Arzrouni: Selvfølgelig kan man tjene penge på socialt samvær

Der er ikke noget galt med at tage penge for at drikke kaffe og sludre med ældre, sådan som en tidligere hjemmehjælper er begyndt at gøre, mener Christopher Arzrouni, medlem af Det Etiske Råd

Det er bestemt rart, at mange har lyst til at se hinanden, uden at der er penge involveret. Men hvad skulle der være galt i at få opmærksomhed til gengæld for penge, spørger Christopher Arzrouni
Det er bestemt rart, at mange har lyst til at se hinanden, uden at der er penge involveret. Men hvad skulle der være galt i at få opmærksomhed til gengæld for penge, spørger Christopher Arzrouni.

Den tidligere hjemmehjælper Mette Zielke har taget et initiativ. Hun tilbyder mod betaling, at ældre kan få lidt ekstra omsorg i tilværelsen. 
 
Kristeligt Dagblad præsenterer historien den 2. februar under overskriften: ”Socialt samvær til salg skaber etisk debat”. Og lederskribenten erklærer, at det ikke er ”gavnligt fra en samfundmæssig og eksistentiel vinkel, at sociale relationer prissættes”.

Hvorfor dog ikke? Skal hjemmehjælpere have nedsat deres løn, hvis de kommer til at bruge tid på sociale relationer med de ældre, og dermed på andet end rengøring og vask i de ældres hjem?

Bare fordi sociale relationer ikke skal prissættes? Det må jo være den logiske følge af Kristeligt Dagblads holdning.

Tid til samvær er netop en af de ting, som de ældre efterspørger fra den kommunale hjemmehjælp. Men nej, hjemmehjælperne er ikke sendt ud for at hygge, siger de moderne politikere.

Derfor skal hjemmehjælperne i vore dage udelukkende stå for rengøring og vask.

Det ved jeg, at hjemmehjælperne selv er kede af. Men tid er penge. Og derfor er der ikke løntimer til kaffeslabarads. Det har ikke været en etisk overvejelse, men en kommunaløkonomisk.

Nu har Mette Zielke fået den ide, at der måske var nogen, der ville betale for den type ydelser, som kommunerne ikke længere lader deres hjemmehjælpere levere. Engang betalte kommunerne for, at der var tid til at snakke med fru Jensen.

Det er for længst slut, og så kunne det måske være, at andre ville betale. De ældre selv, eller måske deres pårørende?

Det interessante spørgsmål er ikke ydelsens etiske status. Det er såmænd bare, hvem der betaler for den. Hvorfor skulle betalt socialt samvær være mere etisk, når det er skatteyderne, der betaler regningen via kommunekassen?

Og hvorfor skulle betalt socialt samvær dog være mindre etisk, hvis jeg køber et par timer fra Mette Zielke til min gamle bedstemor?

Det er bestemt rart, at mange har lyst til at se hinanden, uden at der er penge involveret. Men hvad skulle der være galt i at få opmærksomhed til gengæld for penge?

Det lever mange psykologer for eksempel af. Det er noget værre pjat at gøre betalte sociale relationer til et problem. I den udstrækning, der overhovedet måtte blive et marked for mere af den slags, er det bestemt ikke uetisk.

Men diskussionen siger noget om den gamle overtro, at penge mellem mennesker skulle være ondskaben selv.

Det må være på tide at se lidt afslappet på den sag. Hvad skulle vi dog gøre uden penge, uden købekraft? Jeg får ikke mit brød i kraft af bagernes godgørenhed, skrev den gamle økonom Adam Smith.

Havde han levet i dag, kunne han have tilføjet: Og fru Jensen får ikke sin hjemmehjælp i kraft af hjemmehjælperens godgørenhed.

Hvis man stikker sig selv den slags blår i øjnene, har det kun en eneste konsekvens, nemlig at offentlig aktivitet i sig selv bliver set som godgørende, hvor privat aktivitet derimod bliver set som skadelig.

Der er også penge forbundet med de offentlige aktiviteter, oven i købet tvangsopkrævne.

Det må da – om noget – være et langt større etisk problem, end om man af egen drift køber et par timers samvær.

I stedet for at se på penge som et etisk problem, bør man se på dem som ”opsparede minutter”.

Engang arbejde man hårdt og fik løn. Arbejdstiden blev byttet for penge, til senere brug. I alderdommen foretager man den modsatte øvelse: man bytter penge for tid. 

Og hvor må det være rart - og etisk tilfredsstillende - når man ikke skal stå med hatten i hånden og tigge kommunen om lidt opmærksomhed til gengæld for de mange af ens skattekroner, der for længst er formøblet.

Christopher Arzrouni er cand scient pol, medlem af Det Etiske Råd og debatredaktør på Børsen