Velfærdselskende danskere kunne i går ånde lettet op. Efter at Velfærdskommissionen i december foreslog 43 ændringer af det danske velfærdssamfund, hvor vi skulle blive mere effektive fra børnehavebarnet til senioren, blev der i går indgået et moderat velfærdsforlig, der først er fuldt indført i 2022.
– Hele den teatertorden, der har været de sidste tre år om velfærdsreformer, har indstillet mange yngre mennesker på, at reformer var nødvendige og dermed gødet jordbunden, siger professor i statskundskab på Københavns Universitet, Tim Knudsen.
I andre lande har det udløst voldsomme protester og demonstrationer, når man har ændret velfærdsordninger, og senest måtte Frankrig helt opgive at indføre en særlig ungdomskontrakt, fordi rasende studerende gik på gaden.
Også i Danmark gik det galt, nemlig i 1998, da Folketinget med kort varsel ændrede efterlønnen. Fagbevægelsen var rasende, og det var tæt på oprør. Hårdest gik det ud over daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der fik prædikatet "løftebryder" hæftet på sig, og Socialdemokraterne er aldrig rigtigt kommet sig siden. I går udtalte Dansk Metal så om det aktuelle velfærdsforlig, at "det var som at få en julegave i juni" til trods for, at efterlønnen altså bliver forringet.
– Det er helt oplagt, at det oprør, der kom mod Nyrup i 1998, var noget, alle lærte af. Denne gang har man tilsyneladende fået forklaret nødvendigheden af reformer, og der er også en høj grad af oplysning og solidaritet i den danske befolkning. Folk ved godt, at pengene skal komme et sted fra, siger historiker Uffe Østergaard.
Han peger på, at vi i Danmark har tradition for reformer, mens franske skolebørn er opdraget til, at revolutioner er sagen. Desuden mener han ikke, at man kan tale om en reform af velfærdsstaten denne gang, men snarere om en trimning.
Også Tim Knudsen understreger, at der er tale om et moderat indgreb i forhold til de mange stramninger, Velfærdskommissionen og økonomer havde forlangt.
– Det er altid en prekær sag at skulle skære ned, men regeringen og ikke mindst Venstre har fået landet sagen så blødt, som de kunne ønske sig. Det hele kommer til at virke ufarligt, fordi virkningen kun vedrører folk, som ikke er gamle nok endnu til at have fantasi til at forestille sig, hvordan det er at være opbrugt på arbejdsmarkedet, siger Tim Knudsen.
Forstander på KrogerupHøjskole Erik Boel, der også er formand for Den Danske Europabevægelse, mener, at det er styrken ved det danske demokrati, vi ser ved gårsdagens velfærdsforlig.
– Kompromis- og samtalemodellen er en vældig styrke i det danske samfund og omvendt en meget stor svaghed i Frankrig og andre europæiske lande, hvor der går bål og brand i den, og hvor der ikke kan reformeres. Vi har i Danmark forstået at tilpasse vores velfærdssamfund, og de skandinaviske lande er nogle af de mest tilpasningsdygtige i den globale økonomi. Svagheden er, at der lurer en konfliktskyhed, og at uenighederne ikke bliver bragt tydeligt frem. Det gælder nu ikke så meget velfærdsdebatten, men snarere indvandrerspørgsmålet, som der var lagt låg på i mange år, og nu er det så blevet meget voldsomt, siger Erik Boel.
Professor Birte Siim, der blandt andet forsker i demokrati på Aalborg Universitet, mener, at der er grund til at være kritisk over for aftalen og den velfærdsdagsorden, som regeringen har sat, der primært handler om at øge udbuddet af arbejdskraft. Hun peger desuden på, at samtaledemokratiet ikke inkluderer alle.
– Det er middelklassens stemme, og det fungerer vældigt godt for dem, der er med. Men vi hører ikke de psykisk syge, de svage grupper på arbejdsmarkedet og indvandrerne, og det er en svaghed. Jeg er nervøs for sammenhængskraften på sigt. Nogle er stærkere end andre, og nogens problemer bliver taget mere alvorligt end andres. For eksempel har man slet ikke diskuteret skattestop eller beskatning af friværdier, og de studerende undgik helt forringelser, selvom det var bebudet fra regeringens side, siger Birte Siim.