Analyser af folketingsvalget den 18. juni 2015 viser, at det var et mistillidsvalg. Nettoforskydningen mellem partierne var den næststørste i hundrede år. Også bruttoforskydningen mellem partierne var stor, 44,38 procent af vælgerne skiftede parti. Kun jordskredsvalget i 1973 har givet større forskydninger.
Der var i år flere blanke stemmer end nogensinde før i fredstid. 0,84 procent af vælgerne stemte blankt som protest. Nogle af dem var skolelærere. Socialdemokraterne, De Radikale og SF fik tilsammen omkring tre fjerdedele af stemmerne fra landets omkring 55.000 skolelærere ved valget i 2011. Folkeskolereformen og et diktat til skolelærerne om at blive på deres skoler, også i deres forberedelsestid, fik næsten alle lærere til skrigende at løbe bort fra de tre partier ved valget i år. Også andre grupper var skuffede over de tre partier.
Valget var katastrofalt for næsten alle partier, som har prøvet at tage regeringsansvar. Socialdemokraterne gik dog med 47 mandater lidt frem, men for De Radikale (otte mandater) og SF (syv mandater) blev valget elendigt. Også De Konservative fik et katastrofevalg med seks mandater. Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, nød langt mindre tillid end før. Hvor han i 2011 havde fået over 56.000 personlige stemmer, måtte han nu nøjes med 33.393. Troværdighedsmålinger både før og efter valget gav ham meget dårlige tal.
Det nye parti, Alternativet, under ledelse af den tidligere radikale Uffe Elbæk, stormede ind med ni mandater på et løfte om en ny politisk kultur og større tillid i politik og forvaltning. Partiets kandidater anstrengte sig bevidst for ikke at sige noget dårligt om andre partier, for vælgerne er trætte af de gamle partiers polemik. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet fik til sammen 41,2 procent af stemmerne. Ingen af disse partier har haft regeringsansvar.
Dansk Folkeparti blev valgets triumfator med en fremgang til 37 mandater. Partiet tog især vælgere fra Venstre, men en del kom også fra Socialdemokraterne. Liberal Alliance fik 13 mandater. Også de tog fra Venstre, men formåede tillige at trække en mindre gruppe tidligere radikale over i den blå blok.
Problemet i en række andre demokratiske stater er, at vælgerne er apatiske og politiske analfabeter. Det er ikke tilfældet i Danmark.
Befolkningen er i almindelighed godt uddannet og aktive i foreninger og organisationer. Problemet er, at de politiske partier har mistet deres folkelige rødder, fordi de gør sig til topstyrede virksomheder, som under deres jagt efter marginal-vælgere og indflydelse fra-støder deres medlemmer og kernevælgere. Som daværende næstkommanderende i SF, Ole Sohn, sagde det i 2010 om, hvordan partiet skulle indrettes:
”Vi skal bevæge os mod en moderne virksomhedsstruktur... Gennem blandt andet disse politiske og organisatoriske ændringer kan vi bedre realisere vores vision om at blive et indflydelsesparti og ikke bare et holdningsparti. Men det kræver, at vi forsøger at lede SF som en moderne virksomhed.”
Forsøget på at lede SF som en virksomhed viste sig ødelæggende for partiet. Partiets folkelige rødder tog skade.
Partierne er dårlige til at forklare deres Christiansborg-taktiske krumspring. Der mangler også faste grundholdninger hos partiernes moderne professionelle ”virksomhedsledere” og karrieremagere. Helle Thorning-Schmidt (S) pralede for et halvt år siden af, at hendes regering havde gjort det sværere for flygtninge at komme til Danmark. Nu da hun bejler til at blive flygtningehøjkommissær, vil hun modtage flere flygtninge.
Karen Hækkerup (S) står nu i spidsen for en normalt Venstre-ledet interesseorganisation, hvor hun professionelt modarbejder det, som den regering, hun tidligere var medlem af, gjorde.
Ikke underligt, at vælgerne mister tillid til politikere.
Partierne må holde op med at se sig som virksomheder og genopfinde sig som folkelige organisationer med ledere, som har prøvet andet end at læse statskundskab.