Har man fulgt de seneste dages udskiftning af ministre, har man også kunnet høre en særlig slags tale: Overdragelsestalen fra minister til minister.
Det er en genre, der indebærer personlige og ofte bevægede beretninger om den mest berigende tid i mit liv og den rejse, mange føler, de har været på. Talerne indeholder til gengæld ikke meget politisk substans, og det er der flere grunde til, forklarer professor emeritus fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen. For selvom minister egentlig betyder tjener, og ministerrollen er et samfundsanliggende og ikke et selvudviklingsprojekt, så har meget forandret sig de seneste 50 år i forhold til at blive minister.
Først og fremmest kender cirka halvdelen af nye ministre i dag ikke noget særligt til det stofområde, de får overdraget. Indtil begyndelsen af 1960 erne var det kutyme, at en ny minister var fagligt klædt endog rigtig varmt på. Landbrugsministeren var landmand, justitsministeren var jurist og så videre, men det blev for omstændeligt at få den kabale til at gå op.
LÆS OGSÅ: Analyse: At træde ud af regeringen kan være SF's bedste chance
Hertil kommer en særlig dansk tradition for at udnævne ministre med meget kort varsel, påpeger Tim Knudsen. Et klassisk eksempel er fra Poul Schlüters tid som statsminister, hvor han spurgte de udvalgte politikere over telefonen, om de ville være ministre. Og hvis de udbad sig betænkningstid, lød svaret: Du kan tænke alt det, du vil, men jeg lægger ikke på, før jeg får et svar!
Jeg forstår udmærket, at nye ministre ikke taler politik allerede i overdragelsestalen, for de ved ofte ikke, hvad de skal sige, eller hvad de kan sige, for de har ofte ikke nået at læse op på det regeringsprogram, de er bundet af. Og de har ikke talt med de departementschefer, der kan fortælle, hvad der overhovedet kan lade sig gøre, siger han.
At talerne i stedet bliver private og får lidt karakter af familiefest handler også om, at situationen netop er en overdragelse et politisk helle, hvor den afgående har sluppet tøjlerne, og den tiltrædende endnu ikke helt har taget dem, og derfor kan man bedre tillade sig at give lidt los, forklarer lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Johannes Andersen:
Normalt er det jo oppositionen, der overtager, og så får overdragelsen ofte et mere drilagtigt præg, men denne gang var der en del ministre, som slet ikke følte sig færdige med deres arbejde, og derfor fik følelserne nok lov at løbe ekstra frit. Og så er det klart, at hele selvudviklingsbølgen og dens sprogbrug også har ramt politikerne. Mange ser ministerjobbet som en rejse op ad karrierestigen mere end et demokratisk kald.
De frie følelser er dog også udtryk for et andet kulturskifte i politik, mener Tim Knudsen, nemlig at politikere generelt er blevet væsentligt mere uhøjtidelige og personlige. I dag bliver følelseslivet endda ofte brugt strategisk for at vise menneskelighed, hvor det tidligere blev betragtet som undergravende for autoriteten. En udvikling, der blandt andet skyldes, at langt flere kvindelige politikere har gjort det mere normalt og legitimt at vise følelser, siger han.
Men er det så problematisk, at overdragelsestalerne ofte handler mere om ministrene selv end om deres politiske funktion? Tja, de udtrykker i hvert fald en politisk formløshed, som formentlig er et særligt dansk kendetegn, mener Tim Knudsen. Johannes Andersen er mere positiv:
At politikerne bliver personlige viser en anden side af dem end normalt og kan måske være med til at skabe mere af den identifikation, som det politiske liv kæmper så meget med.