Så er politikerne færdige med at spørge folket

Ja-siden har tabt valgkampen, som har vist en dyb mistillid i befolkningen til de regeringsbærende partier og i sidste ende til det repræsentative demokrati. Uanset om det bliver et ja eller nej, varer det meget længe, før vi igen får en folkeafstemning om EU-forhold

En mand passerer et udvalg af ja- og nej-plakater i København forud for dagens afstemning om en dansk tilvalgsordning i EU.
En mand passerer et udvalg af ja- og nej-plakater i København forud for dagens afstemning om en dansk tilvalgsordning i EU. . Foto: Christian Lindgren/Scanpix.

I dag bestemmer vælgerne, om Danmark skal aktivere sin tilvalgsordning på det retlige område i EU. Alle partier repræsenteret i Folketinget, som har haft regeringsansvar, og som tilsammen har 62,8 procent af vælgerne bag sig, anbefaler et ja. Det samme gør fagforeninger og industriorganisationer.

Alligevel er meningsmålingerne efterhånden enige om, at det tegner til et nej. De er også enige om, at ja-siden har tabt terræn gennem valgkampen.

Det kan der være mange årsager til - som tidens udbredte politikerlede, strømmene af flygtninge ind over EU's grænser, frygten for at afgive suverænitet til EU og træt-heden over, at man overhovedet skal tage stilling til et så kompliceret spørgsmål.

Gabet mellem ”elitens” og folkets holdning til EU er på ingen måde ny. Både ved Maastricht-afstemningen i 1992 og ved ØMU-afstemningen i 2000 var billedet det samme, og ved begge afstemninger blev det et nej imod folketingsflertallets ønske.

Det kan man betragte som en demokratisk styrke. At vælgerne trods alt får lov til at korrigere de valgte repræsentanter. Men man kan også se det som et nederlag for det repræsentative demokrati. Et flertal tror ikke på de repræsentanter, de selv har valgt, og de har ikke tillid til, at dette flertal i Folketinget kan forvalte afgivelsen af suverænitet til EU.

De sociale medier er de seneste uger flydt over med galde mod EU, mens tilhængerne har virket forsagte eller direkte uengagerede. Valgplakater har nærmest været fraværende i gadebilledet, og det har i det hele taget været en tam valgkamp, der traditionen tro kan ende med en lav valgdeltagelse.

Det rejser en række spørgsmål om det moderne demokratis funktionsevne.

Dette er den ottende folkeafstemning om Danmarks forhold til det europæiske samarbejde siden 1972.

Langt de fleste har været nødvendige efter Grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse i ”nærmere bestemt omfang”, men dagens afstemning kunne være undgået, hvis ja-partierne alene havde bedt om et ja til at forblive i det europæiske politisamarbejde, Europol, når det bliver overstatsligt i 2017. I så fald havde man med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kunnet mønstre det fem sjettedelsflertal i Folketinget, som Grundloven kræver.

Imidlertid har alle ja-partierne bortset fra SF lige siden Edinburgh-aftalen fra 1993 haft et ønske om, at Danmark formelt kom af med de fire EU-forbehold. De blev vedtaget i kølvandet på det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Ønsket blev underkendt første gang ved folkeafstemningen om Den Økonomisk-Monetære Union i 2000.

EU-modstandere mente senere, at vælgerne blev snydt for endnu en folkeafstemning om Lissabon-traktaten fra 2009, men Højesteret afgjorde i 2013, at det ikke var i strid med Grundloven at undlade at holde en folkeafstemning om netop den traktat. Med den dom har politikerne og Justitsministeriets embedsmænd fået meget vide fortolkningsrammer for, hvornår vælgerne skal spørges direkte om at afgive suverænitet.

Med forløbet af den aktuelle valgkamp varer det derfor nok længe, før en regering igen føler trang til at sende et EU-spørgsmål til afgørelse hos vælgerne. Uanset om det bliver et ja eller nej. Så lever man hellere videre med, at Danmark står uden for eurosamarbejdet. Og forbeholdet over for EU's forsvarssamarbejde har næsten ingen praktisk betydning.

Tilbage står det demokratiske problem, at både det direkte og det repræsentative demokrati er blevet svækket. For det direkte demokrati gælder, at med en forventet lav valgdeltagelse kan et mindretal på for eksempel en fjerdedel af alle vælgerne reelt afgøre udfaldet af dagens folkeafstemning.

Det repræsentative demokrati er presset af den generelle mistillid til de folkevalgte. Samt af, at meget få mennesker i dag engagerer sig i partierne og stiller op til valg. Hvortil kommer, at væsentlige dele af magten nu reelt ligger hos embedsstanden.

Så når stemmerne er talt op i aften, venter diskussionen om, hvordan man vil puste nyt liv i demokratiet. Både det direkte og det indirekte.

Den 3. december skal vi stemme JA eller NEJ til, at retsforbeholdet ændres til en tilvalgsordning. Dermed kan regeringen og Folketinget bestemme, hvilke af EU’s retsakter, Danmark skal følge. 

Et JA vil være et ja til i hvert fald 22 EU-retsakter. 

Hvad går de ud på?

Klik på opslagstavlen og læs mere om de 22 retsakter