Far til dreng med Asperger: Min søn bliver nedgjort dagligt

Tommy Rasmussen frustreres over den daglige nedgørelse, som hans søn oplever i skolesystemet såvel som i det offentlige rum. Foto: Arkivfoto/Nima Stock

Hvorfor hersker der i vores samfund en så stor nedladenhed overfor folk med autisme?, spørger en bekymret far

For nogle dage siden på vej hjem i toget sad min søn, Silas, og overhørte to unge, en mand og en kvinde, more sig, mens de på den unge mands mobiltelefon overværede, hvordan han smadrede en autist!

Silas, der har Asperger Syndrom, var dybt rystet. Jævnligt ser han på nettet latterliggørelse og nedgørelse af autister. Han oplever på skolen, at ordet autist er blevet almindeligt som nedgørende ord, og det samme har jeg fra en god ven, som - senere til sin fortrydelse - på sin arbejdsplads selv har benyttet lignende ord.

Min søn har det meget svært med disse daglige udfald, og derfor må vi spørge, hvor empatien er blevet af blandt os mennesker? Er vi på vej til et samfund hvor had, nedgørelse, og selv det at foranstalte og more sig over andres lidelse, er blevet en almindelig adfærd?