Historien om det store sønderjyske kaffebord

Det store kaffebord er en central del af enhver sønderjydes historie og identitet, skriver historiker og sønderjyde Uffe Østergaard. Men også skat og pølser spiller en vigtig rolle

Det sønderjyske kaffebord har sin oprindelse i de møder, som de dansksindede afholdt, efter at landsdelen kom under Preussen.
Det sønderjyske kaffebord har sin oprindelse i de møder, som de dansksindede afholdt, efter at landsdelen kom under Preussen. . Foto: Colourbox.

Hvis ordet skat udtales med langt a og uden stød, er det ikke det frygtede pengeinddrivende væsen, men et kortspil. Det er mest udbredt i Tyskland, hvor det spilles mere end bridge.

Og så i Sønderjylland, hvor det sammen med blandt andet pølser, som faktisk er lavet af kød, kaffebord med enogtyve slags kager og brød, det tyske (omend sønderjysktalende) mindretal samt civil registrering af fødsler og død er med til at vidne om landsdelens historie mellem dansk og tysk.

Som dog ikke strækker sig til accept af tosprogede vejskilte nord for grænsen.

Ifølge encyklopædien stammer ordet ”skat” fra italiensk scarto, af scartare, der betyder at fjerne eller lægge til side. Det spilles med 32 kort, idet kortene 2-6 ikke benyttes. Skat blev udviklet fra sjavs i Tyskland først i 1800-tallet, og navnet optræder første gang i 1813.

I Tyskland er det mere populært end bridge og spilles af 12-13 millioner mennesker. Det har navn efter de to kort, der ligger tilbage i ”skat'en”, efter at de tre spillere har fået deres kort. Skat'en udgør et hasardmoment, da spilfører kan bytte kort med den. Regnskabet er ret kompliceret.

I Danmark kendes det kun i Sønderjylland, og mange tror, at spillet er lige så gammelt som landsdelens egenart. Men det er ikke rigtigt. Ligesom mange andre særtræk er det et resultat af, at Sønderjylland fra Ejderen til Kongeåen kom under preussisk herredømme mellem 1864 og 1920.

Kravet om rigtigt kød i pølserne skyldtes, at Sønderjylland ikke deltog i den danske eksport af landbrugsprodukter i anden halvdel af 1800-tallet.

Den er vi med rette stolte af, men eksporten lagde samtidig grunden til et udpint dansk køkken, baseret på margarine, skummetmælk og industripølser, af det der blev tilovers, efter at alt det gode var eksporteret.

Det slap sønderjyderne for med deres adgang til det store tyske marked, som krævede høj kvalitet - dengang som nu.

Kaffebordet blev udviklet til de møder, som de dansksindede afholdt, efter at landsdelen kom under Preussen. De preussiske myndigheder gav ikke altid spiritusbevilling til de kroer, hvor de mødtes, hvorfor der blev bygget forsamlingshuse med servering af kaffe og kager.

Deltagerne medbragte selv hjemmebag, som fyldte godt op på de lange borde. Der var skarp konkurrence mellem kvinderne om at bage de mest velsmagende og iøjnefaldende kager. Tærter eller lagkager var prøvestenen på enhver dygtig husmors kunnen.

Det store kaffebord blomstrede især i den selvstændige gårdmandsstand, hvor der var rigeligt af æg, sukker, mel og fløde. Det føltes festligt at diske op med det fulde kaffebord ved alle årets fester og store begivenheder, og der skulle helst være så rigeligt, at man kunne mætte dobbelt så mange som de indbudte.

En af årsagerne til, at kaffebordene i Sønderjylland virkede mere omfangsrige end i det øvrige Danmark, var den særlige serveringsteknik, hvor kagefadene blev sendt rundt hurtigt efter hinanden, så deltagerne måtte stable tre eller fire slags kager på deres tallerken.

Også den civile registrering af fødsler og bryllupper i Sønderjylland skyldes Preussen. Her var stat og kirke nemlig adskilt. Denne civiliserede skik blev mærkeligt nok opretholdt efter genforeningen i 1920 sammen med et statsejet telefonvæsen - der dog for længst er privatiseret.

Kortspillet skat lærte de sønderjyske mænd først rigtigt at kende som værnepligtige i den tyske hær under Første Verdenskrig. Det var i skyttegravene i Nordfrankrig, at det store flertal af mændene lærte at spille skat.

Cirka 6000 af dem døde, og mange vendte hjem som invalider med ar på krop og sind. Men de overlevende fik altså dette kortspil med sig. Og det holdt de fast i, selv efter at den nordlige del af landsdelen i 1920 stemte sig ”hjem” til det Danmark, som Sønderjylland strengt taget ikke havde tilhørt siden 1100-1200-tallet.

Kortspillet blev en kulturel markør i en udkant af Danmark. Det markeres ved, at der tales en herlig blanding af plattysk, sønderjysk og rigsdansk.

Meldinger hedder ”reizen” og spilfordeling afgøres med ordene ”geben, hören, sagen”, og sådan er det hele vejen.

Jeg er selv med to studenterkammerater fra Tønder i gang med at eksportere traditionen til det øvrige Danmark. Vi er alle tre ved skæbnens tilskikkelse landet i Nordjylland på vej mod pensionen.

Rejsen fra den ene periferi til den anden udnytter vi til at yde et beskedent bidrag til kulturel og sproglig mangfoldighed i Danmark.

At det så går ud over mig, der normalt taber, mens dommeren vinder, som han altid har gjort, og matematikprofessoren fører regnskab, er en anden sag. Noget må jo gøres, efter at Sønderjyllands Amt blev nedlagt i centraliseringens og effektivitetens navn i 2007. Skat er vores beskedne bidrag.