Selvskadende adfærd var for bare få årtier siden et stort set ukendt fænomen.
I dag ved de fleste, at betegnelsen dækker over unge, der skærer, bider og ridser i sig selv i et forsøg på at dulme og aflede følelser af afmagt og ulykke med fysisk smerte.
Antallet af især piger og unge kvinder, der påfører sig selv smerte og skade med vilje, er nu så stort, at det ikke længere kan ses som et individuelt fænomen, men som en kulturelt betinget sygdom på linje med 1800-tallets hysterikere, 1950'ernes nervesvækkede husmødre og fremkomsten af nye former for spiseforstyrrelser i 1980'erne.
Det mener psykologerne Bo Møhl og Lotte Rubæk, der forsker i selvskade blandt unge, og peger på den selvskadende adfærd som dette årtis nye psykiske masselidelse.
”Den her adfærd har udviklet sig til en regulær og smitsom epidemi, som har udviklet sig eksplosivt, fordi den i bogstaveligste forstand er gået viralt via nettet. Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden,” siger professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Bo Møhl, der i sommer udgav bogen ”Selvskade - psykologi og behandling”.
En undersøgelse fra ViOSS - Videnscenter for spiseforstyrrelser og selvskade konkluderede tidligere på året, at 11 procent af danskerne på et tidspunkt i deres liv har skadet sig selv med vilje, og at langt den største andel netop findes i den yngre befolkning, hvor 32 procent af de 18 til 25-årige angiver at have skadet sig selv.
”Det giver os et godt praj om, at antallet stiger, og at det stiger markant,” siger Lotte Rubæk psykolog ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg i København og forfatter til bogen ”Selvskadens psykologi,” der peger på, at det ikke er første gang i historien, at en psykisk lidelse antager næsten epidemisk omfang.
I slutningen af 1800-tallet bukkede kvinder over hele Europa under for uforklarlige, men invaliderende smerter og pludselige besvimelsesanfald. De blev diagnosticeret hysterikere og indlagt i tusindvis, og i 1950'erne ramtes især hjemmegående husmødre af nervesvækkelse, en lidelse, der blev behandlet med rundhåndede recepter på store mængder angstdæmpende og beroligende medicin.
Senest udvikledes i 1980'erne og 1990'erne en række nye spiseforstyrrelser. De fik navnene bulimi, overspisning og ortoreksi og adskilte sig fra den kliniske anoreksi ved ikke at have rod i en egentlig sindslidelse, men i en erhvervet og tillært adfærd.
”De lidelser - som man lidt groft kan betegne som modesygdomme - kan ofte ses som reaktioner på grundlæggende strømninger i samfundet. De nye spisestyrelser vokser frem i en tid, hvor sult ikke længere er et problem, mens selvskade bliver dominerende i et samfund, hvor der er en meget lille udholdenhed over for smerte, og smerte og ubehag generelt forsøges lindret. Begge former for adfærd er paradoksale, fordi de går imod den generelle tendens i et samfund, men de må ikke desto mindre ses som netop et produkt af samtiden og kulturen,” siger Lotte Rubæk.
Speciallæge i psykiatri Thomas Brinck, der har beskæftiget sig med selvskade og spiseforstyrrelser gennem en årrække blandt andet som overlæge på Anoreksiklinikken på Rigshospitalet i København, er heller ikke i tvivl om, at de nye psykiske lidelser i høj grad er samfundsskabte.
”De rammer selvfølgelig dem, der i forvejen er sårbare, men de er ikke egentlige sindslidelser, som maniodepressivitet, skizofreni eller de sværeste former for anoreksi. Den type sindslidelser er konstante og forekommer i alle lande og kulturer. Det her er noget andet, og selvom vi har set lignende eksempler på psykisk masselidelse tidligere, tror jeg ikke, at det har været så omfangsrigt og slemt, som det vi ser nu,” siger han.
Bo Møhl og Lotte Rubæk kan ikke afvise, at epidemien af selvskade vil blive afløst af en ny form for kulturbåren lidelse med et nyt udtryk og en ny afvigende adfærd, men meget tyder på, at det at udtrykke smerte og afmagt gennem netop kroppen ser ud til at være kommet for at blive.
”Om det så er ved at sulte, overspise eller skære og klippe eller bide i sig selv, så er det kroppen og den måde, den forvaltes på, der er blevet den dominerende måde at udtrykke indre og psykisk smerte. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver bevidste om smittefaren og de grundlæggende strukturer i samfundet, der ligger til grund for lidelsen,” siger Bo Møhl.