– Lad mig slutte helt personligt. Der er en kirkebøn, der begynder sådan: "Tak for solen, for månen, for godt vejr, for dårligt vejr, for al slags vejr. Tak for jorden, du skabte til os, og for landet, vi bor i." Den taknemlighed for den givne tilværelse, som klinger i disse ord, kan vi, der bor i Danmark, have grund til at minde hinanden om, også når store problemer banker på. Med disse ord som baggrund ønsker jeg Dem alle et godt og velsignet nytår!
Sådan lød det i danske stuer, da statsminister Poul Hartling (V) i 1974 afrundede sin nytårstale i tv. Statsministerens private kirkebøn i det offentlige rum.
Vores nuværende statsminister beder om noget andet: at religionen skal fylde mindre i det offentlige rum og forblive en privatsag. Det har han gentaget mange gange det seneste halve år, senest i sin grundlovstale den 5. juni.
Til efteråret får Venstres bagland lejlighed til at diskutere netop det eller rettere: folkekirkens placering i det offentlige rum. Venstres Ungdom vil nemlig, formentlig med opbakning fra enkelte lokalforeninger, igen foreslå, at folkekirken skal løsrives helt fra staten.
Et forslag, der ikke har en chance for at blive vedtaget, men som udlægger liberalismen i sin yderste konsekvens: at staten ikke på nogen måde må være indblandet i det enkelte menneskes religiøse liv. I sin tid var Anders Fogh Rasmussen i Venstres Ungdom selv fortaler for at skille stat og kirke, men han har siden ændret opfattelse. Det sker i øvrigt nærmest automatisk, når unge Venstrefolk kommer i Folketinget. For eksempel viste Kristeligt Dagblads undersøgelse blandt folketingsmedlemmer i 2005, at der fortsat er massiv opbakning til at bevare den nuværende folkekirkeordning, også blandt Venstres parlamentarikere.
Men hvis stat og kirke ikke skal adskilles, hvad betyder det så, at religion skal være en privatsag og fylde mindre i det offentlige rum? Det står stadig ikke helt klart for dele af Venstres bagland og dele af partiets folketingsgruppe. En af de forvirrede er folketingsmedlem Britta Schall Holberg.
– Jeg hører til dem, der mener, at vi i al for lang tid ikke har talt om, hvad kristendom er. Derfor er jeg også glad for, at kirkeministeren har sat emnet på dagsordenen. Jeg er mere i tvivl om, hvad statsministeren mener, når han taler om, at religion skal være en privatsag. Jeg ved ikke, om der er nogen, der render og rundt og bralrer ud med, hvad de tror på, men jeg synes, det er nødvendigt, at man giver sin tro til kende, hvis man er et kristent menneske. Det kan være i prædikener, eller hvis man bliver spurgt. Sådan har jeg det i hvert fald selv, siger hun.
– Kristendommen er en grundholdning i den danske kultur. For mig spiller kristendommen også en rolle for mit politiske arbejde. Det spiller en rolle for den måde, man taler om politik på. Det er meget svært for mig at adskille det kristne livssyn og mit offentlige virke. Når jeg er med i det offentlige liv, er det også min pligt at fortælle om min tro.
Men jeg ved ikke, hvad statsministeren mener. Vi trænger til, at det bliver sagt, at der er noget, vi tror på. Noget, der er vigtigt for os. I al for lang tid har vi sagt, at troen er noget, vi holder helt privat. I en vis forstand er det selvfølgelig privat, men man er også forpligtet udadtil på kristendommen, siger den tidligere indenrigsminister.
– Folk har jo sneget sig til kirke langs husmurene, og det er der sikkert stadig nogle, der gør. Men tør vi tage en religiøs samtale op med vores børn? Folde hænderne og bede en aftenbøn med dem?
Det er jo blevet frygteligt svært for en hel generation. Selv præsterne har haft svært ved at sige "Jesus" fra prædikestolen, ja, det gælder både præster og lærere. Nu er vi forhåbentlig ved at være ovre det.
– Det er klart, der er et problem, hvis vi kommer ud i det ekstreme. Hvis religion og politik blandes sammen, så det ikke er til at se forskel, så er den gal. Det er der, problemet er, siger Britta Schall Holberg.
Hun understreger, at hovedparten af den danske befolkning tilhører den danske folkekirke, og derfor skal den også have førsteret i forhold til andre religioner som for eksempel islam.
– Der ligger jo i kristendommen en tradition for respekt over for mennesker med en anden tro, og den respekt skal vi holde fast i. Desværre har der ikke i alle tilfælde været den samme respekt over for den lutherske kirke i andre dele af verden, hvor kirken har været trængt, fremhæver hun.
Er statsministerens stærke understregning af religion som en privatsag udtryk for en fundamentalt ny kurs i Venstre?
