Der er 1,4 km mellem mit hjem på Elbækvej og skolen, der hedder Risskov Skole. Desværre er strækningen ikke flad; skolen ligger på en bakke, der kan tage pusten fra enhver. Fra jeg går i 1. klasse og frem til 9. klasse, cykler jeg hver dag til skole, og selv om det kun tager 15 minutter, føles strækningen lang, når det står ned i stænger. Og det gjorde det ofte, når jeg tænker tilbage. I garagen står ellers en Lancia i 70er-nuancen brun, men jeg husker ikke, at mine forældre nogensinde kører mig. Til gengæld husker jeg ord som kartoffelkur og tvangsauktion og mine våde bukser, som jeg forsøger at tørre med håndfladerne i den første time i skolen.
Som regel følges jeg med Helene, der bor med sin far, fordi hendes forældre er skilt. Selv om vi cykler sammen hver dag, snakker vi så godt aldrig om, at hendes mor nu bor et andet sted. Skilsmisse er et stadig fremmedord i det pæne forstadskvarter Risskov, men jeg fornemmer, at der er flyttet noget udefinerbart og smertefuldt ind i Helene, som ingen af os kan sætte ord på.
I stedet snakker vi om pastelfarvede benvarmere, ding-bat, matematiklærerens uhyrligt dårlige ånde, Wham og at vi ønsker os en Fjällräv. I grå eller rød. Hun drømmer om en dag at blive model eller MTV-vært, mens jeg vil være psykolog eller forfatter. Jeg begynder at læse Michael Strunge og skriver på min penalhus, at jeg lever med livets hastighed. Uden rigtig at ane, hvad det betyder, men jeg fornemmer, at der er noget sandt i det, ligesom det helt klart kun er døde fisk, der følger med strømmen, som der står med graffiti på en af skolens mure.
De 1,4 km til skole er kendetegnet af noget, jeg senere har identificeret som dannelsen af pligtfølelse og vedholdenhed. Når jeg har lidt ondt i pjæktarmen, får jeg et termometer stukket op i måsen, og så er det ellers af sted. Jeg misunder kammerater for at have et ringere helbred eller en mere eftergivende mor. For mig er der kun én vej hver morgen, og den fører op ad bakken til Risskov Skole.
Fordi der er så stort fokus på uddannelse i min familie, er jeg altid velforberedt. Min mor fortæller mig jævnligt, at jeg skal indrette mit liv, så jeg er økonomisk uafhængig af en mand, og at jeg har pligt til at udnytte mine evner. Når jeg ser tilbage på den unge pige, der hver morgen cykler ud af indkørslen, synes jeg i dag, at der var lovlig meget fokusering på pligt og nødvendighed og temmelig lidt fokus på, at det ikke altid er den lige vej, der fører til målet. At målet desuden kan være frihed og lykke ligger helt udenfor hjemmets målskive. Her er målet er gymnasium og derefter universitetet og endelig et velbetalt job. Javel, ja.
Da jeg er fyldt 16 år, cykler jeg forbi Risskov Skole og videre til Risskov Amtsgymnasium. Jeg følger stadig den fysiske og pligtetiske skolevej, men begynder snart at køre omveje, smutveje, andre veje. Jeg begynder også at få smag for frihed, så jeg flytter hjemmefra og vågner en morgen i mit bofællesskab og beslutter mig for at tage vejen en sidste gang for at fortælle, at jeg dropper ud af gymnasiet. Alle ryster på hovedet, hvorfor nu det? Da jeg går ud af gymnasiets tunge jerndøre efter at være blevet kaldt en social flipper og spurgt hvad skal der nu blive af dig?, ved jeg, at det, der skal blive af mig, er, at jeg bliver mig selv. Jeg er ingen død fisk, og mit liv skal ikke leves med småborgerens eksistentielt sovende hastighed.
Jeg er i dag 38 år, og det gyser lidt i mig, når jeg en sjælden gang er i Risskov og kører op forbi skolen (heldigvis i bil). Vejen er som en overdisciplineret, alt for rank ryg i landskabet, og det undrer mig hver gang, at den i virkeligheden er ret kort. Det er 1,4 km objektivt også, men den føltes dengang anderledes, måske fordi det er svært for en ung sjæl at ånde, når den hver dag bliver iklædt et tvangskorset af pligt, forventninger og flinkeskolemanerer.
Samtidig har jeg efterhånden forstået, at det ikke er nogen dårlig evne at være i stand til at bide tænderne sammen og bare gennemføre noget, selv om det er dødssygt. Og at jeg har haft brug for den evne mange gange i mit liv.
Det lærte jeg ikke i skolen, men på vejen til skole. Her lærte jeg også, at vi af og til bliver nødt til at dreje af for at komme frem. Til os selv.
Af Anne Sophia Hermansen, pressechef og mag.art. i Litteraturhistorie