Rejs dig op og bliv sundere

Vores stillesiddende kultur er i sig selv skyld i mange livsstilssygdomme. Nu vil kiropraktor skabe en national bevægelse, som skal få danskerne op at stå

”Kroppen er dybest set en masse organer og rør. Når vi sidder ned, maser vi organerne og bøjer rørene i en grad, så det giver forhøjet blodtryk og øger risikoen for blandt andet tarmkræft, diabetes, hjertesygdomme og kredsløbssygdomme. Alt det - udover alle de dårlige rygge - kan vi effektivt og omkostningsfrit forebygge, hvis vi bare rejser os mere op. Så simpelt er det faktisk,” siger kiropraktor Ole Wessung. Modelfoto.
”Kroppen er dybest set en masse organer og rør. Når vi sidder ned, maser vi organerne og bøjer rørene i en grad, så det giver forhøjet blodtryk og øger risikoen for blandt andet tarmkræft, diabetes, hjertesygdomme og kredsløbssygdomme. Alt det - udover alle de dårlige rygge - kan vi effektivt og omkostningsfrit forebygge, hvis vi bare rejser os mere op. Så simpelt er det faktisk,” siger kiropraktor Ole Wessung. Modelfoto. .

Vi sidder stadig mere ned. Andelen af danskere med stillesiddende arbejde er nu over 40 procent og stigende, og vi sidder dagligt ned i tre til seks timer i fritiden. Samlet set sidder vi hver dag ned i 10-14 timer, viser international forskning, og ny forskning peger hver uge i retning af, at det er mere skadeligt for helbredet end antaget.

”Forskning i effekten af vores stillesiddende kultur er blevet det nye sort inden for sundhed. Det er på meget kort tid blevet et kæmpe felt og kan få stor betydning for vores indsats mod en lang række sygdomme,” siger Mette Aadahl, seniorforsker ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, og henviser til, at blandt andet Canada, Storbritannien og Australien netop har indført nationale anbefalinger om at arbejde mere stående.

Der mangler stadig viden til at gøre det samme i Danmark.

Mette Aadahl står selv bag et igangværende forskningsprojekt, som tester effekten af at sidde mindre ned og stå mere op, og de foreløbige resultater - som er de første danske resultater på området - tyder på, at alene det at stå mere op og gå lidt omkring kan mindske taljemålet og påvirke insulinreguleringen i blodet markant, hvilket kan reducere risikoen for diabetes.

I en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse konkluderer man ligeledes, at stillesiddende adfærd bærer en stor del af skylden for den fortsatte udvikling af en lang række livsstilssygdomme, men det er endnu for tidligt at sige, hvor stor effekt det vil have at stå mere op, mener forskningsleder Anders Grøntved.

Et af de steder, hvor man virkelig mærker den øgede fokus på stillesiddende arbejde, er blandt landets kiropraktorer. 344.000 danskere lagde sig i 2014 på briksen, og tallet er støt stigende. Værd at bemærke er desuden, at andelen af unge under 25 år stiger endnu hurtigere. Dem er der nu knap 40.000 af, og de kommer helt ned til treårsalderen.

Udviklingen er påfaldende, fordi debatten om stillesiddende arbejde ellers døde ud i 1990'erne efter at have raset i over et årti. Dengang blev konsekvensen, at mange arbejdspladser investerede i hæve-sænke-borde, men antallet af rygproblemer fortsatte med at stige, og derfor blev konklusionen, at det ikke hjalp at stå op, fortæller lektor Lise Hestbæk fra Nordisk Institut for Kiropraktik på Syddansk Universitet.

”Men næsten ingen bruger jo hæve-sænke-funktionen, så man blev reelt ikke klogere. Derfor er det godt, at der nu igen er opstået interesse for området. Jeg håber, at man udvider undersøgelserne til også at indeholde vores øgede brug af internettet og elektronisk underholdning, for det virker plausibelt, at det har en negativ effekt at sidde så meget ned.”

Kiropraktor og entreprenør Ole Wessung har fulgt udviklingen gennem 25 år og har sat sig for at blive ham, der igen får danskerne til at stå mere op. Fem timer mere dagligt, for gør vi det, kan det få en sundhedsmæssig effekt på linje med den ændrede rygekultur, cykelhjelmen og skihjelmen, mener han:

”Kroppen er dybest set en masse organer og rør. Når vi sidder ned, maser vi organerne og bøjer rørene i en grad, så det giver forhøjet blodtryk og øger risikoen for blandt andet tarmkræft, diabetes, hjertesygdomme og kredsløbssygdomme. Alt det - udover alle de dårlige rygge - kan vi effektivt og omkostningsfrit forebygge, hvis vi bare rejser os mere op. Så simpelt er det faktisk,” siger han.