Nej, ikke hvis man spørger professor Per Ingesman fra Institut forKirkehistorie og Praktisk Teologi ved Det teologiske Fakultet på Aarhus Universitet. Han har nærlæst statsministerens grundlovstale. Den rummer både en personlig, kristen bekendelse og en total afvisning af, at religion hører til i det offentlige rum, anfører han. At man skal skelne mellem religion og politik, flugter udmærket med Luthers to-regimentelære, det vil sige, at man må skelne mellem et jordisk regimente og et åndeligt. Foghs understregning af de politiske frihedsrettigheder passer også godt med et traditionelt grundtvigsk standpunkt, mener Per Ingesman.
– Det hele passer godt med Venstre. Et liberalt parti, hvis tilhængere traditionelt har været bønder med overvejende grundtvigianske holdninger. Men det sjove er, at nogle af hans udsagn peger i forskellig retning. Som liberal må han understrege religionsfriheden, og at religion er et personligt anliggende. Det er personlig tro, det drejer sig om. Så man kunne få den tanke, at religion udelukkende var en privatsag. Men samtidig bekender han jo, at han er kristen og luthersk, og man kan spørge: Har det ikke konsekvenser for hans politik? Det vil han selvfølgelig sige nej til.
Har religionen ingen betydning for samfundet? Der er svaret også rent negativt – den skal ikke have nogen betydning. Men kunne han ikke have sagt det positivt? Hvis nu han er kristen, er det så bare hans private sag, eller er der ikke nogle positive samfundsmæssige værdier ved det?
Det vil han ikke svare på, fordi det underminerer hans politiske synspunkt. Siger man, at religion har en positiv betydning for samfundet, for eksempel at kristendommen har spillet en stor rolle for velfærdssamfundet og udviklingen af demokrati, kan man ikke samtidig sige: Det skal ikke længere være tilfældet. Så får man i øvrigt også svært ved at sige til muslimer, at vores religion skal have nogle samfundsmæssige konsekvenser, men det skal jeres ikke.
Der er et punkt, hvor det politiske og religiøse hænger sammen, som han prøver at komme uden om ved ikke at sige noget positivt om religionen. Så her taler han som politiker og ikke som den kristne, han siger, han er, siger Per Ingesman.
Kirkeminister Bertel Haarder (V) mener, der går en lige linje fra Foghs udtalelser tilbage til daværende kirke- og kulturminister I. C. Christensen (V), der i 1903 fik gennemført loven om menighedsråd i folkekirken. Der er samme syn på rummelighed, mener Haarder.
– Venstre har altid været frikirkernes parti. Især i Nordjylland har mange baptister og pinsevenner følt sig hjemme i Venstre. Derfor har vi også altid lagt vægt på at have det grundtvigske syn på rummelighed. Der skal være både religionsfrihed og ytringsfrihed, men ikke religionslighed i det danske samfund.
Vi har gennem tiden haft en debat om, hvorvidt kristendommen skulle nævnes i vores partiprogram, men det har de fleste af os været imod. Man skal kunne være i Venstre uden at være medlem af folkekirken, siger Bertel Haarder.
Han forklarer, at baggrunden for Anders Fogh Rasmussens skarpe udtalelser om religion som en privatsag, er Muhammedsagen.
–Vi har fået en islamisk bevægelse her og meget stærkt i Mellemøsten, som trækker religion ind i politik. Statsministeren skulle bruge en måned af sit liv på, at nogle galninge brændte flag og ambassader af i Mellemøsten, fordi nogle tegnere i Danmark havde tegnet nogle harmløse tegninger i en dansk avis, siger Bertel Haarder.
– Han og jeg vil have islam ud af politik, ligesom kristendommen blev sparket ud af politik ved reformationen i 1536. Vi vil holde fast i den lutherske tradition, hvor man gjorde op med pavekirkens yderligheder. En sådan reformation er desværre ikke vederfaret islam endnu, og der er stadig alt for meget religion i de islamiske samfund, siger han.
En konsekvens af Muhammed-sagen har været en øget dialog mellem kristne og muslimer her i landet, og Bertel Haarder glæder sig over, at danske muslimer "bestod testen" og ikke kastede sig ud i at brænde flag eller lignende demonstrationer. Men tyder det ikke netop på, at det har været godt at få den religiøse debat ud i det offentlige rum?
– Der er selvfølgelig ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, svarer kirkeministeren.
Samtidig fastholder han, at selv om man skal adskille religion og politik, betyder det ikke, at man skal skille stat og kirke.
– Det er jo dem, der går ind for religionslighed, som vil skille stat og kirke, men vi skal absolut ikke have religionslighed. Vi skal blive ved med at give de bibelske fortællinger videre, fordi de er en del af den danske kultur. Hvis vi skiller stat og kirke, får vi for alvor religion i det offentlige rum. Så får vi synoder og kirkeråd som i Sverige og en kirke, der politiserer. Det skal vi undgå for enhver pris, siger han.
