Seks elever: Derfor valgte vi en fri fagskole

Jævnt fordelt over hele landet ligger der et dusin frie fagskoler. Vi har spurgt elever på seks af skolerne, hvordan deres fremtidsdrømme ser ud

Maria, Michael, Ella, Line, Xenia og Astrid går alle på en fri fagskole. Hør hvorfor her.
Maria, Michael, Ella, Line, Xenia og Astrid går alle på en fri fagskole. Hør hvorfor her. .


Maria kokkererer sig mod en erhvervsuddannelse

18-årige Maria Kodal fra Esbjerg har været elev på Struerskolens køkkenlinje siden slutningen af juli. Her skal hun tilbringe et år for at blive klar til en erhvervsuddannelse.

Hvorfor har du valgt at gå på Struerskolen?

”Jeg har gået på to ordblinde-efterskoler, inden jeg startede her, men jeg følte mig ikke klar til at tage en uddannelse endnu. Min mor har været på husholdningsskole, så min far spurgte, om det kunne være interessant for mig. Da vi var ude at besøge Struerskolen, følte jeg mig med det samme godt tilpas.”

Hvad vil du efter opholdet? 

”Jeg vil gerne på teknisk skole bagefter. Jeg håber at blive kok, bager, konditor eller noget i den stil. I de tre år, jeg har været på efterskole, kunne jeg rigtig godt lide at stå i et køkken. Der følte jeg mig hjemme.”

Hvordan har din skolegang været?

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg er ordblind, så folkeskolen har ikke været så rar. Det var svært for mig, fordi lærerne ikke tog sig tid til mig, som de har gjort på efterskolerne, og som de gør her. Men jeg er nu blevet hjulpet så meget, at jeg næsten kan læse og skrive selv nu. Ellers har jeg min computer som hjælpemiddel. Når jeg skal skrive stile, kan den kan læse op for mig og komme med ordforslag.”

Michael varmer op til at blive elektriker

19-årige Michael Andersen fra Møn har siden august gået på Vordingborgskolen. Her forsøger han at få forbedret sine kundskaber i dansk og matematik, så han kan klare sig på en erhvervsuddannelse. Han har på den frie fagskole fået karakteren 02 ved folkeskolens afgangsprøve i de to fag som enkeltfag, og han har han valgt håndværkslinjen.

Hvorfor har du valgt at gå på Vordingborgskolen?

”Jeg er på Vordingborgskolen for at bygge videre på mine færdigheder. Hvis jeg skal videre i uddannelse, skal jeg lære noget mere dansk og matematik. Og så er det en rigtig god skole, som ligger et godt sted. Det er trygge omgivelser, og lærerne ser en som en ligemand. Det er rart, at vi bliver behandlet som voksne.”

Foto: Henrik Barnewitz.

Hvad vil du gerne efter opholdet? 

”Jeg kunne godt tænke mig at komme ind på CELF, Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland-Falster, som ligger i Nykøbing Falster. Min plan er at uddanne mig til elektriker og senere arbejde med at køre rundt og lave strøm i private hjem.”

Hvordan har din skolegang været?

”Min skolegang har sådan set været fin nok, selvom især danskfaget har været en udfordring for mig. Det prøver jeg at gøre noget ved nu.”

Ella vil have sit eget tøjmærke

20-årige Ella Mannov fra København går på designlinjen på Textilskolen i Holte nord for København. Denne frie fagskole profilerer sig som forberedende designskole, men har også 10. klasse-elever.

Hvorfor har du valgt at gå på Textilskolen?

”Fordi jeg gerne vil forbedre mig inden for design og blive i stand til at komme ind på en videregående designuddannelse. Jeg valgte stedet her, fordi jeg havde hørt meget godt om det, og det virkede meget professionelt. Og så har skolen en god kvote af elever, der efterfølgende kommer ind på en uddannelse.”

Foto: Privatfoto.

Hvad vil du gerne efter opholdet?

”Jeg håber på enten Kunstakademiets Designskole i København eller Designskolen i Kolding. jeg har også kig på en designskole i Holland eller andre steder i Europa. Jeg håber, jeg en dag får mit eget tøjmærke. Det kunne også være spændende at have min egen forretning. Ellers vil jeg gerne ansættes som designer i et tøjfirma.”

Hvordan har din skolegang været?
 
”Jeg har gået i grundskole og gymnasiet på Sankt Annæ Skole i København, og indimellem var jeg på efterskole i Oure på Fyn. Oprindelig drømte jeg om at uddannede mig inden for skuespil og musik, men det gik op for mig, at jeg bedre kunne udtrykke mig visuelt end musisk.” 

