”Jeg havde en bror.”
Sådan siger 15-årige Lucas, der har oplevet to skilsmisser: først sine egne forældres og siden sin far og sin stedmors. Den sidste skilsmisse slog hårdest, for der mistede Lucas også kontakten til sin stedmors søn. De to drenge har stort set ikke set hinanden, siden de to voksne brød op.
”Det var lidt hårdt for mig i starten, og det er det stadigvæk, for jeg kan godt lide ham, og jeg vil gerne bruge mere tid med ham. Han bor rigtig langt væk nu.”
Lucas er et af de børn, der er blevet interviewet i forbindelse med en ny undersøgelse fra Børnerådet blandt knap 300 danske børn, der kun bor hos den ene af deres forældre.
Undersøgelsen viser ikke overraskende, at børnene savner den forælder, de ikke bor sammen med, men den viser også, at savnet efter søskende fylder mindst lige så meget.
Mens 69 procent af børnene svarer, at de savner en forælder, svarer hele 74 procent, at de savner en eller flere af deres søskende. Savnet er ikke kun rettet mod biologiske søskende. Børnene længes også efter halvsøskende og søskende, de – som i Lucas’ tilfælde – ikke er biologisk beslægtede med.
Og det er et savn , forældre alt for ofte overser, når de går fra hinanden, mener Børnerådets formand, Per Larsen.
”Vi ved, at savn har betydning for børns trivsel og følelse af ensomhed. Derfor bør nedslående resultater som disse, der viser et massivt savn blandt adskilte søskende, give anledning til, at vi i højere grad medtænker søskenderelationer, når skilsmissen forhandles på plads ude i hjemmene eller i Statsforvaltningen. Jeg vil på det kraftigste appellere til, at både forældre og myndigheder tager hensyn til børnenes indbyrdes relationer, så de ikke også skal bære det kors, det er at savne deres søskende,” siger han.
Hos Børns Vilkår er man ikke ubekendt med bekymringen for at miste relationen til søskende.
Det er et af de emner, der jævnligt dukker op i samtaler med børn og unge, der ringer til Børnetelefonen efter hjælp.
De er især bange for at miste kontakten til halvsøskende og bonussøskende, når skilsmisse nummer et, to og tre rusker op i familiestrukturen og løsner de bånd, der er blevet knyttet.
”Bum, så er det slut. Det er som et dødsfald,” siger Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår.
Vi har, mener hun, en tendens til groft at underkende den stærke tilknytning, der opstår mellem børn, uanset om de har et fælles biologisk ophav eller ej. I stedet fokuserer vi på børnenes tilknytning til forældrene og på at fastholde relationen mellem børn og voksne.
Det kommer til udtryk i den måde, vi taler om og organiserer vores skilsmisser på privat, men også i lovgivningen, hvor barnets ret til begge forældre slås fast med paragraffer, mens retten til søskende – halvsøskende og bonussøskende – ikke nævnes med et ord.
Konsekvenserne for børnene er alvorlige. De risikerer ikke bare at miste kontakten til mennesker, de holder af, men risikerer også at miste deres fortrolige – deres vidner til en barndom på godt og på ondt – og dem, de her og nu kan tale med om alt det ved en skilsmisse, de ikke kan tale med forældrene om.
”Det er klart, at vi ikke kan lovgive os ud af den problematik. Vi kan ikke opstille regler for samvær mellem søskende i andet, tredje og fjerde led. Men vi kan forholde os mere bevidst til, at søskenderelationen er værdifuld og væsentlig for børnene, og at det at skabe mulighederne for, at den relation kan bevares og vokse, også er en del af det ansvar, vi påtager os, når vi går fra hinanden,” siger Bodil Boserup.
Det lyder som almindelig sund fornuft, men forståelsen af søskendebåndet som grundlæggende for barnets identitetsdannelse, generelle trivsel og udvikling har været længe undervejs. I 1950’erne og 60’erne, hvor de første større skilsmissegenerationer lagde fra land, var det ikke unormalt at adskille søskende, når ægteskabet gik i opløsning. Det var en praktisk og på sin vis også demokratisk løsning.
Forældrene fik et barn hver – far typisk det ældste og mor de yngste – og dermed blev forsørgelsesbyrden og ansvaret for opdragelsen ligeligt fordelt, uden at der blev skelet synderligt til den afgrund af afstand, løsningen skabte mellem børnene.
I dag bestræber forældre og myndigheder sig i langt højere grad på at lade søskendepar følges ad i deleordninger, på ferier og til højtider i en forståelse af, at børnene har brug for hinanden. At de hører sammen.
Men det puslespil er blevet langt vanskeligere at få til at gå op i en tid, hvor vi danner par og stifter familier for anden, tredje og måske fjerde gang. De bevægelige og foranderlige familiekonstruktioner – de såkaldte kludetæppefamilier – er stærke, fordi de er store. Der er flere at holde af og flere at læne sig op ad. Men de er også skrøbelige, fordi den ret til og det krav, vi har på hinanden, er mindre bindende end det biologiske slægtskab.
”Børn har en sjælden evne til at knytte sig til voksne, men også til børn. Og det, der betyder noget, er ikke blodets bånd, men kvaliteten af de bånd, der knyttes. Vi ved alt for lidt om, hvilken betydning det har, når de bånd løsnes eller helt rives over på ny. Vi aner simpelthen ikke, hvad det egentlig gør ved børnenes tilknytningsevne også på længere sigt at leve med konstante savn,” siger psykolog, medlem af Børnerådet og formand for Center for Familieudvikling Annette Due Madsen.
Hun er helt enig i, at vi alt for ofte overser børn og unges indbyrdes relationer i skilsmissesager, og at de ekstra søskendeled bidrager betydeligt til de udfordringer, der rejser sig, når familier opløses. Men det er ikke nok at appellere til forældrene om at holde sammen om flokken, når de selv har brudt med hinanden.
”Med de massive skilsmissetal, vi ser nu og også vil se fremover, skylder vi børnene at undersøge konsekvenserne med samme nidkærhed, som vi ville undersøge et hvilket som helst andet sundhedsanliggende i samfundet,” siger hun:
”Vi skal vide, hvad brud med familier, med forældre og ikke mindst med søskende betyder, hvis vi skal kunne hjælpe og guide børn godt igennem en barndom, der for stadig flere vil være fyldt med netop sådanne brud.”
Tal fra Danmarks Statistik viser, at mere end 30 procent af danske børn i dag vokser op sammen med børn, som de ikke eller kun delvis er biologisk beslægtede med. Det er en tredobling siden 1980.