Samarbejdsregering overvejede dødsstraf til modstandsfolk

I sommeren 1943 overvejede den danske regering alvorligt at indføre dødsstraf for sabotage. Det fremgår ifølge historikeren Joachim Lund af den daværende trafikminister Gunnar Larsens dagbøger, som snart udkommer i bogform

Gunnar Larsen blev i juli 1940 hentet ind fra topledelsen i industrivirksomheden F.L. Smidth til en post som minister for offentlige arbejder i Samlingsregeringen. Ligesom udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius og justitsminister Harald Petersen stod han uden for de politiske partier. Efter Befrielsen 1945 blev han som den eneste minister anklaget for at være værnemager og dømt ved byretten, men senere frikendt ved højesteret. På dette foto fra september 1941 er han ved at tage første spadestik til motorvejen over Lolland til Rødby, da spaden knækker. -
Gunnar Larsen blev i juli 1940 hentet ind fra topledelsen i industrivirksomheden F.L. Smidth til en post som minister for offentlige arbejder i Samlingsregeringen. Ligesom udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius og justitsminister Harald Petersen stod han uden for de politiske partier. Efter Befrielsen 1945 blev han som den eneste minister anklaget for at være værnemager og dømt ved byretten, men senere frikendt ved højesteret. På dette foto fra september 1941 er han ved at tage første spadestik til motorvejen over Lolland til Rødby, da spaden knækker. - .

Såvel Anden Verdenskrig som den tyske besættelse af Danmark er emner, der de seneste 70 år har været genstand for så megen forskning og så mange bogudgivelser, at man kunne tro, at hver sten var vendt. Men at dette langtfra er tilfældet er tydeligt her op til 75-årsdagen for Danmarks besættelse den 9. april og 70-årsdagen for Danmarks befrielse den 5. maj.

En af de bøger, som formentlig vil kunne ændre mange danskeres opfattelse af de fem besættelsesår, er ”Samarbejdets mand”, som bygger på Gunnar Larsens hidtil uudgivne dagbøger. Gunnar Larsen var partiløs trafikminister i den regering, som under ledelse af først Th. Stauning (S), siden Vilhelm Buhl (S) og Erik Scavenius (uden for partierne) førte den såkaldte samarbejdspolitik frem til den 29. august 1943. Ifølge historikeren Joachim Lund, lektor ph.d. ved CBS Handelshøjskolen, som sammen med John T. Lauridsen fra Det Kongelige Bibliotek står bag udgivelsen, viser bogen, hvor store modsætningerne var mellem de folkevalgte politikere og de danskere, som gik til aktiv modstand mod tyskerne.

”Samarbejdets mand” udkommer i begyndelsen af april fra forlaget Historika, og Joachim Lund holder oplæg om bogen i forbindelse med arrangementet ”Historiske Dage” i København i næste weekend.

”Dagbøgerne giver en enestående indsigt i, hvem der sagde hvad hvornår ved de interne møder i regeringen. Mens de officielle mødereferater ofte er ganske kortfattede - måske fordi nogle deltagere havde en interesse i at få udeladt noget, der kunne se slemt ud efter krigens afslutning - så skrev Gunnar Larsen ofte 8-10 siders dagbog med sin egen subjektive skilding af et møde,” siger han.

Dagbogen er altså ingen uafhængig kilde, men klart den mest udførlige kilde til at beskrive, hvad regeringen talte om. Og Joachim Lund peger specifikt på, at den kan bruges som kilde til at afkræfte de påstande, nogle af de folkevalgte kom med efter befrielsen om forholdet til modstandsbevægelsen.

”Dagbøgerne belyser, hvor langt regeringen faktisk var parat til at gå i forhold til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Efter befrielsen forsøgte regeringens medlemmer at tegne et billede af, at regeringen havde prøvet at være et skjold for den danske befolkning mod tyskerne, samtidig med at modstandsbevægelsen var sværdet. Men hos Gunnar Larsen kan vi læse, at mange regeringsmedlemmer talte meget hårdt om modstandsbevægelsen, som man så som nogle ansvarsløse unge mennesker. Og man kan læse, at regeringen nogle måneder før augustoprøret i 1943 alvorligt diskuterede, om man skulle indføre dødsstraf for sabotage, men afstod fra det, fordi man frygtede, at det ville koste opbakning fra befolkningen og dermed vælgerne,” siger Joachim Lund.

Det er ikke fuldstændig nyt, at den danske regering i sommeren 1943 uden at været tvunget til det af tyskerne talte om dødsstraf. Joachim Lund har før brugt dagbøgerne som kilde og gengiver i artiklen ”Mellem fædreland og flæskepriser. Partiet Venstre under besættelsen” fra 2003, at Venstremanden Niels Elgaard havde været fortaler for dødsstraf mod sabotører. Men uden for en snæver kreds af historikere vil det nok overraske, hvor stærk fjendtligheden var blandt ministrene imod modstandsbevægelsen, vurderer Joachim Lund.

Ifølge historikeren Henrik Skov Kristensen, leder af Frøslevlejrens Museum og forfatter til adskillige bøger om Besættelsen, er det meget muligt, at der blev talt om dødsstraf på regeringsmøder, og at folk som Niels Elgaard og Gunnar Larsen har set det som en seriøs mulighed, men han stiller sig tvivlende over for, at en beslutning om at henrette sabotører skulle have været i nærheden af at blive truffet.

”Når man fører dagbog, er ens optegnelser præget af egne synspunkter. Det er muligt, dødsstraf er blevet foreslået, men det kan næppe have fået den store opbakning,” vurderer han og tilføjer:

”Vi kan jo se, at da regeringen den 29. august 1943 blev stillet over for netop kravet om at indføre dødsstraf, nægtede den kategorisk at gøre det. Der var tre kardinalpunkter for den danske regering i forhold til tyskerne: At Danmark skulle bevare sin territoriale integritet, altså at grænsen skulle ligge fast. At der ikke skulle indføres særlove mod folk af en bestemt race, for eksempel jøder. Og at juridisdiktionen skulle være på danske hænder. Da tyskerne ville bryder med disse præmisser, var der ingen tøven hos regeringen, som gik af,” påpeger han.

Joachim Lund betoner, at flertallet i rgeringen i sommeren 1943 var imod dødsstraf, og at den stærke modvilje over for modstandsbevægelsen i regeringen ikke må misforstås derhen, at Erik Scavenius, Gunnar Larsen og de andre ministre holdt med tyskerne. De mente blot, at modstandskampen skadede Danmarks interesser og bragte befolkningen i fare.

Når han og John T. Lauridsen har fået den idé at udgive Gunnar Larsens dagbøger, er det, fordi de for nutidens danskere vil ”ændre billedet af, hvad der foregik”. Han forventer ikke, at dagbogens oplysninger vil få nutidens danskere til at se mere fjendtligt på samarbejdsregeringen:

”Jeg tror tværtimod, effekten kan blive den modsatte. Ved at læse dagbøgerne vil man få underbygget, hvordan regeringen dengang argumenterede for sin politik. Dermed kan vi bedre forstå, hvad det var der drev dem. At samarbejdspolitiken ikke var det glade vanvid, men var særdeles velovervejet.”