Allerede i sin tidligste barndom grundede Hans Christian Ørsted over, hvordan verden hang sammen.
Hans Christian var sikker på, at alt i verden hang sammen. Han ville vide hvordan. Han ville lære det sande og det gode at kende og finde formlen på det skønne. Formlen på kunst. Han ville lære Gud at kende.
Det blev til en besættelse. Og gennem hele sit lange, alvorlige og arbejdsomme liv var Hans Christian sikker på, at han nok skulle nå sit mål.
I marts 1851, da Hans Christian var 73 år, var han tættere på målet end nogensinde. Han så det og rakte ud efter det. Men han led tantaluskvaler og mærkede en rystelse i sin gamle krop. Hans Christian hev efter vejret. Det gjorde ondt, og han følte en uvant kulde i sit indre.
”Jeg giver ikke op nu. Ikke så tæt ved målet,” sagde han halvhøjt til sig selv. Og så blev han sikker. Han vidste med det samme, at han kunne nå sit mål ved tankens kraft. Der var ingen tid at spilde.
Den 7. marts var Hans Christian så svag, at han ikke kunne stå på sine ben. Han måtte blive i sin seng. Men tankerne var stærkere end nogensinde.
Det var en af de lyse og lune dage, hvor forårsmulden damper. Som en svag røg fra ulmende, fugtigt græs trækker tunger af em hen over den bare jord.
Lille Hans Christian ser det selv ude fra den lille sti ved huset. Han hører også lærkerne, som man får ondt i øjnene af at stirre efter deroppe i alt det flimrende blå. Så i stedet stirrer han på tågetungerne, der danser deres lette og lydløse ballet over marken.
Tågetungerne kommer krybende og smyger sig langs stien og lige op og ned ad Hans Christian. De kærtegner hans bare ben og stryger forbi - snart foran, snart bagved den lille dreng, der ønsker, at han kan få lidt mere facon på de flygtige væsener.
Han står længe og falder i staver over det, han ser. n time - måske to. Så sker det. En tågetunge tager form og toner frem foran ham som en hvid skikkelse. Og skikkelsen spørger den lille dreng: ”Kender du tankens kraft?”.
”Nej,” svarer Hans Christian og undrer sig over skikkelsens spørgsmål.
”Nå, ikke,” siger tågen.
”Men så skal jeg sige dig, at jeg og alle mine slægtninge her på marken omkring os er skabt deraf. Vi har ikke alle talens brug - det kommer an på, hvem der er vores ophav.”
”Det forstår jeg ikke,” siger Hans Christian og fortsætter: ”Hvor kommer I fra, og hvorfor er I her så sjældent?”.
”Nu skal du høre,” siger skikkelsen: ”Det forekommer mig, at du ikke ved, at alt hvad du tænker bliver til ånd. Og jeg er en ånd. En stærk ånd. Derfor har jeg fået talegaver. Men jeg må vare mig for at bruge dem, for de fleste tåler ikke at tale med ånder. Og vi må ikke gøre de levende ondt.”
”Du gør mig ikke ondt,” siger drengen: ”Men hvem har skabt jer, hvorfor er I her, og hvorfra vidste du, at jeg gerne ville tale med dig? Hvorfra vidste du, at jeg ikke frygtede din røst?”.
”Vi er skabt af tænkende væsener. De mindste af os er skabt af de mindste dyr og planter. De største er skabt af store dyr og træer. Og de talende blandt os er skabt af mennesker. Elementerne gør os nogle gange synlige her ved forårstide. Men vi er her altid og til evig tid.”
Med disse ord tav skikkelsen og trak sig væk i den vage vind over marken sammen med de andre tågetunger.
Hans Christian ser en lærke flagre lavt, lydløst og søgende på sine flagermusvinger over marken, hvor den finder et sted og får luft under vingerne. Så begynder den at smage på sangen, og til slut stiger den til vejrs på himlen, hvor den forsvinder med sin jubelsang.
Hans Christian er fire år.
Den gamle mand i sengen døser, men mærker et par varme hænder om sin gamle, trætte hånd, der dårligt vil lystre ham længere. Hændernes varme gør ham godt og sender hans tanker på rejse igen. Hans Christian kan mærke tøvejret. Duften af våd sne trænger ind i hans næsebor.
