Egentlig ville Per Øhrgaard helst være dem foruden, de danske folkeafstemninger om EU. Ikke af frygt for at finde sig på tabernes hold, men fordi de på én gang forstærker og er udtryk for en falsk adskillelse mellem Europa-politik og dansk politik.
”Vi har siden Anden Verdenskrig ikke set os selv som en fuldbyrdet del af Europa, og vi taler jo stadig gerne om 'nede i Bruxelles'. Og det bidrager folkeafstemningerne til, fordi vi kun taler om EU og Europa, når der er optræk til en folkeafstemning. Det har gjort det meget svært for den offentlige debat at begribe, at vi altså er med,” fortæller han.
”Samtidig er folkeafstemninger problematiske, fordi man kun kan sige ja eller nej. I de fleste politiske spørgsmål har folk jo ikke et radikalt ja- eller nej-standpunkt. Man ligger typisk et eller andet sted tæt på midten, og det kan man handle af i det almindelige politiske liv med forskellige kompromisser, men i en folkeafstemning skal man ud i hvert sit ringhjørne og så mødes som boksere og slås.”
Kristeligt Dagblad har sat professor emeritus, dr.phil. Per Øhrgaard - som ud over sin forskning i tysk litteratur og bøger om Tyskland og Europa er kendt som oversætter af Günter Grass og Hans Magnus Enzensbergers forfatterskaber - i stævne før den står på stemmeboks, blå forhæng og afkrydsning på torsdag. Folkeafstemningen - denne gang om en delvis ophævelse af retsforbeholdet - bliver den ottende i rækken siden 63,4 procent af vælgerne sagde ja til dansk medlemskab af EF den 2. oktober 1972.
Dengang var Øhrgaard i slutningen af tyverne, i begyndelsen af sin akademiske karriere - og nej-siger.
”Dengang havde jeg gerne set et samlet Norden forhandle med EF om en fælles optagelse, fordi vi så kunne have præget EF mere, end hvis vi blev optaget for os selv. Derfor stemte jeg nej. Men allerede dagen efter sagde jeg til mig selv, at det her var en meget klar afgørelse. Det nordiske løb var kørt, og det nyttede ikke at blive hængende i modstanden.”
Siden har Øhrgaard været ja-mand. Ikke en ukritisk sådan, men ud fra en grundlæggende accept af, at EF og senere EU ”er den bane, vi spiller på,” som han siger.
”Den forestilling, Dansk Folkeparti render rundt med - og efterhånden også Venstre - at vi kan begynde at koble os ud af det, er fuldkommen urealistisk.”
Men den europæiske bane er i dag en noget hullet grønsvær, og spillerne langt fra enige om reglerne. Enkelte som Storbritannien står endda med den ene fod på vej i omklædningsrummet. EU er i krise som aldrig før. Den græske gældskrise såede splid mellem rige lande i nord og de gældsplagede lande i syd. Og senest modsatte især de østeuropæiske EU-lande sig den fordelingsnøgle af de syriske flygtninge, som Tyskland foreslog og til sidst gennemtvang.
Særligt flygtningekrisen har fået politikere og intellektuelle til at spørge, om den fælles identitet, som unions-projektet forudsætter, overhovedet er der længere. Forbundskansler Angela Merkel advarede om, at en udebleven løsning på flygtningeproblemet ville skabe et andet Europa end det, ”vi håbede på”, mens den italienske filosof og forfatter Umberto Eco formulerede det som et dilemma: ”Europa kan ikke tackle det voldsomme indvandringspres, men vi mister det, vi kan lide ved Europa, hvis vi holder folk ude.”
I Øhrgaards analyse handler det ultimativt om, at krigs- og sammenbruds-erfaringerne fra Anden Verdenskrig ikke står så stærkt i bevidstheden længere. Og dermed heller ikke den fælles fordring om fred gennem samarbejde.
”Det er det, der skaber EU's krise i dag. Fredsprojektet har svært ved at samle de europæiske lande. Tilbage står så det økonomiske samarbejde, og det anser jeg for at være helt uholdbart. Simpelthen fordi det ikke er nok,” analyserer Øhrgaard.
”EF var oprindeligt også et forsøg på at tøjle kapitalismen, og nu er det blevet et forsøg på at fremme den. Og det får du ikke nogen europæisk identitet af. Det projekt er der ikke nok, der vil føle medejerskab af, fordi det mangler resten, den kulturelle og åndelige del, af menneskelivet.”
Samtidig vender han sig imod initiativer, som den tidligere formand for Europa-Kommissionen José Manuel Barroso iværksatte i 2013, hvor man med ”A New Narrative for Europe” forsøgte at definere en europæisk fælles identitet.
”Man kan ikke diktere kultur oppefra og ned. I det hele taget bør man holde op med at forsøge at definere en fælles identitet. Man bør i stedet udpege nogle fælles opgaver, og hvis man kan blive enig om at løse dem, så opstår der sådan noget som en fælles identitet ud af det.”
Det er også kernen i Øhr-gaards forhold til netop flygtningekrisen - at se det som en opgave, der skal løses.
”Der er forskel på at sige som Merkel: Lad os nu tænke ud fra en løsning på problemet, og så danske og østeuropæiske politikere, der kun taler problemet højere op ved at begynde med at sige, at det kan vi sikkert ikke klare. Det er uetisk.”
