Seks kendte danskere: Her er mit håb for det nye år

Her deler seks danskere deres håb for 2016. Øverst fra venstre politiker Jens Rohde, socialrådgiver Hanne Reintoft, skuespiller Henning Jensen. Nederst fra venstre biskop Marianne Christiansen, lektor Mickey Gjerris og højskoleforstander Thue Kjærhus. Foto: Scanpix

Mit håb for 2016 er, at vi fastholder troen på, at tingene altid retter sig, selvom begæret efter krige og konflikt altid er der.
Hanne Reintoft

2015 blev præget af terrortruslen og en historisk flygtningestrøm. Vi har spurgt seks danskere, hvad de knytter deres forhåbninger for det nye år til

Henning Jensen, skuespiller: 

Jeg håber, at Danmark for alvor beslutter sig for at melde sig ind i Europa og tager det fulde ansvar for en fælles union. Ingen har udtrykt det mere præcist end forfatteren Knud Romer, der har betegnet Danmark som Europas Vollsmose. Vi vil gerne have alle goderne, men vi vil for alt i verden ikke yde noget. Jeg håber også, at Danmark igen bliver en reel velfærdsstat, der tager respektfuldt hånd om de svageste.

Det er så nedværdigende, at mennesker med arbejdsskader og psykiske lidelser tvinges til at gå på arbejde med en seng, fordi de skal hvile sig. Og at der i 2016 ikke kommer en eneste afsløring af politikere, der har krænket love og regler.

Desuden håber jeg, at vores personlige grådighed kunne vendes til medmenneskelighed. Og at kunsten får langt mere opmærksomhed og støtte, for kunsten svejser mennesker sammen. 

Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfatter, brevkasseredaktør og tidligere folketingsmedlem:

Jeg er egentlig bange for fremtiden, for jeg synes, krig og ødelæggelse breder sig i hele verden. Men samtidig er det vigtigt, at vi ældre mennesker ikke bare taler mismod. For vi har oplevet mange rædsler, ikke mindst krige og regimer som nazismen, men vi har også oplevet, at tingene ændrer sig igen.

På trods af alt, hvad der skete under Anden Verdenskrig, så fandt vi sammen igen om at genopbygge Europa. Og vi fik bygget et velfærdssamfund, selvom meget så håbløst ud. I disse år er vi så i færd med at nedbryde det samfund igen, men det udelukker jo ikke, at vi kan bygge på ny. Så mit håb for 2016 er, at vi fastholder troen på, at tingene altid retter sig, selvom begæret efter krige og konflikt altid er der.

Jeg vil i hvert fald gerne slutte mine dage med at tro på, at vi aldrig er fortabte. Der er altid en vej frem.

Jens Rohde, medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre:

Jeg håber, at de europæiske lande kommer til den erkendelse, at der ikke er nogen vej uden om fælles løsninger på flygtningeudfordringen. Og så håber jeg, at den danske befolkning bliver mæt af den evige strammer-snak, fordi de godt kan se, at den politik ikke virker. Det har vi set før.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mistede magten første gang, var det et udtryk for, at befolkningen var dødtrætte af stramninger. Jeg bygger mit håb på, at en lang række lande med Tyskland i spidsen nu vil lægge maksimalt pres på for at få løst Europas solidaritetskrise. Jeg bygger også håbet på, at der faktisk ikke er noget alternativ til en fælles løsning.

Jeg tror også, at mange danskere føler, at det er for langt ude, når regeringen foreslår at konfiskere flygtninges smykker. Det er et eksempel på, at vi er kommet for langt ud i det kyniske univers.

Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd:

Jeg håber, vi i 2016 finder ud af, at når vi udviser barmhjertighed over for andre, hjælper vi ikke bare dem, men også os selv. Jeg synes, vores diskussioner om mennesker, der har det svært, ofte kommer til at handle om, at vi skal ofre noget af vores, for at de kan få det bedre.

Det samme gælder vores forhold til klimaforandringerne. Det er, som om vi tror, at det at hjælpe naturen er at skade vores egne interesser, og derfor ender vi med ikke at gøre noget. Men når jeg underviser unge, mærker jeg, at et skifte er i gang. Der hersker en anden vilje end tidligere til at tænke sig ind i et større fællesskab.

Eksempelvis er der en gryende bevidsthed om forskellen på velfærd og velstand og at velfærd er noget, som vi er fælles om. Deleøkonomi, kødfrie mandage og alle de, der hjælper flygtningene, er vidnesbyrd om det. Så mit håb er, at de bevægelser bliver endnu mere tydelige i 2016.

Biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift:

Jeg håber på samtalen mellem mennesker. Det forekommer måske som et naivt og gammeldags håb. Der er brug for at få øje på hinandens menneskelighed på tværs af kulturelle og religiøse skel.

Der er også brug for at få en politisk samtale i vores eget land, hvor vi taler åbent med hinanden om store opgaver som for eksempel flygtningekrisen. Vi skal tale og ikke mindst lytte også til dem, vi er uenige med. Vi skal turde tale åbent om politik med hinanden og ikke kun knalde en masse synspunkter af på Facebook.

Ulempen ved de sociale medier er, at man ikke bliver bevæget af mødet med et andet menneske. Jeg blev decideret opmuntret af klimatopmødet i Paris. Det viste, at selvom det går langsomt, kan samtaler rykke. Jeg knytter også mit håb til alle dem, der mødes og taler sammen i folkekirken. 

Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole:

Danmark er splittet. Man kan ikke længere deltage i en familie- eller vennesammenkomst uden at møde særdeles stærke modsætninger i debatten om ikke mindst flygtninge og Udkantsdanmark. Det skyldes, at vi er blevet så personligt moralske i takt med, at kristendommen har mistet terræn.

Derfor er mit håb, at vi i løbet af 2016 igen begynder at diskutere de vigtigste spørgsmål som et samfundsanliggende og ikke blot et moralsk anliggende. I dag bliver modstand mod at åbne grænserne nærmest identificeret som et karakterbrist, mens den modsatte fløj kaldes naive, og så kommer vi ikke nærmere det egentlige dilemma, nemlig hvor mange flygtninge vi som samfund kan bære at modtage, hvis vi vil fastholde vores kultur.