Asketræet bag ved huset sukker og ryster sig, så der falder klare dråber fra de kulknoppede, grå grene i det stille, tågede vejr. Vinteren har været blæsende og hård, og under asken ligger småkviste fra træet spredt som skrifttegn i den våde sne.
Men træet har livet i sig, og det strækker sin krop i martsvejret. Hans Christian ser knopperne vokse og briste, og pludselig ligger han på ryggen og ser op i den forjættende krone af lysende løv, der leger med Solens stråler.
Kronen rækker begærligt ud i alle retninger som enhver med lyst til livet. Hans Christian er henrykt og forestiller sig, at han er et træ. En ask.
Et af de store asketræer nær apotekergården faldt i en storm og ligger nu opskåret og stablet til tørring i sommersolen.
Uden for apotekergården har en særling fra byen sat sig på den store brænde-stabel med sin simple fløjte. Hans Christian står helt stille og iagttager verden omkring sig. Den samme melodistump lyder igen og igen fra særlingens fløjte, for det er den eneste melodi, han kender og elsker, som var den en del af ham selv. Han kalder sig Asmund, og Hans Christian møder ham tit under sine daglige ture i byen, hvor han går ærinder for sin far.
Der sker underlige ting. Det er, som om fløjtens vemodige toner, der gentager sig i en uendelighed med små variationer, griber ind i naturen og fortryller den.
Hans Christian sover dybt og trækker kun vejret ganske sagte. Men han mærker skæret af tidligt forår, og hans tanker er forbundet i et kaotisk virvar. Lyset og duften af den våde sne fremkalder syner af dirrende dråber på mørke grene. Og hele verden spejler sig i dråberne, der tindrer som stjerner og ringer som klokker af den fineste krystal. Der er kulsort mørke og skinnende lys på samme tid.
H.C. Andersen kommer forbi i sin store, mørke frakke. Andersen og Ørsted er uadskillige venner, og folk kalder de to navnebrødre for Lille Hans Christian og Store Hans Christian. Ikke på grund af højden og drøjden, men fordi Ørsted er 28 år ældre end Andersen. Lille Hans Christian har lommerne fulde af historier og fortæller Store Hans Christian, at fornuften i fornuften er det sande, fornuften i viljen er det gode, og fornuften i fantasien er det skønne.
Og Andersen er utrættelig og ustoppelig. ”Kunsten kan alt,” siger Lille Hans Christian, og Ørsted giver ham ret.
”Ånden er i naturen,” siger Store Hans Christian, og Andersen giver ham ret.
De to har så meget til fælles, og de er overbevist om, at alting er besjælet.
Andersen tager en historie op fra inderlommen i sin store og tunge frakke. Det er en ufuldendt fortælling om verden, som den kan tage sig ud i en dråbe grøftevand, når man ser det hele hundrede gange forstørret. Lille Hans Christian har selv set verden således gennem et mikroskop, og det var forunderligt og foruroligende, hvad han så af mærkelige skabninger, som krigedes indbyrdes på liv og død.
”Verden er meget andet end det, vi ser,” siger Andersen og begynder at fabulere over alle de verdener, der må være til, og hvilke dramaer, der mon udspiller sig lige nu i enhver dråbe grøftevand.
Ørsted lytter og tænker, at der må være uendelig meget, vi ikke ved, og at vi må ændre vores opfattelse af Skaberen i takt med den indsigt og viden, vi får om verden. Store Hans Christian er stadig overbevist om, at alting hænger sammen. Men han tænker, at han aldrig vil finde ånden i naturen.
Alligevel forstår de ikke hinanden. Den unge Andersen forbliver et mysterium for den gamle Ørsted og omvendt. Store Hans Christian er en alvorsmand, og han vil have svar på alt. Han vil have formlen på ånd, og det forstår Lille Hans Christian slet ikke. Andersen er ikke en alvorsmand, han er bare begejstret over verden og den ånd, som ingen ende har.
Hans Christian ligger roligt og trækker næsten ikke vejret mere. Han mærker en svag vind. Vinden sender hans tanker på flugt, og tankerne tager form og flyver bort som en hvid skikkelse. Hans Christian har fundet sit svar og tager det med sig i det store rum.