Hvorfor?
”Fordi det jo ikke er os, der har et problem. Det er flygtningene. Det er dem, der er nødsaget til at flygte fra hus og hjem. Den måde, vi taler om det her i Danmark, er så vederstyggelig. Den kom særligt til udtryk i kølvandet på terror-attentatet i Paris. Mens de tyske politikere med det samme advarede om ikke at blande terrorisme sammen med flygtningene, dukkede netop den sammenblanding omgående op i den danske debat.”
Ros og opbakning til Merkels ageren under flygtningekrisen. Men når det kommer til reaktionen på gældskrisen i Sydeuropa, er tonen anderledes kritisk. Her er Øhrgaard på linje med den tyske filosof Jürgen Habermas og hans kollega, sociologen Ulrich Beck, der døde tidligere i år, og som noget af det sidste udgav pamfletten ”Det tyske Europa”, der gik skarpt i rette med Merkel og den tyske regering for at kaste vrag på arv og gæld fra Anden Verdenskrig og udnytte sin økonomiske styrke til at gennemtvinge sin finanspolitiske vilje på resten af kontinentet.
”Jamen, det vi ser nu, er et tysk Europa. Og det kan få EU til at falde fra hinanden, for et sådant tysk lederskab som det, man har påtvunget Grækenland, vil de andre europæiske lande på langt sigt ikke finde sig i. Modstanden over for det tyske forslag om en fordeling af flygtningene er også en gengældelsesaktion over for finansminister Wolfgang Schäubles optræden under gældskrisen.”
Hvad skulle tyskerne ellers have gjort?
”Man skulle have sagt: 'I får hjælp, men så skal I også“' i stedet for: 'I har værsgo at“ og så kan det være, at vi vil hjælpe'. Vi skal heller ikke glemme, at alle hele tiden har vidst, at den var gal i Grækenland, men så længe banker og eksportindustri tjente penge på det, gjorde det ikke noget. Det utålelige ved tyskerne i denne situation er ikke deres lederskab i sig selv, men deres moralisme. Grækerne skal selvfølgelig lave en masse reformer, og det ved de græske politikere også godt. Men det nytter ikke noget, når tyskerne optræder som opdragere, der først vil tjekke efter, om grækerne nu også gør det ordentligt, før de kan få hjælp.”
Men hvorfor er det forkert?
”Alle ved jo godt, at Tyskland er det stærkeste land i Europa, og en eller anden form for lederskab må landet påtage sig. Men det, at man er den stærkeste, er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man også er den bedste eller den klogeste. Man er den stærkeste, fordi man har 80 millioner indbyggere og en lang industriel tradition. Den besindelse havde tyske toppolitikere som Konrad Adenauer og nyligt afdøde Helmut Schmidt. Det var netop Schmidt, der sagde, at hvis vi skal have samlet Europa for alvor, skal Frankrig tage teten, for hvis tyskerne gør det, vil det provokere for stor modstand.”
Det er netop Schmidts visdom, Øhrgaard fæstner lid og optimisme til.
”Vi kan håbe på, at den fransk-tyske akse kan blive forstærket som en reaktion på kriserne i EU. Det er faktisk mere afgørende end Tysklands rolle, for Frankrig er hængslet mellem nord og syd. Men det kræver tyske indrømmelser på den økonomiske politik, så Frankrig ikke stilles i en umulig valgsituation,” siger Øhrgaard. Og der følger straks en advarsel.
”Enten skal EU tage skridtet fremad mod en egentlig statsdannelse, eller også vil man se en stille og rolig opløsning. Selvfølgelig er der ting, som er vedtaget, som vil blive ved med at eksistere, men se bare på Dublin-forordningen - det kan alt sammen suspenderes. Og sker det, er vi for alvor prisgivet den globale kapitalisme, som er en meget større udfordring for vores velfærdsstat end alle mulige flygtninge. Det er globaliseringen, der skaber en konkurrence om de laveste skatter, de dårligste arbejdsforhold og så videre. Det værst tænkelige scenario er, at den voksende sociale ulighed både inden for og mellem de europæiske lande ender med at føre til social uro. Det bliver måske ikke i min levetid, men jeg er bange for, at mine børn og børnebørn kan opleve det.”
Og dermed er vi tilbage ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december. For hvis EU-projektet er i ramponeret stand, og fremtiden mildest talt er gråmeleret, hvorfor så stemme ja?
”Jamen, jeg kunne også næsten være fristet til at stemme nej, så nationen én gang for alle kunne blive stillet over for spørgsmålet: Vil vi være med eller ej? Det fedtspil, man laver nu, stinker langt væk. Prøv at se på ja-kampagnerne. Vi bliver opfordret til at stemme ja, for at vi stadigvæk kan holde os ude af en masse ting, for eksempel en fælles asylpolitik. Selv ja-kampagnen er i virkeligheden en nej-kampagne, måske med undtagelse af SF og til dels De Radikale. Hvad er det for en tro på EU?”.
Men der er en stor tvivl, som du også selv giver udtryk for, om EU-projektet er på vej hen i noget bæredygtigt eller ej - igen, hvorfor skulle man dog så stemme ja?
”Jamen, der vil jeg sige som George Bernard Shaw, da han som 90-årig blev spurgt, om det ikke var frygteligt at blive så gammel - tænk på alternativet.”