Den skarpe fremhævelse af religion som en privatsag har dog også sine kritikere i Venstre. En af dem er historiker og forfatter Mikael Holt fra Århus, der også er litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad. Han reagerer på statsministerens kronik i Politiken den 20. maj med overskriften "Hold religionen indendørs".
– Statsminister Anders Fogh Rasmussens artikel afslører et problem ved at betragte religion og tro som noget, der er af en helt anden kaliber end politik. Hvis man tror på den almægtige Gud som skaber og hans søn som frelser og har sit liv forankret i ham, så vil man jo et eller andet sted blive konfronteret med kristendommens etiske krav. Dem kan man ikke sidde overhørig uden at få en "tag-ud-af-skuffen-og læg-ned-i-skuffen-kristendom", siger Mikael Holt.
Han nævner nogle politiske emner, der også rummer en etisk udfordring. For eksempel spørgsmålet om bioteknologi eller i sin tid spørgsmålet om, at sygeplejersker og læger skulle kunne sige nej til at medvirke ved abortindgreb. Eller i det hele taget spørgsmålet om abort uden medicinsk begrundelse.
Han peger også på, at Venstres folketingsmedlemmer deltager i den traditionelle gudstjeneste ved Folketingets åbning, ligesom man på partiets landsmøde indbyder til gudstjeneste. Så der er en tradition for at markere kristendommen offentligt, selvom troen er en privatsag.
Personligt mener Mikael Holt, at vi har en statskirke, og at det ville være bedre for kirken, hvis den blev løsrevet fra staten. Liberalt set ville det være det mest logiske at sætte kirken fri, mener han.
I øvrigt blev han selv venstremand i 1970'erne, da han blev forskrækket over Ritt Bjerregaards linie som socialdemokratisk undervisningsminister. Og ikke mindst gjorde statsminister Poul Hartlings nytårstale i 1974 et stort indtryk på Mikael Holt.
– Den understregede, at kristendom ikke bare var en stille tradition, men indeholdt nogle værdier, som var værd at kæmpe for, siger han.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
Sagt af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om religion:
Som liberal går jeg ind for religionsfrihed. Derfor kæmper vi for den enkeltes ret til frit at udøve sin religion over alt i verden. Derfor fordømmer vi enhver ytring eller handling, som sigter på at dæmonisere grupper af mennesker på basis af deres
religion eller etniske baggrund. Og derfor bekæmper vi enhver forfølgelse af eller diskrimination mod mennesker på basis af deres religiøse overbevisning. Men ytringsfriheden indebærer også, at religion er og bliver et personligt anliggende mellem det enkelte menneske og den Gud, som den pågældende måtte tro på.
Det er farligt, når personlig tro bliver erstattet af en lovreligion, hvor det enkelte menneske skal underordne sig årtusinde gamle forskrifter. Og samfundet indrette sig efter religiøse påbud. I Danmark skelner vi mellem politik og religion.
Grundlovstale 5. juni 2006.
Kirken i Venstres program
Venstre har under ledelse af indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sendt et forslag til et nyt principprogram til høring. Om kirkepolitikken hedder det:
"Folkekirke og religion
Folkekirkens grundlovssikrede særstilling skal fastholdes. Rummeligheden i Folkekirken med vidtgående forkyndelsesfrihed og respekt for mindretallene skal til stadighed forfægtes. Folkekirkens organisation og struktur skal være forankret i sognemenighederne.
Religionsfriheden er en grundlæggende frihed for alle borgere. Derfor skal staten afholde sig fra indblanding i frikirkernes forhold. Staten skal alene sikre sig den enkeltes ret til at udøve sin religion, herunder at skifte religion."
Det er en væsentlig kortere formulering end i det nuværende principprogram, der stærkt fremhæver sognemenighedernes betydning for folkekirken:
"Folkekirken
Den overvejende del af den danske befolkning tilhører den luthersk-evangeliske kirke og er medlemmer af den danske folkekirke, der understøttes af staten. Folkekirkens særstilling skal fastholdes, ligesom det er en selvfølge, at religionsfriheden er grundlovssikret for ethvert menneske.
Den danske folkekirke skal hverken være en statskirke eller en forening med egen ledelse. Folketinget skal som den lovgivende magt sikre den størst mulige frihed for den danske folkekirke. Den danske folkekirke er først og fremmest kirke og bliver til som kirke i menigheden. Derfor bør Folketinget og regeringen være tilbageholdende med at udstede regelsæt – og kun fastsætte rummelige lovgivningsmæssige og administrative rammer.
Menigheden skal have størst mulig indflydelse på sognets forhold. Den folkekirkelige struktur bygger på sognemenighederne. Etablering af større enheder, sognesammenlægninger og kirkelukninger skal aldrig kunne ske hen over hovedet på de berørte menigheder."
Forslagene er lagt ud til debat i Venstres lokalforeninger, der har indsendt ændringsforslag til partiet