Sangens Hus skal styrke undervisningen i sang

Kulturminister Marianne Jelved (R) indviede i går i Herning det nye musikinitiativ og fortalte om sit forhold til sang

Michael Bojesen – der ved gårsdagens arrangement også fungerede som konferencier – dirigerer her et nyt værk af Helle Hansen, ”Alle har en stemme”. Værket blev opført af Ensemble MidtVest og et 200 mand stort kor bestående af sangaktører fra hele landet, heriblandt Andrea Pellegrini, Sys Bjerre, Lars Mølsted, DR’s Juniorkor, Sønderlandsskolens Børnekor, Postyr Projekt og sangere fra SyngDanmark. –
Michael Bojesen – der ved gårsdagens arrangement også fungerede som konferencier – dirigerer her et nyt værk af Helle Hansen, ”Alle har en stemme”. Værket blev opført af Ensemble MidtVest og et 200 mand stort kor bestående af sangaktører fra hele landet, heriblandt Andrea Pellegrini, Sys Bjerre, Lars Mølsted, DR’s Juniorkor, Sønderlandsskolens Børnekor, Postyr Projekt og sangere fra SyngDanmark. –. Foto: Peter Skjold Petersen.

Kan ikke forestå kirkesang står der på kulturminister Marianne Jelveds (R) eksamensbevis som lærer. Men alligevel elsker hun sang og har et nært forhold til Højskolesangbogen og salmebogen.

Det fortalte ministeren i går, da hun indviede Sangens Hus på kunstmuseet Heart i Herning, og dermed gav hun sangundervisningen i Danmark et kraftigt skub fremad.

Kulturministeren har besluttet at yde en million kroner i tilskud til etableringen af Sangens Hus, og det er hensigten, at tilskuddet følges op af yderligere tilskud på to millioner kroner årligt i de fire følgende år.

Idéen til Sangens Hus kommer fra lederen af Den Jyske Sangskole i Herning, Mads Bille, som vil gøre sangen til en del af alle danske børns hverdag.

Som Marianne Jelved udtrykte det, er Sangens Hus ikke bygget af mursten, men af en idé om at give sangen bedre vilkår. Under Sangens Hus oprettes der regionale sangkraftcentre, og dem er der allerede 10 af spredt over hele landet.

LÆS OGSÅ:
Kongelig balletskole åbner tre nye talentcentre

Vores første opgave bliver udvikling af sangmiljøer herhjemme, så vi kan få synergi mellem mere elitært arbejdende sangmiljøer og den brede folkelige sang. Det er det, vi kalder sangkraftcentre, forklarer Mads Bille, der også er kunstnerisk leder og talsperson for Sangens Hus.

Han mener ikke, at X Factor alene kan give børnene en varig interesse for sang.

Den store, store forskel er, at Sangens Hus har fokus på at skabe nogle miljøer, som er båret af proces, mens X Factor og lignende talentprogrammer udelukkende er optaget af resultat, siger Mads Bille.

Men hvis man skal skabe en varig interesse hos børn, gør man det ikke udelukkende gennem events, så skal børnene lære sangen og deres egen stemme at kende på samme strukturerede måde, som man gør, når man for eksempel lærer at læse eller skrive. Vi skal give dem sangen, så den bliver en del af deres liv og ikke bare en event, der passerer hen over himlen, siger han.

I sin tale sagde Marianne Jelved:

De 10 sangkraftcentre rundt om i landet er et rygstød til musiklærere, undervisere og ildsjæle.

Samtidig efterlyste hun undervisning i den gamle sangskat, som hun selv er vokset op med.

Det er den, der fortæller danmarkshistorie og beretter om årstidernes gang. I øvrigt erklærede hun sig enig med Mads Bille på et væsentligt punkt.

Jeg tror, at alle kan lære at synge, sagde hun.

Mads Bille sagde det mere poetisk:

Alle har en stemme, men den ligger som en perle i en østers og skal tages frem og poleres, før den kan skinne.

I indvielsen deltog der over 200 sangere i vidt forskellig alder og på mange forskellige uddannelsestrin. Yderpunkterne blev leveret af førskolebørn fra Sønderlandsskolen i Holstebro og det superprofessionelle Ensemble Midt Vest, der optrådte sammen med kongelig operasangerinde Andrea Pellegrini.