologiske mål.

Derfor blev opgaven at skabe værdimæssig integration og demokratisk medborgerskab for at skærme mod radikalisering og ekstremisme. Integration i form af uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning var ikke nok.

I dag har det skabt rammerne for debatten om antiradikalisering. Det gør det imidlertid ikke enklere. For hvordan kan man vende oplevelsen af modborgerskab blandt en gruppe unge, ofte af muslimsk ophav, til et engageret medborgerskab i det danske samfund? Hvilke strenge skal man spille på, hvis udgangspunktet er marginalisering, nederlag og rodløshed? Hvordan gør man demokratisk medborgerskab til et troværdigt alternativ til de stærke fortællinger om et religiøst fællesskab, der ustandseligt bliver krænket ude som hjemme af den vestlige verden?

I onsdags lancerede regeringen så et nyt integrationspolitisk udspil, som lægger vægt på integration på arbejdsmarkedet. Der er samtidig et enkelt afsnit, som fremhæver dannelsen af demokratisk medborgerskab i kraft af engagement og deltagelse i foreningsliv og lokalsamfund. Det er en vigtig del af den værdimæssige integration.

Integrationsudspillet skal imidlertid ses i lyset af regeringens handleplan mod radikalisering og ekstremisme fra efteråret, som blev omsat i kroner og øre i januar umiddelbart efter Paris-skyderierne. Her går man på to ben. Dels en række forebyggende initiativer, som har den værdimæssige integration som fællesnævner, ikke mindst betydningen af dialog med medarbejdere i de unges lokalmiljø, boligområder, uddannelsesinstitutioner og foreninger. Og dels nogle strafferetlige tiltag, der understreger en nultolerance med vidtrækkende konsekvenser som for eksempel inddragelse af pas og opholdstilladelse.

Samlet set rummer det seneste integrationsudspil og handleplanen mod radikalisering både stokke og gulerødder. Hvis et af formålene er dannelse af demokratisk medborgerskab som værn mod radikalisering, er spørgsmålet om blandingen af midler - hårde strafferetlige tiltag og bløde dialogbaserede initiativer - vil have den tilsigtede virkning. De strafferetlige tiltag er til at tage og føle på. De har sikkerhedsmæssige og afskrækkende formål for øje, selvom der er uenighed om, hvorvidt de stemmer overens med grundlæggende frihedsrettigheder. I den forstand er de primært af negativ karakter.

Modsat er de dialogbaserede initiativer tænkt som positive tiltag, der har til hensigt at motivere til engagement og deltagelse i det samfund, som de unge er en del af. Imidlertid viser undersøgelser af den forrige handleplan mod radikalisering og ekstremisme, at der er en fare for, at tiltagene har den modsatte virkning af hensigten. De unge oplever sig så mistænkeliggjort af initiativerne, at de uanset hvad på forhånd har tabt. Det er den hårde nød at knække.

Det er en krævende opgave, som politikerne forventer, at medarbejderne i de unges lokalmiljø løfter. Det kræver sund fornuft og dømmekraft. Og det må politikerne vise udtrykkelig anerkendelse af i stedet for at kaste værdipolitisk mudder i hovedet på hinanden. Det er forudsætningen for, at et demokratisk medborgerskab fremstår som et troværdigt alternativ.