SF modsiger sig selv i selvmordsindsats

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) siger nej til en national handlingsplan for forebyggelse af selvmord og afviser hermed partiets politik gennem 15 år

"SF løber fra tidligere løfter om mere og bedre forebyggelse af selvmord. Det er klart et løftebrud," siger Morten Thomsen, der er bestyrelsesformand for den frivillige rådgivning Livslinien, der hvert år modtager 13.000 opkald fra selvmordstruede danskere.
"SF løber fra tidligere løfter om mere og bedre forebyggelse af selvmord. Det er klart et løftebrud," siger Morten Thomsen, der er bestyrelsesformand for den frivillige rådgivning Livslinien, der hvert år modtager 13.000 opkald fra selvmordstruede danskere. Foto: .

Der skal oprettes et Selvmordsforebyggende Råd, der skal sikre en koordineret og kvalificeret indsats på området. Sådan lød det i et beslutningsforslag fremsat i Folketinget i 2009 af den nuværende SF-formand, Annette Vilhelmsen. Lignende forslag har SF lagt navn til flere gange siden 1998, blandt andre med daværende formand Villy Søvndal som afsender.

Dermed modsiger regeringspartiets sundhedsminister Astrid Krag i dag SFs politik gennem 15 år, når hun siger, at en national handlingsplan til forebyggelse af selvmord ikke er nødvendig.

LÆS OGSÅ: Fordobling i antallet af selvmord på togskinnerne

Sådan lød det nemlig i et svar til Kristeligt Dagblad i fredags som reaktion på en række eksperters ønske om en overordnet koordineret indsats.

SF løber fra tidligere løfter om mere og bedre forebyggelse af selvmord. Det er klart et løftebrud, siger Morten Thomsen, der er bestyrelsesformand for den frivillige rådgivning Livslinien, der hvert år modtager 13.000 opkald fra selvmordstruede danskere.

Han mener, at der er behov for en national strategi, som findes i dag i Norge, samt et selvmordsforebyggende råd med en bred repræsentation eksempelvis fra Sundhedsstyrelsen, psykiatrien, kriminalforsorgen og landets selvmordsforebyggende centre.

Sundhedsministeren skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at SF bestemt ikke har ændret holdning:

Vi er fortsat meget optaget af, at så få som overhovedet muligt forsøger at tage livet af sig selv, og at der er ordentlige behandlingstilbud til dem, der har forsøgt at begå selvmord.

Astrid Krag skriver videre, at der i dag findes kvalificerede forsknings- og behandlingstilbud på Center for Selvmordsforskning og de regionale centre for selvmordsforebyggelse, som har den direkte kontakt til de selvmordstruede.

Lillian Zøllner, leder af Center for Selvmordsforskning, savner ikke flere politiske tiltag på området og nævner, at centret fra i år og for første gang nogensinde har fået tilladelse til at indsamle oplysninger fra hele Danmark om årsager til selvmordsforsøg.

Vi har aldrig før haft et samlet register over selvmordsforsøg, og vi vil i løbet af kort tid kunne finde ud af, hvorfor folk vil tage deres eget liv, siger hun.

Men det er ikke tilstrækkeligt, lyder det fra Enhedslisten, der fremsatte forslaget om en national strategi sammen med SF i 2009. Sundhedsordfører Stine Brix kalder det ærgerligt, at SF har trukket i land.

Centret laver en udmærket indsats, men arbejder først og fremmest med forskning og har stadigvæk begrænsede midler. Der er aspekter, som ikke bliver dækket. Hvis vi skal blive bedre til at forebygge selvmord, er det klogt med en mere koordineret indsats og et organ, der arbejder mere fremadrettet, siger Stine Brix.

Hun vil tage emnet op i Sundhedsudvalget og mener, at SF bør udnytte sin position i regeringen til at få gennemført partiets politik gennem mange år.

Efter et fald fra en meget høj selvmordsrate i årtier har det årlige antal selvmord i Danmark ligget nogenlunde konstant på omkring 600.