Regioner vil have styr på medicinpriserne

Bent Hansen (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, håber, at regionerne i denne uge bliver enige om, at prisen skal inddrages, når der tages stilling til indkøb af ny sygehusmedicin. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Vi skal have gjort koblingen mellem effekt og pris lidt mere synlig og opstille de forskellige scenarier. Hvad er effekt og pris af den behandling, vi har i dag, og hvordan ser det ud for den nye medicin?
Bent Hansen

Hvad skal der til for, at det danske sundhedssystem bliver bæredygtigt? Ifølge Danske Regioners formand Bent Hansen skal der være sammenhæng mellem effekt og pris på ny medicin, og så skal der ske en kulturforandring

Vi bliver ældre og ældre, og i løbet af 10 år er den gennemsnitlige levealder i Danmark steget med mere end tre år.

Store generationer er ved at krydse 70-årsgrænsen, og samtidig skal vi hele tiden have den nyeste medicin og behandlingsmetoder.

På Christiansborg vil politikerne ikke prioritere, da de mener, der skal være råd til alle de nye typer af medicin, som bliver tilgængelig. Prognoser viser dog, at hvis udviklingen fortsætter som nu, vil det skabe et voldsomt pres på udgifterne til det danske sundhedssystem, så de frem mod 2060 vil stige med 47 procent.

Men selvom inddragelse af pris i udvælgelsen af ny sygehusmedicin møder modstand hos politikerne på Christiansborg, er det måske slet ikke så langt fra virkeligheden. I disse dage overvejer Danske Regioners bestyrelse, om man skal tillade, at prisen også er et parameter, man tager med i sin vurdering.

Bent Hansen (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, mener, at hvis det danske sundhedssystem skal være bæredygtigt i fremtiden, må man også se på prioritering af ny medicin og behandlingsformer, som udgør den største udfordring for sundhedsudgifterne. Men debatten om prioritering er ifølge Bent Hansen kørt helt af sporet, for der prioriteres allerede hver dag inden for den økonomiske ramme, der er. Når man ikke kan sige nej til ny dyr medicin, må man nedprioritere noget andet som for eksempel en ny scanner eller personale. Han mener derfor, at man for at få mest mulig kvalitet ud af ressourcerne også er nødt til at sammenholde effekten med prisen.

”Vi er nødt til at se på, om vi gerne vil betale en høj pris, hvis det reelt er noget, der har en stor gavn. Men hvis effekten næsten ikke kan måles i forhold til den medicin eller behandling, man kan få i dag, og bivirkningerne er større, så er man nødt til at sige, at det vil vi ikke betale den ekstra høje pris for. Vi er nødt til at tage hensyn til, om effekten svarer til den merpris de gerne vil have,” siger Bent Hansen, som dog ikke mener, at løsningen er et stort prioriteringsinstitut.

Man har allerede de to råd, KRIS og RADS, som er regionernes prioriteringsorganer. Men når de vurderer ny medicin, må de ikke tage stilling til prisen.

”I dag har vi ingen forhandlingsposition overfor virksomhederne, når vi skal indkøbe ny medicin. Det er take it or leave it (tag det eller lad være, red.). Virksomhederne ved godt, vi ikke prioriterer på baggrund af pris, så de kan forlange den pris, de vil,” siger Bent Hansen.

Han mener, at man godt kan prioritere, uden at det går ud over nogen, for formålet er ikke at holde noget medicin væk fra nogen. Det er derimod at få et mere klart overblik og sikre, at der kommer noget ud af de stigende udgifter til medicin, forklarer han.

”Vi skal have gjort koblingen mellem effekt og pris lidt mere synlig og opstille de forskellige scenarier. Hvad er effekt og pris af den behandling, vi har i dag, og hvordan ser det ud for den nye medicin? Det handler ikke om at sige nej, men om faktisk at få en forhandlingsposition overfor virksomhederne. Vi vil også gerne have, at der er råd til den nye scanner, sygeplejersken, der sikrer at patienten ikke får liggesår, eller rengøringspersonalet, der sørger for, at der ikke kommer infektioner og så videre. Formålet er ikke at holde ny medicin væk, men at få den rigtige medicin til den rigtige pris,” siger Bent Hansen.

Han mener ikke, det bliver et problem med Christiansborg, for både KRIS og RADS er råd nedsat af regionerne, og derfor kræver det ikke lovgivning at tilpasse dem.

Men prioritering af ny medicin er ikke det eneste, der skal til for at sikre det danske sundhedssystems bæredygtighed. De seneste 15 år har det politiske fokus i høj grad været på kvantitet og spørgsmål som: opererer vi nok, er ventelisterne for lange, og hvor mange indlæggelser har man, er ofte blevet stillet, forklarer Bent Hansen, som mener, at det fokus skal ændres.

”Hvis man skal have et bæredygtigt sundhedssystem, er man nødt til at dreje om og i stedet fokusere på kvaliteten for borgeren. Hvad er det for en sundhedsindsats, der giver kvalitet for borgeren? Og er vi sikre på, at den måde vi måler på i dag, egentlig er det, der giver den bedste livskvalitet? Vi skal inddrage borgerne endnu mere i deres eget liv, helbred og velvære.”

Man skal ikke mange år tilbage, før patienter bare skulle modtage ordrer og fik besked på, hvad der skulle ske. Men sådan bør det ikke være, mener regionsrådsformanden, som ser muligheder i, at borgerne inddrages og selv tager stilling til, hvad de gerne vil, og hvad der er livskvalitet for dem.

”Det kan virke som selvfølgeligheder, men det handler om at bevidstgøre det hos borgeren, ved at han eller hun selv tager stilling til, hvad det gode liv er. Og så skal det synliggøres, at det kræver din egen aktive medvirken, for systemet kan ikke klare alt. Hvis man for eksempel sætter en ny hofte ind, men den pågældende ikke gør sig umage med genoptræningen, så får patienten aldrig glæde af den nye hofte,” siger Bent Hansen, som mener, at forventningsafstemningen er vigtig.

Han kalder kulturændringerne for en stille revolution, som så småt er i gang. Den skal brede sig til hele sundhedsvæsenet og blandt borgerne, og så skal fordelingen af penge blandt andet ske på baggrund af kvalitet. Desuden kræver bæredygtighed også bedre sammenhæng mellem sundhedsvæsenets instanser som for eksempel hospitalerne, hjemmeplejen og de praktiserende læger.

”Vi har en opfattelse af, at bare man bliver indlagt på hospitalet, så er det den rigtige løsning. Men det er ikke nødvendigvis det bedste for rigtig mange. I dag er det alt eller intet. Du er enten indlagt eller ej. Jeg tror, at vi skal finde mellemløsninger ved, at instanserne samarbejder med hinanden,” siger Bent Hansen.