Regeringen har indgået en aftale med kommunerne om deres økonomi for 2016. Aftalen indebærer, at kommunerne skal effektivisere for én procent de næste fire år. Temmelig luftigt skal regeringen og kommunerne så senere drøfte ”regelforenklinger”, der skal give besparelser.
De forventede besparelser kaldes et omprioriterings-bidrag. Størstedelen skal dog tilbageføres til kommunerne og øremærkes visse områder, herunder ældre, børn og folkeskole. Der afsættes desuden en lånepulje på 500 millioner kroner til økonomisk pressede kommuner. Og så er der fastlagt en såkaldt serviceramme for kommunerne på 237,4 milliarder kroner.
Det statslige forsøg på at holde kommunernes økonomi i kort snor var dog ved at falde på gulvet, fordi De Konservative ikke ville lægge stemmer til. De ville have regeringen til at sløjfe en planlagt grundskyldsstigning på 6,6 procent, selvom det egentlig ikke havde noget med kommuneaftalen at gøre.
I modsætning til andre ejendomsskatter er grundskylden steget betydeligt i de senere år, fordi den ikke var en del af det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen (V) fik indført for snart 14 år siden.
De Konservative ville i øvrigt ikke gøre mere ved dårligdommene i skattesystemet og skatteforvaltningen end de øvrige angiveligt ansvarlige partier, uanset at der er store skævheder i ejendomsbeskatningen, der især begunstiger ejerlejligheder med prisstigninger til følge.
Regeringen fik så i stedet De Radikale (R) og Socialdemokraterne (S) til at godkende kommuneaftalen, selvom de slet ikke gik ind for den!
Samtidig aftalte de to partier med regeringen, at de gensidigt vil støtte hinandens kommuneaftaler, uanset hvem der sidder i regering. S og R har forklaret, at det vil føre til ”kaos”, og alt vil gå op i ”hat og briller”, hvis ikke regeringen får aftalen godkendt af et folketingsflertal. Partier med regeringsambitioner har således styrket regeringsmagten på bekostning af kommunerne og Folketingets modspil til regeringen.
S og R stemmer for en aftale, de ikke kan lide. Det skyldes nok, at de forventer, at de eventuelle politiske skadevirkninger af aftalen rammer regeringen, så de selv lettere kan komme tilbage i regering efter et passende stykke tid. Her vil de så kunne regne med Venstres opbakning til deres kommuneaftaler, uanset om Venstre kan lide indholdet eller ej.
Prisen er dog, at S og R støtter en kommuneaftale, som de frygter vil skade kommunernes velfærdsniveau. De risikerer også, at det bliver helt andre partier, som profiterer af eventuelle skader.
Kommunerne, der jo har følingen med de lokale forhold, vil stå svagt i fremtidige forhandlinger med staten. Staten har hidtil ikke været god til at styre kommunernes økonomi. I VK-regeringernes tid øgedes medarbejdertallet i kommunerne langt mere end forventet. Omvendt faldt medarbejderantallet under Helle Thorning-Schmidts regeringer til trods for, at man forventede flere ”varme hænder” i den kommunale velfærd.
Ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ofte talt om, at det offentlige skulle køre ”længere på literen”. Kan man have tillid til statens dømmekraft, når det gælder det offentliges muligheder for at effektivisere? Modstanderne af kommuneaftalen mellem de sædvanligvis regeringsbærende partier frygter, at staten i de kommende år i stedet for at effektivisere forringer velfærdsniveauet i kommunerne.