Artiklen blev bragt første gang i 2015 og bringes igen i forbindelse med DR-dokumentaren "Døde pigers dagbog", der har premiere 17. februar 2020.
Afrevne hovedhår. Et brændemærke på undersiden af en arm. Fem friske snitsår på et blottet inderlår.
Billeder af selvskade er voldsomme og svære at se på. Alligevel bliver de delt i tusindvis på nettet af især piger og unge kvinder, der finder inspiration og en form for fællesskab i billeder og fortællinger om at skære, bide og ridse i sig selv.
Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet, hvordan selvskadende adfærd, ifølge flere psykologer, på bare få årtier har udviklet sig til en form for psykisk masselidelse, som især rammer sårbare unge kvinder og piger, der finder lindring for deres psykiske smerte ved at påføre sig selv fysiske skader.
Den selvskadende adfærd har netop udviklet sig eksplosivt, fordi fænomenet er blevet udbredt via nettet og i særlig grad sociale medier, mener de.
”Selvom det kun er et fåtal af selvskadere, der tager billeder af deres egne skader og deler dem på nettet, så fungerer deres billeder, fortællinger og anvisninger som inspiration for andre, der også deler, liker og videreformidler dem. Det betyder, at adfærden bliver mere mainstream, og at det føles mindre grænseoverskridende og mere legalt selv at prøve det af, og så spreder det sig,” siger Lotte Rubæk psykolog ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg i København og forfatter til bogen ”Selvskadens psykologi”.
Nogle af de mest populære selvskade-profiler har flere tusinde følgere. De går under navne som: ”Diary.of.a.lost.soul”, (En fortabt sjæls dagbog) og ”Xcutting_queenX” (skære-dronningen), og flere af dem fungerer som digitale netværk, hvor brugerne udveksler erfaringer og anvisninger på, hvordan de påfører sig skader, hvilke redskaber de bruger, og hvordan de skjuler ar, sår og mærker.
I 2012 forsøgte ”Tumblr” og ”Instagram”, to sociale billed-delings-medier, at stoppe udbredelsen ved at indføre forbud mod sider og profiler, der ”glorificerer selvskadende adfærd som cutting, spiseforstyrrelser og selvmord”, men mange af profilerne lever ufortrødent videre - nu bare under nye navne, ligesom nye profiler er kommet til siden.
”Det er reelt set umuligt at følge med udviklingen på internettet og slå ned på de sider, og jeg er heller ikke sikker på, at et forbud er vejen frem,” siger Sabine Elm Klinker, sociolog og leder af ViOSS - Videnscenter for spiseforstyrrelser og selvskade. Hun peger samtidig på, at der blandt de mange profiler, blogs og hjemmesider også findes adskillige, der fungerer som selvhjælpsgrupper for de unge og støtter dem i at trappe ned, søge hjælp og helt stoppe deres adfærd.
”Den selvskadende adfærd har rod i noget dybere og mere grundlæggende. Den er udtryk for en smerte hos et voksende antal unge, der føler sig pressede, utilstrækkelige og afmægtige. Deres smerte har så fået et udtryk i form af selvskadende adfærd, og den adfærd er uden tvivl blevet hurtigere og bredere udbredt via de sociale medier, men vi løser desværre ikke problemet ved at forbyde aktiviteterne på nettet,” siger hun.
Det samme mener generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade Steen Andersen.
”Jeg så selvfølgelig gerne, at man blev mere omhyggelig med at sortere i de her sider, ligesom man sorterer i andet indhold, der findes upassende eller skadeligt på sociale medier, men det er samtidig afgørende, at vi bliver langt bedre til tidlig opsporing og behandling af de problematikker, som desværre er i voldsom vækst,” siger han.
Psykolog Lotte Rubæk understreger, at det langt fra er alle unge, der vil blive påvirket og ansporet til selv at udvikle en egentlig selvskadende adfærd, men at unge, der er sårbare og i forvejen har svært ved at regulere og give udtryk for deres følelser, bliver yderligere udsatte, når adfærden eksponeres på nettet.
”Problemet med selvskade er, at det giver en umiddelbar og effektiv lindring fra psykisk smerte. Det er et hurtigt fix, som desværre er meget vanedannende. Delingen af billeder og fortællinger på nettet betyder, at flere prøver det af, og at dem, der oplever, at det virker, kan få sværere ved at bryde med mønsteret igen,” siger hun.