Line styrker sine sociale sider

17-årige Line Skammelsen Nielsen fra Gandrup nær Aalborg har siden august 2014 gået på Linieskolen - Hadsten Fri Fagskole. Hun har valgt at dygtiggøre sig på skolens social-, omsorgs- og pædagogiklinje i to år.

Foto: Privatfoto.

Hvorfor har du valgt at gå på Linieskolen?

”Jeg havde lyst til at prøve noget andet end at gå i den lokale skole derhjemme og havde overvejet efterskole. Men jeg synes, denne skole var et godt sted at gå for at blive klar til en uddannelse. Hvis jeg har vanskeligheder, hjælper lærerne og de andre elever mig. Jeg har det ikke altid så godt med at være social.”

Hvad vil du gerne efter opholdet?

”Jeg regner med at begynde på en sosu-skole til næste skoleår. Jeg vil gå efter social- og sundhedshjælperuddannelsen og forhåbentlig også social- og sundhedsassistent-uddannelsen. Så kan jeg altid overveje, om jeg vil læse videre.”

Hvordan har din skolegang været?
 
”Den folkeskole, jeg gik på, var ikke et sted, jeg gerne ville være. Jeg syntes, der var alt for mange mennesker og ingen, jeg kunne snakke med. Det er lettere her. Når man bor sammen på skolen, bliver man knyttet sammen. Man lærer både hinandens gode og dårlige sider at kende.”

Xenia trængte til en kunstpause

Foto: Feldballe Film og TV

16-årige Xenia Søllingvraa har siden august gået i 10. klasse på Odense Fagskole, hvor hun kombinerer fagene kunst og grafisk design. Hun går på en skole med en meget bred elevsammensætning.

Hvorfor har du valgt at gå på Odense Fagskole?

”Jeg bor i Odense og var begyndt at overveje, hvad jeg skulle efter 9. klasse. Gymnasiet lå udenfor, hvad jeg gerne ville, for jeg trængte til at komme et sted, hvor jeg kan bruge mine kunstneriske sider. Jeg var nok nået til at være ret skoletræt, så da jeg hørte, man kunne vælge kunst på Odense Fagskole, tænkte jeg, at det var noget for mig.”

Hvad vil du gerne efter opholdet?

”Jeg har en drøm om at blive kunstner. Hvis jeg ikke kommer til at kunne leve af det, tænker jeg, at jeg for eksempel kan komme på designskole eller kan blande kunst med pædagogik og psykologi. Der er en masse områder, hvor man kan formidle eller bruge kunst.”

Hvordan har din skolegang været?
 
”Jeg har gået ni år på en privatskole, hvor der var et ret høj bogligt ambitionsniveau, så rent fagligt har jeg ingen problemer, hvor jeg er nu. Der er nogle, som har gået 10. klasse om et par gange, og der er en meget bred elevgruppe, så det gælder virkelig om at kunne være rummelig. Men jeg synes, lærerne er gode til at få både det faglige og det sociale til at fungere.” 

Astrid drømmer om at passe dyr

Foto: Tronsøskolen

16-årige Astrid Weisbrod fra Haslev på Sjælland går i 10. klasse på den frie fagskole Tronsøskolen i Grindsted i Midtjylland. Hun går på ridelinjen og har derfor sin hest, Ratos, med på skolen.

Hvorfor har du valgt at gå på Tronsøskolen?

”På grund af ridelinjen. Jeg havde læst god omtale af skolen, og den har levet op til mine forventninger. Lærerne er gode til at være opmærksomme på den enkelte elev. Ud over staldtiden har jeg almindelige skolefag, og meget af tiden er vi delt i mindre hold, så vi kan være mere på niveau med hinanden.”

Hvad vil du gerne efter opholdet?

”Jeg går på det, der hedder PTE, parat til erhvervsuddannelse. Efter 10. klasse vil jeg gerne uddannes til dyrepasser på Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde. Jeg har planer om at arbejde i en zoologisk have eller et oceanarium som Kattegatcentret i Grenaa.”

Hvordan har din skolegang været? 

”Jeg har gået i folkeskole til og med 8. klasse, så tog jeg 9. klasse på en efterskole på Lolland på grund af hestelinjen. Men den skole levede ikke op til mine forventninger, så derfor kom jeg hertil. Her er der mere støtte til den enkelte, både fagligt og socialt. Hvis der er noget i skolen, man ikke er helt vild god til, så er det i orden, så hjælper de bare.”