At land og by taler grimt om hinanden er særligt dansk

Mens man i vore nabolande har udjævnet by-land-konflikter, taler jyder og københavnere dårligt om hinanden. Men reelt er kulturelle forskelle i Danmark minimale - morsingboer spiser også sushi, lyder det fra forfatter

Danskerne i hovedstaden og provinsen taler grimt om hinanden. Billederne her er fra henholdsvis Nakskov og København.
Danskerne i hovedstaden og provinsen taler grimt om hinanden. Billederne her er fra henholdsvis Nakskov og København. . Foto: Sophia Juliane Lydolph/Mads Jensen.

Da regeringen i sidste uge bebudede, at 3900 statslige arbejdspladser skal flyttes fra København til 38 andre byer, blussede en konflikt op, som er taget til gennem en årrække: Danskerne i hovedstaden og provinsen taler grimt om hinanden.

Derved adskiller vi os markant fra vore nabolande, som ikke har så stærke by-land-konflikter, konstaterer Lise Lyck, som er økonom, ekstern lektor ved CBS Handelshøjskolen i København og forfatter til bogen ”Udkantsdanmark og sammenhængskraft i Danmark”. Hun har netop for foreningen Danmark på Vippen udarbejdet en analyse af, hvad vores nabolande har gjort for at finde en god regional balance.

”Der er i Danmark en udtalt ringeagt mellem København og det øvrige land, som er gensidig, og som bunder i, at der fra planlæggerside har været et ensidigt fokus på at centralisere alt i hovedstaden,” siger hun.

Lise Lyck nævner konkret, at da Tyskland for 25 år siden blev genforenet, talte de velstående vesttyskere og de knap så privilegerede østtyskere dårligt om hinanden. Men i dag er den nedsættende sprogbrug taget af - især på grund af en målrettet økonomisk satsning fra den tyske stats side på at udvikle områderne i øst. Tilsvarende har man i Sverige, Norge og Storbritannien gennem en bevidst regionalpolitik opnået en mere anerkendende tone mellem storby og provins.

”I Storbritannien er det lykkedes fantastisk godt at indse, at hele landet fungerer bedre, hvis man ikke samler alt i London. Man har indset, at trafikken kan blive så tæt, forureningen så voldsom og lejemålene så dyre, at det eneste fornuftige er at jævne mere ud med det øvrige land. Og selvom udflytning af offentlige arbejdspladser kan gøre nogle kede af det nu og her, har det den effekt, at man ser mindre ned på hinanden,” forklarer Lise Lyck.

Ifølge forfatteren Jens Smærup Sørensen er ringeagten mellem de danske landsdele særligt absurd, fordi den ikke bunder i kulturelle forskelle af betydning. At der skulle være særlig store forskelle på københavnere og jyder er nemlig en myte, som vi bør aflive i stedet for at skælde ud på hinanden, mener han:

”Der har været en dyrkelse af storbymennesket de sidste 20 år, mens sandheden er, at vi alle er storbymennesker. For at fremhæve det moderne storbyliv skabes der forskel til provinsen, selvom de reelle forskelle er minimale. Vi spiser også sushi på Mors.”

Anne Knudsen, antropolog og chefredaktør på Weekendavisen, påpeger, at der i den polariserede danske debat bliver sagt ting om københavnere og omvendt om folk ude på landet, som ingen ville drømme om at sige om farvede eller handicappede mennesker.

”Kulturforskellene i Danmark er bittesmå, men når de alligevel findes, har det noget at gøre med manerer,” siger Anne Knudsen og henviser til forestillingerne om de sindige jyder, lune fynboer og arrogante københavnere:

”Man iscenesætter forskellighed, men i virkeligheden forstår vi hinanden vældig godt, for de fleste af os er gift med en af de andre.”

Men selvom modsætningerne mellem landsdelene er små, er hele nationen plaget af fraværet af en fælles værdinorm, mener Finn Slumstrup, forfatter og medstifter af protestbevægelsen Oprør fra Udkanten.

”Det gode gamle dannelsesbegreb, der skal holde folk sammen, bliver udtyndet af nogle meget ensartede uddannelser. Bag ved det hele er et fælles vi, det folkelige, men det er blevet nivelleret væk, og tilbage er det ego- og kernefamiliefikserede,” siger han.

Finn Slumstrup henviser til, hvordan den tyske fejring af 25-året for genforeningen har været præget af en debat om anstændighed og sammenhæng, og hvordan nordmændene glæder sig, når selv flygtninge deltager aktivt i deres festligheder på nationaldagen 17. maj:

”Hvis ikke et samfund har noget fælles kit, kommer der en uforsonlig tone i debatten.”