Ro og godt lys er vigtigt

Kristeligt Dagblad viser forskellige kendte menneskers arbejdsværelser frem. Kan du gætte hvem dette kontor tilhører?

Hvis arbejdsværelse er dette?
Hvis arbejdsværelse er dette?. Foto: Søren Staal.

Når det gælder min hjemmearbejdsplads, er jeg noget af en nomade. Nogle gange sidder jeg ved mit skrivebord og arbejder. Andre gange i havestuen eller i sofaen i dagligstuen. Men rigtig ofte sidder jeg i lænestolen her i mit bibliotek og bruger puffen som skriveunderlag til min bærbare computer.

Som regel har jeg en masse bøger, aviser og tidsskrifter spredt ud over det hele. Jeg er ikke så god til systematisk at arkivere, men jeg ved altid, hvor mine ting ligger, selvom det kan se rodet ud for andre.

Jeg kan godt lide at være her, fordi her er der udsigt til min have gennem vinduet, og så er her også det rigtige lys. Dagslys og Guds grønne natur er de bedste inspirationskilder og noget, som betyder meget for mig i mine arbejds- og tankeprocesser.

I den kultur- og medieinstitution, hvor jeg er ansat, sidder jeg i fælleskontor, hvor der hver dag er megen trafik og travlhed. Derfor sidder jeg for det meste hjemme, hvis jeg virkelig skal koncentrere mig om for eksempel at skrive en tekst. Det er helt afgørende for mig, at der er ro til at tænke, der hvor jeg skal arbejde. Det er også hjemmefra, at jeg skriver mine klummer til Kristeligt Dagblad.

Jeg sidder her ofte seks- otte timer ad gangen og arbejder. Det kan godt være lidt ensomt af og til, men samtidig synes jeg, at det er et stort privilegium at kunne arbejde herhjemme.

Jeg er meget glad for at sidde i samme rum som mine bøger. Mange af dem er om teologiske og religiøse emner, som optager mig utroligt meget og fylder meget både på det personlige og det arbejdsmæssige plan.


Kan du gætte, hvem arbejdsværelset tilhører? Klik på billedet og få svaret.


bagsiden@k.dk

Arbejdsværelsets beboer er teolog og journalist Iben Thranholm.
Arbejdsværelsets beboer er teolog og journalist Iben Thranholm. Foto: Søren Staal.